Folketingets Uddannelsesudvalg
I forbindelse med mit svar på udvalgets samrådsspørgsmål Æ og Ø den 1. april 2008 om uddannelse af klovbeskærere gav jeg tilsagn om at orientere udvalget om resultatet af Undervisningsministeriets fortsatte drøftelser med Dansk Klovbeskærerforening om dækning af uddannelsesbehovet på foreningens område.
Som det fremgik af samrådet findes der for tiden to AMU-uddannelser til klovbeskærer. Det er imidlertid vanskeligt at opnå et tilstrækkeligt antal deltagere til, at kurserne kan gennemføres. Ministeriet og foreningen har senest på møde den 7. maj 2008 drøftet forskellige muligheder for at sikre det fornødne udbud, herunder mulighederne for at uddannelsen kan indgå i en eller flere af de eksisterende erhvervsuddannelser på landbrugsområdet.
Der er enighed mellem foreningen og ministeriet om, at en del af uddannelsen med fordel bør kunne gennemføres som virksomhedsforlagt undervisning hos en klovbeskærer efter nærmere aftale mellem en skole og en virksomhed som følge af de særlige krav til udstyr og undervisningsmateriale i form af levende dyr.
Undervisningsministeriet har pÃ¥ denne baggrund anmodet Fællesudvalget for Jordbrugsuddannelser om i samarbejde med Dansk Klovbeskærerforening at undersøge, om der i landbrugsuddannelsen efter lov om erhvervsuddannelser kan placeres et valgfrit specialefag som klovbeskærer fx med udgangspunkt i AMU-uddannelsen pÃ¥ 6 uger. Ministeriet har bedt udvalget om at samarbejde med efteruddannelsesudvalget pÃ¥ omrÃ¥det med henblik pÃ¥ udvikling af fælles udbud. Â
På denne måde vil specialefaget kunne bruges både som en del af grunduddannelsen til landmand og som efteruddannelse på forskellig måde.
Spørgsmålet har imidlertid sammenhæng med, at en arbejdsgruppe under Justitsministeriet for tiden undersøger og vurderer behovet for at fastsætte nærmere regler for at holde malkekvæg, herunder hold af ungkvæg. Et af de områder, udvalget skal undersøge, er krav til udførelse af klovbeskæring, herunder en eventuel indførelse af krav om en bestemt uddannelse (autorisation). Justitsministeriet har oplyst, at udvalget forventer at afslutte sit arbejde med udgangen af september 2008.
På denne baggrund har Fællesudvalget for Jordbrugsuddannelser ikke ønsket at medvirke til ændringer af erhvervsuddannelserne eller arbejdsmarkedsuddannelserne på området før den nævnte arbejdsgruppe har afsluttet sit arbejde.
Undervisningsministeriet vil derfor dels opretholde kontakten med Dansk Klovbeskærerforening og Fællesudvalget for Jordbrugsuddannelser i sagen og dels i samarbejde med Justitsministeriet vurdere betydningen af den nævnte arbejdsgruppes resultater i relation til uddannelsen af klovbeskærere, når disse resultater foreligger.