R E F O R M F O R U M Reformforum - En græsrodsgruppe - uafhængig af politiske og økonomiske interesser
 Gymnasielærere for en reform af gymnasiereformen
          København 10.06.2008
Kære ordfører,
"Vi ønsker en egentlig reform af gymnasiereformen. Derfor har vi - efter tre års erfaringer med reformen - forsøgt at formulere, hvad det er, der ikke dur. Vi håber mange kolleger synes det samme og opfordrer dem til - med deres underskrift - at bakke op om synspunkterne ved at skrive under på: www.reformforum.skrivunder.dk, hvor man også kan læse mere om baggrunden."
Sådan indledte vi - en gruppe på 7 aktive og en forhenværende gymnasielærer, der kalder sig Reformforum - en opfordring til vore kolleger, der blev trykt i vores fagblad Gymnasieskolen d. 13. marts 2008, og da underskriftindsamlingen sluttede d. 16. maj havde 3.432 kolleger, hvilket svarer til 37% af samtlige gymnasielærere i Det almene Gymnasium skrevet under.
  Det kollegerne skrev under på var følgende:
  Det dur ikke:
· at kontinuiteten i de faglige forløb ødelægges
· at der ustandselig ændres i bekendtgørelser og vejledninger
· at den nuværende AT-konstruktion vanskeliggør meningsfulde forløb
· at elevernes retssikkerhed ved eksamen forringes
· at den fælles nationale studentereksamen er i fare
· at lærere og ledelse bruger alt for meget tid på møder og kontrol
· at kompetencetænkningen udhuler fagligheden
· at eleverne har for lidt indflydelse
For at underskriverne kunne orientere sig i, hvordan vi var kommet frem til netop disse otte punkter, skrev vi et såkaldt baggrundspapir, som vi kaldte "Tanker om gymnasiereformens indvirkninger på det daglige (skole)liv" som vi lagde ud på underskriftssiden.
  Dette papir vedlægger vi her til din orientering.
  Vi vil gerne understrege, at vi er helt enige med politikerne i, at der var behov for en reform af valggymnasiet, og at vi et godt stykke ad vejen er enige i intentionerne bag gymnasiereformen, herunder understregningen af, at det er vigtigt at styrke fagligheden og samspillet mellem fagene.
  Men i virkelighedens verden har reformen desværre haft den modsatte virkning: En overfladisk form for tværfaglighed har bredt sig på faglighedens bekostning, og tværfagligheden er blevet til et virvar af tvangspålagte og overfladiske samarbejdsforløb, som har medført stressede og frustrerede lærere og forvirrede elever.
  Fagligheden i de enkelte fag er klart blevet forringet, dels fordi undervisningstiden og det skriftlige arbejde i de enkelte fag er reduceret, dels fordi implementeringen og de dertil knyttede logistiske problemer har besværliggjort den dybde og kontinuitet i undervisningen, der er alfa og omega for en god skole. Den bedste skole er efter vor mening en skole, hvor høj faglighed præsenteres for eleverne i en ligeværdig samtale mellem lærere og elever, hvor både mål og midler er klare og gennemskuelige.
Vi ønsker at fastholde et nationalt gymnasium med sammenhængskraft, faglig kontinuitet, et ensartet højt fagligt niveau og en høj grad af retssikkerhed for eleverne, og vi ønsker, at gymnasiet skal være åbent for alle unge, som ønsker - og evner - en boglig uddannelse – også selv om de ikke kommer fra et hjem med en boglig baggrund. Endelig ønsker vi at der bliver skabt langt bedre mulighed for at få tid, ro og koncentration til kerneydelsen: den gode undervisning.
Med venlig hilsen
Reformforum*
*Reformforum udgøres af: Bue Tage Andersen, Sten Bredsdorff, Søren Peter Hansen, Henrik Ljungberg, Dorrit Færk Møller, Tom Sinding, Christian Thune Jacobsen og Jørgen Winding
Bortset fra Søren Peter Hansen, der siden august 2007 er forhenværende gymnasielærer, nu i andet job, er alle medlemmerne af Reformforum aktive gymnasielærere og repræsenterer et bredt udvalg af naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske fag.
For yderligere oplysninger klik ind på www.reformforum.skrivunder.dk - eller kontakt:
Lektor Tom Sinding                    eller               lektor Christian Thune Jacobsen
Telefon: 4920 1605Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Telefon: 3963 0860
mob: 2331 8605Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â mob: 6185 4321