Frederiksberg, den 21. maj 2008

 

 

 

Til folketingets uddannelsesudvalg

 

 

 

 

I forbindelse med den aktuelle debat om censur af opgaver ved folkeskolens skriftlige afgangsprøver har Dansklærerforeningens folkeskolesektion nogle bemærkninger til uddannelsesudvalget:

 

 

 

* I år afvikles folkeskolernes afgangsprøver efter den nye censorordning for anden gang, men med en væsentlig stramning af reglerne, idet de to censorer, en statsligt beskikket og en kommunalt udpeget, nu ikke må tale sammen om karakteren. Ordningen er ment som en sikring af elevernes retssikkerhed, men den fungerer ikke efter hensigten, tværtimod.

Problemet i ordningen er at de to censorer ikke har lejlighed til at forhandle om karakteren. Den endelige fastsættelse er entydigt overladt til skolelederne som helt mekanisk skal lægge karaktererne sammen og dividere med to – og om nødvendigt runde op til nærmeste karakter. Ved en dialog mellem censorerne ville man dels opdage eventuelle fejl, og man ville dels have lejlighed til at diskutere karakteren i tilfælde hvor de to censorers bedømmelser er meget forskellige. I sådanne situationer er der typisk et fagligt begrundet behov for en dialog – eller tale om simple fejl.

 

* Undervisningsminister Bertel Haarder udtalte i Politiken den 17. maj 2008, at han ”ikke var klar over problemstillingen”, at han mener ordningen er indført for at sikre elevernes retssikkerhed, og at han nu ”lytter opmærksomt til kritikken”. Den 6. juni 2007 svarede Bertel Haarder imidlertid uddannelsesudvalget på et spørgsmål om selv samme ordnings hensigtsmæssighed. Spørgsmålet blev stillet af udvalget og var foranlediget af en debat på censorkonferencen på skolekom.dk. I juni 2007 konkluderede Bertel Haarder i sit svar til udvalget at han fandt ”ordningen betryggende”.

 


 

* I Dansklærerforeningen undrer vi os derfor over, at ministeren nu giver indtryk af at han ikke har været bekendt med kritikken af ordningen, når han faktisk har besvaret selv samme kritik for et lille år siden.

 

* Ideelt set mener vi at lærerne burde inddrages i dialogen om karaktergivningen. Det er dem der har fulgt elevernes udvikling, og det vil ofte være dem der kan opdage fejl i bedømmelserne. Herudover var kontakten mellem censor og lærer en god lejlighed til faglig dialog om den undervisning der jo ligger til grund for eksaminationen.

                      Vi er på det rene med at det næppe er realistisk at gå tilbage til denne ’gamle’ ordning, men vi mener at man som et minimum må sikre at de to censorer har en faglig dialog om deres bedømmelser. Vi foreslår ikke fordyrende censorkonferencer hvor de rent fysisk skal mødes, men at der åbnes for en kontakt mellem dem, og at de i det mindste begge underskriver karakterlisterne – og at det ikke kun er skolelederen der gør det.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Dansklærerforeningens folkeskolesektion

v/ formand Mette Teglers

 

 

Dansklærerforeningen

Rathsacksvej 7

1862 Frederiksberg C

Tlf.: 3379 0010