Fra: Elisabeth Lehner
Organisation:
Adresse: Christinedalsvej 13
Postnr: 5700 Svendborg
EMail: [email protected]
Telefon:
Må offentliggøres på hjemmesiden: Ja
Ærøskøbing-Svendborg på 20 min. – nytænkning på Ærø Ærøskøbing Kommune vendte i 2005 tommelfingeren nedad til (Aeroe Gliding Transportation) Michael Rasmussens forslag om en svævebane mellem Ærøskøbing og Svendborg. Med den begrundelse at idéen var urealistisk. En ny færgerute Ærøskøbing-Skovballe hører efter fleres mening under samme kategori. Så det argument holder ikke. Ikke før der er lavet en tilbundsgående undersøgelse. Det synes jeg, tiden er inde til nu. Svævebaner bruges med held mange steder i verden – også ret ufremkommelige steder med ustabilt vejrlig uden også at have ustabil vandstand at tænke på. Jeg ser mange fordele ved etablering af en svævebane mellem Ærø og Fyn – gerne mellem samtlige øer i det sydfynske øhav. Det er absolut påkrævet at ærøboerne får hurtigere transport til Fyn, hvis man vil bevare et aktivt samfund og et aktivt erhvervsliv. Ifølge MR skulle det kunne lade sig gøre på 20 min. med en svævebane. Men skulle det tage 30 min. vil det stadig være overskueligt at være pendler. At lette vejen for pendlere betyder både, at familier vil kunne flytte til øen og kunne forsørge sig selv og at det ærøske erhvervsliv får bedre mulighed for at få kvalificeret arbejdskraft. (F.eks. Søby værft, som netop har søgt arbejdskraft). Unge under uddannelse vil ikke længere være tvunget til at flytte fra øen allerede efter 9. klasse. Det kan kun øge det sociale og kulturelle liv på øen, som alle aldersgrupper sætter pris på og har brug for. Det kan blive meget stille at bo i et sommerhusområde uden for sæsonen. En svævebane vil også være energibesparende i forhold til færgefart. Den er el-dreven og netop Ærø har lanceret sig som øen, der vil basere sit energiforbrug på alternativ energi. Selv om svævebanen vil få brug for generatorer, hvis vindenergien svigter, er det stadig en bedre økonomi og bedre for miljøet end færgefart. Det vil også betyde større uafhængighed af import af energi. En svævebane vil fremme den kollektive trafik fordi den er baseret på persontransport. Færgeforbindelsen Ærøskøbing-Skovballe som Ærøs byråd har foreslået, vi kræve ny havn i Skovballe, udgravning og senere vedligeholdelse af ny sejlrende, ny vej med forbindelse Svendborgsundbroen – som så enten skal udvides eller suppleres med ny bro over Svendborgsund. Der kan ikke klemmes flere biler ind på den bro! Etablering af en svævebane må være langt mere økonomisk end de tiltag, Ærø byråd foreslår – i enighed. En svævebane er støjsvag i forhold færgefart og biltrafik. Jeg bor ved Svendborgsund og ikke langt fra broen. På Tåsinge-siden er der opstillet støjværn på begge sider af broen. Det gør man ikke uden grund. En svævebane kan tage de nødvendige og optimale hensyn til fuglebeskyttelsesområdet i det sydfynske øhav, så det ikke bliver nødvendigt at ”nedprioritere” miljøhensyn, som Ærøs borgmester har foreslået. Og en sidegevinst kunne være ø-hop i fugleperspektiv – den slags turistattraktioner er der vist ikke mange lande, der kan byde på! Der vil stadig være brug for mindst en færge til bil- og godstransport, men den form for transport har ikke nødvendigvis samme logistiske behov som persontransport. Måske ligger der en skjult fordel også der?