Notat

 

 

Dato  8. august 2008

Dok.id       

J. nr.  127-1                    

 

 

 

 

Nærhedsnotat

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer  - KOM(2008)436

Direktivforslaget er parallelfremsendt til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Trafikudvalg.

Forslaget er vedtaget af Europa-Kommissionen den 8. juli 2008. Det er fremsat i henhold til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 71, stk. 1, og skal vedtages efter proceduren for fælles beslutningstagen mellem Rådet og Europa-Parlamentet, jf. artikel 251.

Direktivforslaget giver medlemsstaterne mulighed for – men ikke pligt til - at indregne et beløb, der afspejler omkostningerne ved luftforurening og støj fra trafikken, i den afgift, de lægger på tunge lastbiler. Det tillader også, at afgiften for spidsbelastningsperioder beregnes på grundlag af den trængsel, der skabes for de øvrige køretøjer.

 

Afgiftsbeløbet, der afspejler disse eksterne omkostninger, skal ifølge forslaget differentieres efter tilbagelagt afstand samt tid og sted for brug af vejen. Forslaget indeholder samtidig en bestemmelse om, at medlemsstaterne skal øremærke provenuet

til at gøre transporten mere bæredygtig ved hjælp af sådanne projekter som forskning

og udvikling i mindre forurenende og mere energieffektive køretøjer, afbødning af

virkningerne af forurening fra vejtransporten eller yderligere alternativ

infrastrukturkapacitet til brugerne.

 

De medlemsstater, der indfører sådanne afgifter, skal ifølge forslaget følge nogle fælles beregningsprincipper og mekanismer for anmeldelse af afgiftsordninger og

rapportering om dem til Kommissionen.

 

Det foreslås tillige, at medlemsstaterne skal udpege en uafhængig myndighed til at fastsætte afgiften efter en fælles metode, der let kan holdes øje med og tilpasses til den videnskabelige udvikling.


Afgifter for eksterne omkostninger skal ifølge forslaget opkræves ved hjælp af et elektronisk system i overensstemmelse med direktiv 2004/52/EF (”Bompengedirektivet”), således at der ikke skabes hindringer for en smidig trafikudvikling og lokale gener ved betalingsstationer.

 

Forslaget udvider det nuværende direktivs anvendelsesområde, så det ikke kun

dækker det transeuropæiske net som hidtil, men hele vejnettet i medlemsstaterne.

 

Kommissionen anfører i begrundelsen for forslaget, at det er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Som følge af transportens betydning for det indre marked, dens stigende grænseoverskridende dimension og dens eksterne omkostninger, må der fastsættes fælles afgiftsprincipper for alle veje mellem byerne, herunder det transeuropæiske net, så medlemsstaterne kan benytte vejafgifter til at dække de eksterne omkostninger. Dette kan kun ske ved en ændring af det eksisterende direktiv og kan derfor ikke opnås af medlemsstaterne alene.

 

Forslaget overlader det til medlemsstaterne at bestemme, om der skal pålægges

afgifter, og på hvilke veje, og om der i afgifterne skal indregnes lokale miljø- og

trængselsafgifter. Hvilke projekter der ifølge forslaget skal finansieres med provenuet fra sådanne afgifter, afgøres ligeledes af medlemsstaterne, forudsat at projekterne tilgodeser bæredygtig mobilitet. Forslaget går således ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

 

Regeringen er enig med Kommissionen i, at vilkårene for vejgodstransport er et vigtigt element i det indre marked, hvoraf følger, at forholdene for vejgodstransporten må reguleres på fællesskabsniveau. Hertil kommer, at der er tale om justering af et gældende direktiv. Regeringen finder således, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.