Transport- og energiminister Jacob Axel Nielsen
Transport- og Energiministeriet
Frederiksholms Kanal 27F
1220 København K.
Tidsplan mv. for forsøgsordning med modulvogntog
Kære Jacob Axel Nielsen,
Endnu engang tillykke med din udnævnelse til transport- og energiminister.
Transporterhvervet har udvist stor interesse for den forsøgsordning for modulvogntog, som blev lagt til grund med finanslovsaftalen for 2007.
Aftalegrundlaget for forsøgsordningen slår fast, at ordningen iværksættes i 2008. Den seneste tid har vi imidlertid kunnet konstatere forskellige udmeldinger om tidspunktet for forsøgsordningen.
En række transportvirksomheder har gennem længere tid forberedt sig på modulvogntogene og har bestilt særligt vognmateriel til levering i begyndelsen af 2008 med henblik på at kunne deltage fra forsøgsordningens begyndelse.
Det vil naturligvis have vidtrækkende forretningsmæssige konsekvenser for de berørte transportvirksomheder, hvis de pågældende modulvogntog ikke kan sættes i drift fra leveringstidspunktet og dermed tidspunktet for forsøgsordningens begyndelse. De foretagne investeringer løber op i ca. 1,5 mio. kr. pr. vogntog.
Lastbilproducenternes lange leveringstider (på op til 12 måneder) og de forskellige udmeldinger om tidspunktet for forsøgsordningen gør det særdeles vanskeligt for en transportvirksomhed at træffe beslutning om at afgive ordre på vogntog eller udskyde leveringstidspunktet for allerede bestilte vogntog. Det samme gør sig gældende i forhold til udarbejdelse af kontrakttilbud til transportkøbere.
Det er af stor betydning, at vores medlemsvirksomheder får en konkret tidsplan at arbejde efter, således at de derved har mulighed for at indrette sig på kørsel med modulvogntog på de enkelte vejstrækninger fra forsøgsordningens begyndelse.
Vi skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at vi i transporterhvervet gennem mere end 10 år har arbejdet ihærdigt for en dansk forsøgsordning med modulvogntog. Danmark er nu ved at være blandt de sidste medlemslande i EU til at indføre en forsøgsordning.
HTS og ITD skal på den baggrund anmode dig om nu hurtigst muligt at iværksætte forsøgsordningen på de strækninger, hvor der ikke er behov for større ændringer af vejnettet.
HTS og ITD skal samtidig anmode dig om at komme med en konkret tidsplan for forsøgsordningen, herunder klare tilkendegivelser om udvidelse af forsøgsordningen med yderligere vejstrækninger, havne og terminaler, hvor trafiksikkerhed og miljøhensyn ikke taler imod.
Vi skal endvidere opfordre til, at du i forbindelse med de igangværende finanslovsforhandlinger sikrer den nødvendige finansiering til en løbende udvidelse af forsøgsordningen.
Vi stiller os naturligvis til rådighed for eventuelle spørgsmål eller behov for yderligere oplysninger.
Med venlig hilsen
![]() |
                                                                                     Â
Michael Svane                                                                   Jens Iwer Petersen
Erhvervspolitisk direktør, HTS                                               Adm. direktør, ITD      Â