Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             12. juni 2008

J. nr.           534-1

Deres ref.

  

 

Som lovet i min orientering til Trafikudvalget af 21. maj 2008 fremsendes hermed en opdateret status for IC4 pr. 11. juni 2008. Derudover indeholder IC4 statusorienteringen som lovet til samrådet i Trafikudvalget den 3. juni 2008 en statusorientering for fremskaffelsen af erstatningsmateriel, samt seneste status vedr. DSB’s ultimatum til AnsaldoBreda.

Status for IC4 godkendelse

Rollefordeling og proces

 

DSB har bestilt IC4-tog til levering fra AnsaldoBreda.

 

Trafikstyrelsen skal godkende IC4-togene. Godkendelsen foregår i to etaper. Først typegodkendes IC4 som enkeltkørende togsæt, og derefter som sammenkoblede togsæt. TÜV Nord er blevet inddraget som assessor. DSB's rolle som reviewer omfatter de togsæt, der allerede har fået køretilladelse til overvåget prøvedrift med passagerer.

 

DSB, AnsaldoBreda, og Trafikstyrelsen mødes jævnligt til statusmøder for at diskutere fremdriften i leveringen og mere generelle aspekter af godkendelse og prøvekørsel.

 

Af figur 1 neden for fremgår processen for IC4-togenes stadier af godkendelse. På figuren er indsat en søjle, der viser den højest opnåede godkendelse og fremdrift for de kørende togsæt. Således kan flere togsæt godt have individuelle færdiggørelsesgrader og godkendelser.

 

Figur 1, Forventede stadier af godkendelse:

Plan Stadie

Lukket spor uden passagerer

Ã…bent spor uden passagerer

Ã…bent spor med passagerer

Typedokumentation og test lukket spor

Typegodkendt enkeltkørende togsæt

Endelig Type godkendelse sammenkoblet togsæt

Løbende ibrugtagning tilladelser af 83 togsæt

Nuv. stadie

 

 

 

 

 

 

 

 

Status

 

For så vidt angår overvåget prøvedrift har 4 togsæt (togsæt 4, 6, 7 og 8) tilladelse til at køre med passagerer på strækningerne Lindholm-Aalborg-Århus-Fredericia-Padborg.

 

Under kørsel med togsættene er der konstateret lugtgener, som AnsaldoBreda lokaliserede til at stamme fra udstødningssystemets isoleringsmateriale. Forud for de afsluttende tests er det besluttet at montere et udstødningssystem, hvor lugtgenerne er fjernet fra isoleringsmaterialet. AnsaldoBreda arbejder på et sådant udstødningssystem. Efter ændringer af udstødningssystemet har DSB anmodet Trafikstyrelsen om tilladelse til at genoptage overvåget prøvedrift med passagerer. Trafikstyrelsen har givet tilladelse hertil for togsæt 4, 6, 7 og 8.

 

Togsæt 13 er det første togsæt, der planlægges indsat i landsdelstrafikken. Den 14. marts 2008 har Trafikstyrelsen givet tilladelse til at gennemføre testkørsler med dette togsæt.

 

AnsaldoBreda har den 4. marts 2008 fremsendt ansøgning til Trafikstyrelsen om typegodkendelse af enkeltkørende togsæt. På et møde mellem parterne AnsaldoBreda, TÜV og Trafikstyrelsen den 10. april 2008 meddelte AnsaldoBreda imidlertid, at ansøgningen ligesom assessorrapporten, som fulgte ansøgningen den 4. marts, kun kunne betragtes som foreløbige.

 

Nyt siden sidste orientering

 

Trafikstyrelsen har den 27. maj 2008 modtaget ”Final Safety Case” og Assesorrapport som supplement til ansøgningen fra den 4. marts 2008. Ud over denne egentlige typedokumentation har AnsaldoBreda ved møde den 28. maj 2008 oplyst, at de forventer at fremsende erklæringen og assessment for første togsæt medio denne måned

 

Næste statusmøde mellem parterne DSB, AnsaldoBreda og Trafikstyrelsen er planlagt til at finde sted den 11. juni 2008.

 

Fortsat proces

 

Trafikstyrelsen er pt. ved at gennemgå den pr. 27. maj 2008 fremsendte dokumentation med henblik på at kunne konkludere, at AnsaldoBreda har sikret sig, at alle sikkerhedsrelaterede løsninger er endelige og kan implementeres sikkert hos operatøren mv. Det kan det blive aktuelt at gennemføre afklaringsmøder med AnsaldoBreda og assessor TÜV Nord med det formål at komme til bunds i eventuelle uafklarede spørgsmål.

 

Når godkendelsen for IC4 som enkeltkørende togsæt fra Trafikstyrelsen foreligger, forventes det, at enkeltkørende togsæt kan indsættes med en kadence på 1-2 togsæt om måneden.

 

IC4-togene skal endeligt godkendes til sammenkoblet kørsel af Trafikstyrelsen.   Når godkendelsen foreligger, kan togene indsættes i drift med op til 5 togsæt sammenkoblet.

 

Trafikstyrelsen er i gang med at fastlægge den endelige procedure for, hvorledes DSB smidigt løbende kan sætte togsæt i drift, når typegodkendelsen foreligger.

 

 

DSB’s ultimatum til AnsaldoBreda

 

Den 21. maj 2008 oplyste DSB, at de har givet AnsaldoBreda et ultimatum. Første togsæt typegodkendt til sammenkoblet drift skal være leveret i maj 2009. Inden da skal der være leveret mindst 14 togsæt typegodkendt til enkeltkørende drift.

Såfremt AnsaldoBreda ikke lever op til dette krav bliver både IC4 og IC2 kontrakterne ophævet.

 

AnsaldoBreda har nu reageret på ultimatummet.

 

Der har været afholdt møde mellem topledelserne i DSB og AnsaldoBreda. Her tilkendegav AnsaldoBreda, at de forholder sig positivt til DSB's ultimatum.

Efterfølgende har AnsaldoBreda svaret skriftligt på ultimatummet. DSB er nu ved at gennemgå indholdet af svaret, men oplyser, at AnsaldoBreda anerkender tidsfristen og lover at arbejde målrettet med at færdiggøre projektet.

 

I øvrigt kan det oplyses, at AnsaldoBreda efter DSB's fremsendelse af ultimatum har udskiftet den administrerende direktør.

 

 

Status for erstatningsmateriel

 

DSB vurderer i øjeblikket mulighederne for at lease moderne erstatningsmateriel for de "blå" vogne, og DSB er ved at forhandle en aftale i stand om levering af nyt dobbeltdækkermateriel. Således er der indledt egentlige forhandlinger mellem DSB og Bombardier, som er producent af det pågældende materiel. DSB forventer, at en kontraktindgåelse kan finde sted så hurtigt som muligt, hvilket formentlig vil sige i løbet af et par måneder. Bombardier har oplyst, at det vil være muligt at påbegynde levering af de ønskede vogne i 2009.

 

DSB undersøger ligeledes mulighederne for at leje eksisterende materiel. I den anledning har DSB blandt andet rettet henvendelse til DB om muligheden for at leje yderligere ICE-TD togsæt, om end der ikke er et tilstrækkeligt antal ICE-TD togsæt til rådighed til at dække hele DSB’s behov. På nuværende tidspunkt er det uafklaret, om DB og DSB kan nå til enighed.

 

DSB er derudover i færd med at undersøge muligheden for hurtigst muligt at tilvejebringe moderne materiel til Grenåbanen.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Carina Christensen