Vedrørende linjeføringen af motorvejen omkring Silkeborg - et indlæg for Kombi-linjen
Vi er en del, der med undren ser i den lokale presse, at Jeres kollega Folketingsmedlem Thomas Jensen fra Silkeborg og andre tilsyneladende er parat til at se stort på alle fredningsmæssige forhold vedrørende Gudenå dalen og kæmper imod Kombi-linjen, som er den bedste af de realisable linjeføringer, man kan forestille sig.
I folketingsmedlemmer får nok en sand syndflod af henvendelser imod den linje, der er på tale nu, kaldet Kombi-linjen og ikke så mange for linjen.
Vi er altså også mange borgere, der bor langs linjen over Gudenåen den såkaldte Resendal linje, som vil føle vores restsikkerhed groft truet, hvis man vedtager denne linje. Der er mennesker, der er blevet tvunget til at fjerne træer, de havde plantet, fjerne vejmateriale, genplante siv og andet, når man har skullet grave. De er blevet truet med bøder og fængsel med henvisning til at de boede i et fredet område og skulle overholde bestemmelserne – så kan man altså ikke pløje en motorvej gennem Gudenådalen, der hvor de mennesker i dyre domme har måttet rette op på småskader. Man må respektere den fredning – ja alle store fredninger.
Pløjes vejen gennem dalen, så vil vi gerne vide hvilke andre fredninger, man blot ønsker at se stort på?
Skal sommerhusene tættere på kysterne og ud i fredede områder?
Skal råstofindvinding i fredede områder tillades?
Skal private bade og bådebroer langs kysterne tillades?
…
Thomas Jensen og et par folketingsmedlemmer mere er kommet i selskab med mennesker i Silkeborg, for hvem en robane på en sø midt i byen er en miljømæssig katastrofe, mens en motorvej gennem en fredet dal, er det eneste rigtige. Når vi er ved det lokale, så er der kun en linje, som vil afhjælpe nogle af de trafikproblemer, vi har i Silkeborg, det er Kombi-linjen.
Skulle Resendal linjen komme på tale igen, så er vi selvfølgelig stort set lige så mange langs den linje, der vil rejse os og kæmpe.
Lad os nu få vedtaget Kombi-linjen og komme videre, så vi ikke skal i gang med års tovtrækkeri med sager ved domstolene og EU.
Anna Karlsen og Asger Skov Nielsen med familie
Ebstrup Tværvej 8
8600 Silkeborg Â
PS. Vi er klar over, at vi som alle andre i Silkeborg er hamrende inhabile i denne linjeføringssag – vi har alle noget i klemme. Det er derfor ekstra opslidende at se og høre på de lokale Folketingspolitikere fra Silkeborg i denne sag. Ros til byrådspolitikerne - de har erkendt og arbejder med Kombi-linjen som linjeføringen.