Til Folketingets trafikudvalg
       Foreningen Grøn Trafik i Bycirklen arbejder for trafikløsninger i Frederikssundsfingeren med forbedret kollektiv trafik og ingen motorvej.
Foreningen ønsker med et foretræde at fremsætte nogle synspunkter angående muligheden for at flytte flere pendlere over i kollektiv trafik. Som bekendt er det sådan, at trafikken er den sektor i samfundet, hvor CO2-udslippet vokser kraftigst og mest ukontrolleret. Der er behov for at dæmpe denne vækst i udslippet, og det kan ikke bare klares ved tekniske løsninger.
       Grøn Trafik i Bycirklen har lige siden foreningens start i 2000 argumenteret for indførelsen af en ny type pendlerbusser for at klare en del af pendlertrafikken. Disse busser skal køre i myldretiderne og forbinde de spredtliggende bysamfund med S-togs-stationer. Der skal være meget få stop på ruten, og meget hyppige afgange, sådan at køretiden bliver omtrent som i en personbil, og ventetiden bliver minimal. Desuden skal pendlerbusser bringe trafikanter fra S-togs-stationer så som Ballerup ud til de mange arbejdspladser i oplandet. Med et sådant koncept, der næsten kan konkurrere med bilen på tid, kan et større antal personer bringes til at vælge tog frem for bil.
  De konkrete planer om pendlerbusruter er blevet vurderet i Vejdirektoratets VVM-undersøgelse, og resultatet er at konceptet vil kunne fungere og reducere biltrafikken mærkbart.
  Konceptet står således som en realistisk mulighed for at flytte trafikanter fra bil til tog. Den optimale mulighed for at afprøve systemet i et pilotprojekt findes netop i Frederikssundsfingeren, fordi det er den eneste af Københavns fem fingre der ikke er motorvejs-betjent. Bilisterne kan således her mere end andre steder tilskyndes til at bruge systemet.
  Da systemet overskrider kommunegrænserne, kan det ikke indføres som kommunal ordning. Det må nødvendigvis skulle igangsættes af regionen.
   Vi bemærker samtidig, at Region Hovedstaden er ved at afslutte sin høringsrunde om den regionale udviklingsplan. Der er i maj holdt tre offentlige debatmøder, hvor de fremmødte har kunnet stemme bl.a. om afvejningen af natur mod trafikanlæg, og om offentlig trafik. På alle tre møder (i Hillerød, København og Brøndby) var der langt over 50 % tilslutning til at prioritere kollektiv trafik og naturværdier frem for store vejanlæg.
KÃ¥re Fog, formand, [email protected]
Steen Christiansen, kasser, [email protected]