13. maj 2008
PRESSEMEDDELELSE
Åbent samråd om kystbeskyttelse
Folketingets Trafikudvalg har kaldt transportminister Christina Christensen i samråd om kystbeskyttelse. Samrådet er åbent for alle og finder sted torsdag den 15. maj 2008 i vær. Pro D. i Provianthuset på Christiansborg. Samrådets starttidspunkt er kl. 13.30.
Udvalget har bedt ministeren oplyse status for forsøget, hvor der kystbeskyttes med trykudligningsrør på den jyske vestkyst. Herunder har udvalget bedt om ministerens vurdering af, om forsøget har været håndteret korrekt, om ministeren har tiltro til, at der vil foreligge et brugbart resultat af forsøget og om ministeren vil udvide den strækning, hvor der er blevet kystbeskyttet med trykudligningsrør. Endelig har udvalget bedt ministeren forklare, hvorfor der ikke kan gives tilladelse til kystbeskyttelse med trykudligningsrør ved Mårup Kirke i Lønstrup i Vendsyssel.
Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra medlem af Trafikudvalget, Kim Christiansen (DF).
Samrådsspørgsmålene kan læses her:
http://www.ft.dk/Samling/20072/almdel/TRU/samspm/P/index.htm
http://www.ft.dk/Samling/20072/almdel/TRU/samspm/Q/index.htm
http://www.ft.dk/Samling/20072/almdel/TRU/samspm/R/index.htm
http://www.ft.dk/Samling/20072/almdel/TRU/samspm/S/index.htm
http://www.ft.dk/Samling/20072/almdel/TRU/samspm/T/index.htm
http://www.ft.dk/Samling/20072/almdel/TRU/samspm/U/index.htm
Samrådet er åbent for alle, men der vil være et begrænset antal tilhørerpladser. Enkelte er forbeholdt pressen. De øvrige pladser går efter først til mølle-princippet. Hvis man ønsker at overvære det åbne samråd, kontaktes udvalgets sekretariat på tlf. 33 37 55 48 eller via e-mail ([email protected]) senest onsdag den 14. maj 2008 kl. 15.00. For gæster, der kommer udefra, må der beregnes ekstra tid på grund af sikkerhedstjek ved besøgsindgangen.
Det er tilladt at fotografere og optage lyd og tv m.v., hvis det kan ske med tv-kameraer på stativ, uden at anbringe mikrofoner på bordene og uden at forstyrre samrådets afvikling i øvrigt.
En cd med lydoptagelse af det åbne samråd vil senere kunne fås i Folketingets Oplysning, tlf. 33 37 33 38.
Yderligere oplysninger:
Udvalgssekretær Jesper Thinghuus, tlf. 33 37 55 14