|
PRESSEMEDDELELSE |
Indkøring af nyt flyvekontrolsystem afsluttet
|
Perioden med teknisk indkøring af det nye flyvekontrolsystem er nu afsluttet med udgangen af april 2008.
Naviair forventer fra maj 2008 igen normal kapacitet i flyvekontrolsystemet, til afvikling af flytrafikken i dansk luftrum og til og fra danske lufthavne.
Indkøringen af det nye flyvekontrolsystem, som blev sat i drift ved årsskiftet 2007/08, skulle have været afsluttet med udgangen af marts. Imidlertid var der flere fejl og uhensigtsmæssigheder end forventet, der betød behov for rettelser i systemet. Det har medført, at april måned også bød på mindre forsinkelser for flytrafikken.
I de seneste fire måneder, med den tekniske indkøringsperiode, har kapaciteten, til afvikling af flytrafikken i dansk luftrum samt til og fra danske lufthavne, været betydeligt mindre end normalt. Naviair beregnede før systemet blev sat i drift, at den gennemsnitlige forsinkelse pr. fly gennem dansk luftrum ville blive fem minutter. Den faktiske gennemsnitlige forsinkelse i årets tre første måneder blev på 4,6 minutter pr. operation.
Flyvekontrolsystemet er hjertet i overvågningen og styringen af de næsten 2000 fly, som hver dag krydser gennem det danske luftrum – eller som starter eller lander i en dansk lufthavn. Ved hjælp af radarer og avancerede overvågnings- og kommunikationssystemer kan flyvelederne holde styr på og afvikle alle gennemflyvninger, starter og landinger i Danmark.
Det nye flyvekontrolsystem betyder på længere sigt større kapacitet i det danske luftrum. Det er der brug for de kommende år hvor flytrafikken forventes at stige. Den nye tekniske platform til afvikling af flytrafikken betyder, at den høje flyvesikkerhed bevares selv om der vil komme flere fly i luften samtidig.
Naviair vil i de kommende år arbejde på en videreudvikling af flyvekontrolsystemet i samarbejde med Sverige og Irland, der har samme flyvekontrolsystem. Dermed står Danmark godt rustet til harmoniseringen af det europæiske luftrum og det flyvekontroludstyr, som skal benyttes. Det vil give Naviair store økonomiske og driftsmæssige fordele i de kommende år.
Â
Denne pressemeddelelse samt yderligere
information findes på:
> www.naviair.dk/ATM/PRESSERUM
Helle Kogsbøll Communications Coordinator |
Naviairs opgave er at levere lufttrafiktjeneste, dvs. at lede fly sikkert og med mindst mulig forsinkelse gennem dansk luftrum. Vi er ca. 660 medarbejdere og vi har en årlig omsætning på ca. 900 mio. kr. Naviair er en statsvirksomhed under Transportministeriet.