|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            22. april 2008 J. nr.          004-U18-296/509-2  Â
|
|
Den 9. januar 2008 svarede jeg på tre spørgsmål fra Trafikudvalget om udstedelsen af licenser og certifikater til udenlandske lokomotivførere i Danmark. Dette skete i forbindelse med udrangering af et godstog den 15. december 2007 ved Rødekro, hvor en tysk lokomotivfører blev nægtet tilladelse til videre kørsel af Banedanmarks fjernstyringscentral, hvorefter der blev udsendt en dansk lokomotivfører til at stå for togets videre kørsel.
I den forbindelse lovede jeg at orientere udvalget, når Trafikstyrelsen havde afsluttet sin undersøgelse af hændelsesforløbet i Rødekro. Resultatet af undersøgelsen foreligger nu, og Trafikstyrelsen oplyser følgende:
Trafikstyrelsen kan ikke på baggrund af de fremsendte redegørelser fra Railion og Banedanmark konstatere brister i den implicerede lokomotivførers kompetencer. Det har dog bl.a. vist sig, at der i kommunikationen mellem fjernstyringscentralen og lokomotivføreren blev afgivet lange meldinger til lokomotivføreren, der derved havde svært ved at frasortere irrelevant information. I den forbindelse er der kommet forslag fra de implicerede virksomheder til, hvordan der kan implementeres korte og klare sikkerhedsmeldinger.
Det er i øvrigt Trafikstyrelsens vurdering, at udstedelsen af lokomotivførerbevis og certifikat til den tyske lokomotivfører er sket i henhold til gældende regler på området.
I den konkrete sag vil Trafikstyrelsen derfor ikke foretage sig yderligere. Dog er det blevet indskærpet overfor Railion, at det er jernbanevirksomhedens ansvar, at lokomotivførernes faglige og sproglige kompetencer skal leve til de krav, der er fastsat på området.
./.
Notat fra Trafikstyrelsen om hændelsen i Rødekro vedlægges
dette brev.
Carina Christensen