|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            22. april 2008 J. nr.          519-21  Â
|
|
I maj 2007 blev Banedanmarks sikkerhedsmæssige uddannelser overført til de tekniske skoler på en etårig kontrakt. Uddannelserne havde hidtil været forankret i Banedanmark, men med undervisere fra Banedanmarks entreprenørenhed Entreprise, som der politisk er truffet aftale om at søge solgt for så vidt angår i første omgang 25 % af aktierne. Såfremt uddannelserne efter et eventuelt salg fortsat var forankret i Entreprise, kunne der opstå risiko for en monopollignende situation på markedet for sikkerhedsmæssige uddannelser, og derfor blev de sikkerhedsmæssige uddannelser løftet ud af Entreprise og overført til de tekniske skoler.
Jeg skal orientere jer om, at de sikkerhedsmæssige uddannelser i lyset af de problemstillinger, der skitseres nedenfor, er ført tilbage til øvrige Banedanmark uafhængig af Entreprise, pr. 1. januar 2008.
Overførslen til øvrige Banedanmark skyldes, at Banedanmark i forbindelse med placeringen af uddannelserne på de tekniske skoler oplevede en række problemer: Der var bl.a. problemer med at ansætte undervisere til at varetage undervisningen på de tekniske skoler. Det skyldtes dels, at markedet for jernbaneentreprise er i vækst, hvorfor personer med de rette kompetencer kan få en højere løn hos private entreprenører end ved de tekniske skoler, samt at alle undervisere ansat i Entreprise er ansat på tjenestemandsvilkår og ikke kan opretholde tjenestemandsrettighederne ved en fastansættelse på de tekniske skoler. Derudover afholdt de tekniske skoler ikke sikkerhedskurserne, hvis der var for få tilmeldinger, og kurserne dermed var økonomisk ufordelagtige for de tekniske skoler.
Banedanmark vurderede, at aflysningen af kurser skabte usikkerhed i forhold til, hvorvidt medarbejdere kunne få sikkerhedsgodkendelse tids nok til at kunne deltage i allerede planlagte arbejder på banen. Banedanmark vurderede, at dette kunne skabe problemer i forhold til genopretningen af jernbanen.
Banedanmark afholder og administrerer nu uddannelserne i eget regi, og Banedanmark sikrer lige og ikke-diskriminerende adgang til uddannelsen for alle jernbaneentreprenører, ligesom sikkerhedsuddannelsen vil være uafhængig af Entreprise og blive varetaget af øvrige Banedanmark. Til formålet har Banedanmark ansat to hovedinstruktører fra Entreprise til fuldtids at varetage undervisningen på sikkerhedsuddannelsen, hvorved disse medarbejdere kan opretholde deres tjenestemandsansættelse.
Carina Christensen