Trafikudvalget

Folketinget

Christiansborg

1220 København K

Dato        3. april 2008

J. nr.           120-1

Deres ref.

  

 

 

Som bekendt har jeg i et svar til Trafikudvalget på spørgsmål 27 den 13. februar 2008 oplyst, at jeg ville bede Færdselsstyrelsen vurdere, om det kan være relevant at opretholde et krav om uddannelse i kørsel i 3-akslede busser (3 eller flere aksler), men med fokus på manøvrering af lange, 3-akslede busser.

Jeg oplyste i mit svar, at der som led i vurderingen blandt andet ville blive set på den tekniske udvikling, der har fundet sted med hensyn til 3-akslede busser de senere år, og at emnet også ville blive drøftet med erhvervet.

Jeg kan oplyse, at Færdselsstyrelsen nu har vurderet spørgsmålet nærmere, herunder drøftet det med Danske Busvognmænd og 3F.

På baggrund af Færdselsstyrelsens anbefaling har jeg besluttet, at der i de individuelle køretimer i den grundlæggende kvalifikationsuddannelse, der indføres fra den 10. september 2008 for erhvervsbuschauffører, skal indgå øvelseskørsel i lange 3-akslede busser.

Det er – som jeg nævnte i mit svar på Trafikudvalgets spørgsmål 27 - siden det blå bevis blev indført, blevet tilladt at have væsentlig længere busser end de dengang maksimalt tilladte 12 meter. Sådanne lange busser kan være op til 15 meter og have 3 eller 4 aksler samt styrende bagaksel.

Færdselsstyrelsens vurdering er, at der kan være en trafiksikkerhedsmæssig relevans i køretimer i lange busser, da de er sværere at manøvrere henset til deres større pladsbehov med udsving af baghjørne. Kravet vil komme til at gælde alle kommende erhvervsbuschauffører, da også mange af bybusserne i dag er sådanne lange 3-akslede busser over 12 meter. Det nuværende blå kvalifikationsbevis gælder alene buschauffører, der kører over længere afstande.

Danske Busvognmænd og 3F er enige i Færdselsstyrelsens anbefaling om, at der fastsættes krav om, at der i de individuelle køretimer i den grundlæggende kvalifikationsuddannelse skal indgå øvelseskørsel i lange 3-akslede busser. Danske Busvognmænd og 3F er delte i forhold til spørgsmålet om undervisning i 3-akslede dobbeltdækkerbusser. 3F mener fortsat, at der også bør være et krav om øvelseskørsel i 3-akslede dobbeltdækkerbusser, mens Danske Busvognmænd ikke mener dette, og at det er tilstrækkeligt med frivillige kurser heri.

./.

 
Jeg vedlægger Færdselsstyrelsens notat, hvori der er foretaget en vurdering af spørgsmålet.

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen