Til Folketingets trafikudvalg
Vedrørende den forringede postbetjening af landdistrikterne
I de senere måneder har der været stor opmærksomhed på og ganske berettiget kritik af Post Danmarks betjening af landdistrikterne, - en kritik der udløstes af de udmeldinger Post Danmark kom med i efteråret 2007. Udmeldinger, der varslede markante portostigning for brev- og pakkepost samt en række forringelser i den daglige service – primært overfor kunder i landdistrikterne.
Forringelserne udløste mange reaktioner i pressen og fra interesseorganisationer, samtidig med at vi i Landsforeningen af Landsbysamfund fik en lang række henvendelser fra vores medlemmer, der helt konkret kunne beskrive de fatale virkninger af forringelserne i små lokalsamfund rundt i landet.
I en pressemeddelelse af 18. december 2007 erklærede Post Danmark, at de havde taget kritikken til sig, og ville ændre på politikken fremover. Vi var mange, der åndede lettet op, men nu hvor hverdagen melder sig, kan vi konstatere, at nok har Post Danmark lyttet, men de har ikke ageret.
Forringelser i den daglige postbetjening rammer især de borgere, der ikke har egne transportmuligheder eller internet adgang, og besværliggør i den grad deres hverdag, at de på sigt kan føle sig presset til at måtte flytte fra lokalsamfundet. Rammerne for små og mindre erhvervsdrivendes daglige virke svækkes ligeledes, og det kan også betyde at disse flytter deres aktiviteter fra lokalsamfundet.
Derudover er der de forringelser, der rammer små blade og aviser, der i en meget høj grad er båret af frivillighedsprincippet. Frivilligheden er en af de små lokalsamfunds bærende kræfter, og en svækkelse af frivillighedens handlemuligheder, svækker lokalsamfundet.
I LAL finder vi det ganske utilstedeligt, at en ændring i den offentlige service kan afstedkomme sådanne alvorlige konsekvenser, som fraflytning og nedbrydelse af lokalsamfundene.
Jeg skal derfor på Landsforeningen af Landsbysamfunds vegne opfordre til at ministeren og trafikudvalget, nøje gransker de gennemførte forringelser, med henblik på at de tages op til fornyet revision, således at der stadig opretholdes et anstændigt serviceniveau i landdistrikterne, til gavn for disses beståen og fortsatte levedygtighed.
Vi må som minimum forvente at den overgangs ordning, der er indført for 2008 omkring den direkte postbetjening gøres permanent, samt at der igen bliver mulighed for, at små blade kan udsendes i en takt det frivillige engagement kan matche.
Jeg står selvfølgelig til rådighed for uddybning af mine synspunkter, samtidig med at jeg kan pege på en række konkrete eksempler fra medlemsskaren.
I håb om, at alle tager et ansvar for at bevare levedygtigheden i Danmarks landdistrikter
Med venlig hilsen
Jette Hansen