Notat

 

 

Dato             23. januar 2008

J. nr.           514-30

 

 

Orientering om status for renovering af Nørreport station under jorden

Udredningsarbejdet vedr. Nørreport, som gennemføres i samarbejde med Københavns Kommune, er i gang, men fremdriften er langsommere end forventet. Det skyldes koordineringen med Københavns Kommunes ønsker til udformning af overfladen samt koordinering med en renovering af fugtisoleringen over tunneldækket på Boulevardbanen ved Nørreport station, som Banedanmark som led i Trafikaftalen fra 2006 skal gennemføre. En konsekvens af forsinkelsen er, at renoveringen under jorden ikke kan nå at være færdig til den dato (1/1-2010), som er nævnt i miljømyndighedernes påbud til Banedanmark om at forbedre luftkvalitet, støj mm. på stationen. Banedanmark har derfor sendt en anmodning om udsættelse af fristen til Københavns Kommunes miljømyndigheder. Kommunen forbereder nu et større planlægningsarbejde vedr. overfladen ved Nørreport, som indeholder forøget risiko for, at de mulige synergieffekter ved at koordinere de forskellige projekter omkring stationen ikke kan realiseres, samt at moderniseringsprojektet forsinkes yderligere.

Sagsfremstilling:

En udredning vedr. renovering af Nørreport station under jorden er medtaget i Trafikaftalen fra november 2003, og udredningsarbejdet blev igangsat primo 2006, efter at der var opnået enighed med Københavns Kommune om kommissoriet.

Ifølge kommissoriet, der forudsætter en ø-løsning med 2 kørebaner på hver side, er renoveringen under jorden statens ansvar, mens renoveringen over jorden er Københavns Kommunes ansvar. De to projekter skal så koordineres gennem udredningsarbejdet. Efterfølgende er koordinering med den renovering af fugtisoleringen over tunneldækket på Boulevardbanen ved Nørreport station, som Banedanmark står for, blevet inddraget.

Udredningsarbejdet forløb efter planen frem til januar 2007, hvor rådgiverne afleverede et idékatalog for projektet under jorden, som pegede på en mulig løsning, der forventes at kunne forbedre luftkvaliteten på regionaltogsperronen og støjudsendelsen fra ventilationssystemet væsentligt inden for det i kommissoriet afsatte budget. Løsningen indebærer nogle ganske markante ventilationsbygværker på overfladen ved Nørreport.

Kommunen meddelte efterfølgende, at disse bygværker på overfladen, som er foreslået mhp. at opfylde kommunens krav til luftkvalitet og støj, ikke er acceptable i byrummet, og påtog sig opgaven med at komme med en alternativ løsning. Kommunen arbejder fortsat på denne opgave, og da det ikke har været forudset, at denne aktivitet ville tage så lang tid, er den oprindelige tidsplan, som er begrundet i de krav til forbedring af luftkvalitet, støj mm. på stationen, som er stillet af kommunens miljømyndigheder, nu blevet forsinket. Banedanmark har derfor anmodet miljømyndighederne om, at fristen forlænges.

Banedanmarks renoveringen af tunnelkonstruktionens fugtisolering over Nørreport station er omfattende, idet den indebærer en etapevis opgravning af hele overfladen (uden for stationsbygninger) ved Nørreport station ned til oversiden af tunneldækket. Dette arbejde kan hensigtsmæssigt koordineres med moderniseringsprojektet for stationen, således at anlægsperiodens gener for publikum minimeres, men kan modsat heller ikke udskydes væsentligt, idet der er tale om en nødvendig renovering i rammeaftaleperioden frem til 2014.

For at Banedanmarks renovering af tunnelisoleringen kan gennemføres rettidigt både af hensyn til tunnelens tilstand og af hensyn til opfyldelse af Trafikaftalen fra 2006, skal der senest juni 2008 være truffet beslutning om disponering af overfladen, hvoraf det skal fremgå, hvor de store ventilationsrør, der skal føres op fra Nørreport Station, skal placeres (inden for en meget lille margin).

Ministeriet har meddelt Københavns Kommune dette og samtidigt - også henset til at kommunen har kendt det færdige Idékatalog for moderniseringsprojektet siden februar 2007 - gjort opmærksom på, at hvis der ikke foreligger en sådan beslutning i tide, kan Banedanmark være nødsaget til at påbegynde processen vedr. tunnelrenoveringen uden hensyn til moderniseringsprojekt inkl.  overfladeløsning. Tunnelrenoveringen vil så indeholde en simpel retablering af eksisterende forhold på overfladen ved Nørreport. Det vil bevirke, at eventuelle synergieffekter både med kommunens overfladeprojekt og statens moderniseringsprojekt under jorden ikke kan opnås. Derved forpasses også muligheden for en helhedsløsning for overfladen, som ønskes af både Transportministeriet og kommunen, og som netop var muliggjort af synergien med Banedanmarks projekt. Desuden kan projektet vedrørende modernisering af Nørreport station blive sat yderligere i stå, hvorved det ikke vil være muligt inden for en rimelig tidshorisont at forbedre luftkvaliteten på regionaltogsperronen.

Den indstilling om kommunens arbejde med overfladen ved Nørreport, som nu er lagt frem i kommunens politiske udvalg, og som blev omtalt i Politiken fredag den 18. januar 2008 indebærer, at der også skal ses på en anden overfladeløsning (halv-ø med forlagte kørespor mod Israels Plads), som tidligere er forkastet af kommunen, samt på højhusbyggeri i forbindelse med stationen. De to sidstnævnte muligheder kan indebære så omfattende ændringer, at det kan blive vanskeligt at nå at være klar med en beslutning om overfladen inden juni 2008.

Staten har reserveret over 400 mio. kr. til renovering af Nørreport station under jorden samt renovering af tunnelisoleringen, mens kommunen foreløbig har afsat 20 mio. kr. til overfladen.

 

 

 

IBEN