Dato:            8. januar 2008

Kontor:         Kræftenheden

J.nr.:             2003-12103-8

 

Sagsbeh.:   MAR

Fil-navn:       Dokument 1

 


Folketingets Sundhedsudvalg


 

 

 

 

 

 

 

Jeg skal hermed orientere Sundhedsudvalget om, at Sundhedsstyrelsen ønsker tidsfristen for vurdering og indstilling vedrørende indførelse af screening for tarmkræft på landsplan i Danmark udsat til medio 2008.

 

Indstillingen skulle oprindeligt foreligge den 1. november 2007, sådan som det blev udbedt i anmodning fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til Sundhedsstyrelsen den 29. juni 2007, og hvorom Sundhedsudvalget blev orienteret samme dag.

 

På baggrund af vejledning fra Kræftstyregruppen på møde den 3. oktober 2007 har Sundhedsstyrelsen besluttet at søge yderligere belysning af spørgsmålet om indførelse af screening for tarmkræft på landsplan, inden vurdering og indstilling kan foreligge.  Dette skal blandt andet gøres gennem udarbejdelsen af en afgrænset MTV.

 

Det kan oplyses, at der i den afgrænsede MTV foretages ajourføring af viden om deltagerprocent, klinisk effekt og risici.  Endvidere vil der ske en belysning af internationale erfaringer med screening for tarmkræft samt nye metoder og tidshorisonten herfor. Desuden vil de epidemiologiske og sundhedsøkonomiske modeller bag resultaterne af MTV rapporten fra 2001 blive opdateret.

 

Dette sker på baggrund af, at resultaterne i de to gennemførlighedsundersøgelser fra Vejle og Københavns amter på nogle områder afveg fra de forventninger, der blev opstillet på baggrund af litteraturstudier i den foreliggende MTV, samt at der er kommet ny viden til på området siden 2001.

 

Idet jeg finder, at stillingtagen til indførelse af landsdækkende screeningsprogrammer skal hvile på det bedst mulige grundlag, vil jeg afvente Sundhedsstyrelsens faglige arbejde og indstilling på baggrund heraf medio 2008.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Jakob Axel Nielsen   /   Andreas Jull Sørensen

 

 

 

 

 

 

Bilag:

 

”Oversendelsesbrev med rapporten ”Screening for tarmkræft i Vejle og Københavns Amter – tværgående evaluering af pilotprojekter” samt anmodning om vurdering og indstilling vedrørende indførelse af screening for tarmkræft på landsplan i Danmark”, af 29. juni 2007 fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til Sundhedsstyrelsen

 

”Oversendelsesbrev med rapporten ”Screening for tarmkræft i Vejle og Københavns Amter – tværgående evaluering af pilotprojekter” samt orientering om anmodning om vurdering og indstilling vedrørende indførelse af screening for tarmkræft på landsplan i Danmark,” af 29. juni 2007 fra Indenrigs- og Sundhedsministeren til Sundhedsudvalget