Hvor meget udgør de offentlige udgifter til kræftforskning i Danmark? Kære Sundhedsudvalg I tidsskriftet Cancer World July-August 2005 gennemgås de ressourcer som de europæiske lande anvender på kræftforskning. Af opgørelsen kan man på side 14-15 se at den indsats det offentlige yder i Danmark næsten ikke kan ses i skemaet og at Danmark er bundskraber i Europa. Af artiklen fremgår det endvidere at selv de lande der bruger flest ressourcer ligger langt bagud USA. (se vedlagte bilag). I følge lungcanceralliance.org (se vedlagte bilag) er budgettet alene for National Cancer Institute i USA på 4,8 mia. $. Dertil kommer der betydelige forskningsprogrammer hos Department of Defense og Centers for Disease Control and Prevention der udelukkende anvendes til kræftforskning. Selvom opgørelserne kan være behæftet med usikkerhed ville en sammenligning med Danmark betyde at det offentlige skulle forske for ca. 400 mio. kr. om året (Ved en dollarkurs på 5 kr./$ og at USA's indbyggertal er 60 gange større end Danmarks). I et spørgsmål til IT- og forskningsministeren i Folketingsåret 2000-2001 kan man på svaret se at i 1999 priser var de offentlige udgifter til forskning i 1999 på 70 mio. kr. (Spm. nr. S 2383 - Se vedlagte bilag). Jeg vil i den sammenhæng henvise til Lægeforeningens kommentar af 5. juli 2008 til rapporten fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om dansk sundhedsforskning: ".....Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse m.fl. har netop udsendt en større rapport om dansk sundhedsforskning, hvor trusler og perspektiver bliver trukket op. Rapporten slår fast, at sundhedsforskningen er dansk forsknings lokomotiv og, at sundhedsforskning af høj international kvalitet er afgørende for, at det danske sundhedsvæsen kan tilbyde behandling i verdensklasse. Vi kunne ikke være mere enige, og man kunne tilføje, at det er en af hovedgeneratorerne for fremtidens arbejdspladser og derved vores velfærd. Derfor skal der handles over for den stagnation, som vi oplever i de offentlige bevillinger og åbenlyse trussel fra andre dele af verden, der skruer voldsomt op for bevillingerne for øjeblikket. Data fra den europæiske forskningsfond viser, at de offentlige midler til sundhedsforskning er markant højere i både Sverige, Finland, Tyskland og Østrig. Landene i Østen skruer kraftigt op for øjeblikket, og USA lægger stadig større afstand på forskningsområdet. Den andel af nationalproduktet, som USA anvender til forskning, er mere end dobbelt så stor som gennemsnittet af de 11 førende EU-lande, og USA er i langt større omfang i stand til at tiltrække de bedste forskere. Der er 400.000 forskere i USA med udenlandsk baggrund, og heraf er 100.000 fra EU-lande. USA og de asiatiske lande vil trække afgørende fra os, hvis vi ikke handler nu....." I en kronik (Sammenbruddet på kræftområdet) i Jyllands-Posten d. 23. august 2008 beskriver Frede Donskov, afdelingslæge, dr.med., Onkologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital hvordan New South Wales, Australien er langt foran Danmark hvad angår forebyggelse og behandling af kræft. Ud fra det ovennævnte, kunne meget tyde på at Danmark også er langt bagud på kræftforskningen hvad angår de ressourcer det offentlige anvender. Jeg vil i den forbindelse høre udvalget om der findes tal for hvor meget (eller lidt) der anvendes på kræftforskning af det offentlige og om udvalgets medlemmer mener at dette område skal opprioriteres snarest idet det også fremgår af ovennævnte, at den lave ressourceanvendelse ikke er et nyt fænomen. Med venlig hilsen Christian Torben Lindhardt-Larsen