Stop forringelserne på børnesundhedsområdet
Speciallæge i børnesygdomme Seija Pearson
Den Kommunale Sundhedstjeneste
København
Det er bedrøveligt, hvis sundhedsministeren tror, der er fundet en løsning på rekrutteringsproblemerne ved at uddanne sundhedsplejersker til at stå for en del af de undersøgelser, der burde foretages af en læge.
Kommunerne vil stadig mangle en læge til at varetage alle de opgaver kommunallægen i øvrigt har. Vi undersøger børn og unge med særlige behov (børn i specialklasser, indvandrer- og flygtningebørn i modtageklasser, socialt belastede børn og behovsbørn generelt), rådgiver skole- og institutionspersonale om børn og unge med særlige behov, tilbyder vejledning om sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger, deltager i det tværfaglige arbejde samt yder konsulentbistand til skoler og institutioner vedrørende blandt andet smitsomme sygdomme, miljø og hygiejne.
Statens Institut for Folkesundhed lavede i samarbejde med Sundhedsstyrelsen i 2005 en kortlægning af de forebyggende sundhedsordninger for børn og unge. Denne viste at tilslutningen til de forebyggende helbredsundersøgelser hos egen læge inden for det første leveår var 93-95%. For de efterfølgende undersøgelser indtil 5 års alderen svingede deltagelsen mellem 65 og 80%. I blot 6% af kommunerne blev der både foretaget funktionsundersøgelser ved sundhedsplejerske på alle klassetrin og ind- og udskolingsundersøgelse ved læge. Opgørelsen viste, at sundhedsplejerskerne i 1998 i 60% af kommunerne gennemførte funktionsundersøgelser på alle klassetrin, mens dette tal i 2004 var 8%. Sammenfattende indikerede deres resultater, at monitoreringen af danske skolebørns helbredstilstand, trivsel og vækst prioriteredes i mindre grad i 2004 end i 1998.
Desværre har den bekymrende kortlægning ikke ført til en konkret handlingsplan for at sikre en god kvalitet af det forebyggende sundhedsarbejde blandt børn og unge. Forringelserne fortsætter.
Hvis lovændringen vedtages, vil der ikke være lovmæssig garanti for en eneste lægelig helbredsundersøgelse i alderen fra 6 til 18 år.
Det kan ikke understreges nok, at den kommunale sundhedstjeneste har en fantastisk mulighed for at nå alle skolebørn. Det kræver dog nogle ordentlige rammer og politisk opbakning. Vi har en unik mulighed for at påvirke børnesundheden og dermed i sidste ende folkesundheden.
Hvad er det egentlig for en efteruddannelse sundhedsministeren har tænkt sig at sundhedsplejerskerne skal have? Man kan vel næppe forvente, at de kan stetoskopere hjerter og lunger, otoskopere, lave en neurologisk undersøgelse, undersøge rygge, have viden om arvelig risiko, sjældne sygdomme, syndromer, handicap, medicin og alt det vi læger har gennemgået en lang uddannelse for at lære.
Og hvis sundhedsplejerskerne nu fÃ¥r travlt med efteruddannelse og â€lægelige helbredsundersøgelserâ€, hvem skal sÃ¥ lave deres arbejde? Skolelærerne?