Til Velfærdsministeren og Socialudvalgsmedlemmer                           Lemvig, den 18. august 2008

 

VISO

- der er sket en god udvikling

I forbindelse med foretræde i Socialudvalget og i henvendelse til Velfærdsministeren, har vi tidligere peget på, at vi ikke mente, at VISO levede op til det, vore pårørende og spiseforstyrrede kunne forvente. Vi blev lovet, at der ville ske tiltag med henblik på forbedringer. Vi formoder, at det er disse tiltag, som gennem den seneste tid har skabt en god udvikling i VISO.

 

Derfor denne tilbagemelding med et budskab om, at oplever en god udvikling og klar forbedring i indsatsen. Vi har gennem en række sager (afsluttede og igangværende), fuldt indblik i forløbene, og her kan vi med stor tilfredshed konstatere, at der i alle sagerne er udført et meget fint stykke arbejde. Grundigt, kompetent og indenfor rimelig tidsperspektiv.

 

Det betyder utroligt meget i vores arbejde og rådgivning, at vi kan henvise både kommuner, brugere og deres pårørende til at få inddraget VISO i en sag, som er gået lidt i hårdknude, eller som blot trænger til, at nye øjne kommer til med en faglig og kompetent vurdering på, hvordan en given problemstilling kan gribes an. Når VISO udfører et tilfredsstillende arbejde, så kan vi koncentrere vores indsats om, at rådgive om muligheden for inddragelse af VISO, samt være behjælpelig med, hvordan en sag kan startes op i VISO.

Vi beder altid den part som kontakter os, om at give os en tilbagemelding og få aktindsigt i forløbet, for på den måde at kunne vurdere kvaliteten af indsatsen. Og det ser rigtig godt ud.

 

Mange kommunale sagsbehandlere kender til VISO, men der er også en del som ikke gør, eller som i nogle vanskelige situationer ikke er opmærksomme på, at det også er et område, hvor de kan hente hjælp til sparring og/eller konkrete løsningsforslag hos VISO.

Men den del kan vi fortsat være med til at fremme kendskabet til. Vi gør det allerede i vores daglige rådgivning, men vi har også tænkt os, at indarbejde det i en række konferencedage for kommunale deltagere, hvor vi har sammensat et program med inspiration til kommunerne om, hvordan de kan løfte den del af indsatsen for de spiseforstyrrede, som handler om den socialpsykiatriske indsats. Når endeligt program foreligger, vil vi fremsende mere information om dette tiltag.

 

Med venlig hilsen

 

PS LANDSFORENING

Pårørende til Spiseforstyrrede