Kære
Ved du godt at:
Førtidspensionister på Mellemste pension, herunder enlige (før 2003) fuldstændig
er glemt i hele denne Regerings tid?
Modsat et væld af andre grupper - der bl.a. har fået store skattefrie beløb lagt
oveni deres offentlige ydelse - er denne gruppe på Mellemste Førtidspension
fuldstændig forbigået.
Ved du også godt, at efter kommune-sammenlægningen er der skåret kraftigt ned på
hvad de samme førtidspensionister kan få økonomisk hjælp til?
Kommunen "undskylder" sig med, at når Sygesikringen ikke giver
tilskud, så gør de heller ikke ...
Min kommune har f.eks. sat min skatteprocent 2 % op. Hvordan vil du tro det vil gå fremover, når kommunerne har den trussel hængende over hovedet, at hvis de skal bruge flere penge til skoler, børnepasning og ældre fremover skal de selv finde pengene gennem effektiviseringer.
Â
Vil det så IGEN gå ud over mig - den enlige
førtidspensionist på Mellemste pension - der fuldstændig er glemt i systemet de
sidste 7 år ... ?
Du kan nøjes med at læse hertil, for det er mit vigtigste budskab til dig. - Men
hvis du fortsætter vil du finde en hel del oplysninger, som der måske ikke er
så mange der tænker over. Jeg synes jeg har gjort mig meget umage, men
det kan kun du bedømme.
Indtil d.d., i denne "Velfærds"-regerings tid, hvor der tales så
meget om det rummelige arbejdsmarked, og hvor der er så stor mangel på
arbejdskraft, har Regeringen valgt at give folk der vurderes til at have mindst
50% arbejdsevne (Almindelig Førtidspension) en skattefri ekstra tillægsydelse
på 2.478 kr. pr. måned.
Siden 1.6 2006 og til nu, har de (der for de flestes vedkommende får
førtidspension af sociale årsager) således fået foræret 74.340 kr. SKATTEFRIT
... !
De der er vurderet til at have mindre end 50% arbejdsevne (Almindelig forhøjet
Førtidspension) har Regeringen valgt at give en skattefri tillægsydelse på
1.181 kr. pr. måned.
Siden 1.6 2006 og til nu, har den gruppe således fået foræret 35.430 kr. SKATTEFRIT
... !
De (jeg f.eks.) der er vurderet til at have mindre end 1/3 arbejdsevne (Mellemste
Førtidspension) har Regeringen givet 0,00 kr. !
De der er vurderet til at have en ubetydelig arbejdsevne (Højeste Førtidspension)
har Regeringen givet 0,00 kr. !
Enlige har Regeringen heller ikke tænkt på. Enlige som sidder med alle udgifter selv, og som må se til, at deres rådighedsbeløb bliver mindre og mindre måned for måned. Samtidig må enlige også finde sig i f.eks. stadig stigende afgifter og abonnementer - som et par er 2 om at dele.
Kan du, i øvrigt, fortælle mig hvordan det hænger
sammen, at folk med størst arbejdsevne er favoriseret til fordel for folk der
er vurderet til at have ganske lidt - eller slet ingen arbejdsevne?
Her tænker jeg på, at ved sidste Finanslov blev der givet garantier for at man
(før 2003) ikke ville kunne miste sin førtidspension, hvis man forsøgte sig på arbejdsmarkedet.
Kan du så forstå, hvorfor Regeringen har valgt at belønne den gruppe, som skønnes
til at have størst arbejdsevne, med 1000vis af skattefrie kroner, når den
gruppe med mindst arbejdsevne INTET HAR FÃ…ET ?
Gruppen er løftet op på højde med Mellemste pension.
Hvordan kan man dog forestille sig, at de der (fortrinsvis) får førtidspension af sociale årsager, overhovedet vil forsøge sig på arbejdsmarkedet, når de samtidig er blevet belønnet med så flot et skattefrit beløb hver eneste måned?
Jeg har hjemmehjælp til at støvsuge og vaske mine gulve, men kun hver 14. dag.
Jeg er lykkelig for hjælpen, endelig da ! - Men til andre tunge opgaver må jeg
betale mig til hjælpen - men det får jeg ingen kompensation for.
Sådanne ting kan førtidspensionister på den nye ordning (efter 2003) få SKATTEFRIT
tilskud til, via "Merudgiftsydelsen"
Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør
mindst 6.000 kr. pr. år, svarende til 500 kr. pr. måned. Tilskuddet beregnes
med et BASISBELØB PÅ 1.500 KR. PR. MÅNED.
Fra 1.6 2006 ophævedes forskelsbehandlingen
mellem gifte og samlevende førtidspensionister på enkelte punkter. Ændringen
medførte at invaliditetsbeløb, erhvervsudygtighedsbeløb og invaliditetsydelse
til gifte modtagere bliver udbetalt med samme højere beløb som til samlevende
og enlige modtagere af disse ydelser.
Vil du ikke give mig ret i at der er noget som er rivende galt?
Mener du ikke, at det nu må være tiden der bliver set på i hvert fald Mellemste
Førtidspension? - Ligeledes på satserne for enlige, som jo sidder med ALLE
udgifter selv.
Det er sørme ikke for sjov man er tildelt Mellemste pension, ej heller for sjov man er visiteret til hjemmehjælp …
Alligevel bliver man sidestillet med de der
alene får førtidspension af sociale årsager. – Og det gør ondt kan jeg fortælle
dig ...
For et par dage siden fremkom
Velfærdsministeren med svar på Socialordfører Chr. H. Hansens spørgsmål vedr.
de forsørgelsesydelser der er givet under den nuværende regering.
Svaret kan du læse via linket herunder. Her vil du samtidig kunne se, at alle
andre grupper har fået del i "kagen" - lige bortset fra os på Mellemste
- og Højeste Førtidspension (incl. enlige)
http://www.folketinget.dk/doc.aspx?/Samling/20072/beslutningsforslag/B55/spm/1/svar/endeligt/20080603/index.htm
Lidt mere:
Ved du godt at:
Jeg (kvinde, 52 år, enlig førtidspensionist på Mellemste Førtidspension) kunne
få økonomisk hjælp til en tandkrone FØR kommune-sammenlægningen ?   - Men ikke
efter ...
Den nye storkommune giver ikke tilskud, når Sygesikringen heller ikke gør ...
Logik ... ?
Så hedder det så fint, at man kan søge "Personligt tillæg".
Ja, efter loven kan jeg søge om tillæg - men ikke efter den nye storkommunes interne
skuffecirkulærer, trods min tillægsprocent er 100. (- Og heller ikke selvom de
samtidig har sat min skatteprocent 2% op ...)
I vejledning om førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet
almindelig og almindelig førtidspension står f.eks.:
De grundlæggende vilkår for udbetaling af begge typer helbredstillæg er, at pensionisten skal ansøge om tillæg. Tillægget beregnes i forhold til 85 % af pensionistens egen andel af udgiften, den likvide formue er mindre end 58.200 kr. Tillægget udbetales på grundlag af den personlige tillægsprocent.
Helbredstillægget ydes således målrettet til de pensionister, der har helbredsrelaterede udgifter, men begrænsede indtægter og begrænset likvid formue ved siden af pensionen.
På trods af ovenstående bliver jeg i
stedet bedt om at låne penge i banken, oprette afdragsordning hos
tandlægen, eller rejse til en tandlæge i Tyskland. Jo jo, det fik jeg skam at
vide ...
Det eneste der er sket hér er, at kommunen har skiftet navn - for jeg bor sørme samme sted som jeg har boet de sidste snart 16 år. Alligevel skal jeg tvinges ind under andre regler …
Modsat var der aldrig nogen sinde problemer med den â€gamle†kommune. Men nu … … …
Hvis min 34 år gamle fastcementerede
7-tands-bro går i stykker er jeg ilde stedt. Jeg kan nemlig ikke få tilskud til
at få lavet en magen til, idet der kun gives tilskud til GEBIS ... - Altså du
ved, GEBIS ...
Jeg vil lige fortælle, at den 7-tandsbro ikke skyldes manglende vedligeholdelse
af egne tænder, men en ulykke jeg, uden skyld, har været udsat for.
I dag kan jeg heller ikke få økonomisk hjælp til at få skiftet en sundhedsskadelig
amalgamfyldning, som har forårsaget revner i emaljen på en hjørnetand - til en
i plastic, som jeg kunne før.
Her giver den nye kommune heller ikke tilskud - når Sygesikringen heller ikke
gør ... Mere logik?
Pensionister -
herunder førtidspensionister kan heller ikke få hjælp til briller med glidende
overgang. Det som ellers er en helt naturlig ting i en moderne verden.
Synes du ærlig talt ikke, at DE oldgamle og dybt forældede tilskuds-regler snart
burde revideres, så de dog blev løftet op på niveau med nutiden?
Ikke mindst trænger vi til, at der bliver sat ens regler op, så der ikke opstår
den store forskel på hvad man kan få tilskud til fra kommune til kommune. De
nuværende regler er fuldstændig urimelige, for her har kommunerne frit spil -
som f.eks. det jeg fortalte om før. Altså at man bliver bedt om at låne penge i
banken, oprette afdragsordninger, eller får besked om at tage til et andet land
for at få ordnet en så simpel ting, som en plastfyldning i en hjørnetand.
For år tilbage
kunne jeg tillade mig at lægge 300 kr. til side hver måned, så jeg kunne rejse
på en uges ferie en gang hvert 3.de år. Jeg kunne også lægge 300 kr. til side
til uforudsete udgifter.
Det er slut og har været længe. Alt er skåret ind til benet nu. (Jeg har styr
på hver en krone - lagt ind på et hjemmekomponeret regneark)
Nu kan der simpelthen bare ikke spares mere. Jeg "støvsuger" supermarkedernes
kølediske for varer som er nedsat gr. sidste salgsdato. Jeg køber de varer og
flere af dem lægger jeg i fryseren til senere.
Hvis jeg ikke benytter mig af de tilbud, har jeg ikke råd til at spise nogenlunde
sund og ordentlig mad. Jeg spiser mad der er for gammelt – men jeg lever da
endnu ...
Til slut vil jeg fortælle dig, at jeg ingen afdragsordninger har, heller ikke
Leasingkontrakter på hvidevarer, TV og hvad der ellers er. Jeg klarer mig med
mit gamle TV, har 3-4 TV-programmer jeg kan se. Har ingen parabol, DVD eller
andet moderne teknik, bortset fra min uundværlige computer.
Jule - og fødselsdagsgaver blev afskaffet for et par år siden. Det kunne der ikke
blive råd til mere.
Jeg bor samme sted som jeg har boet i snart 16 år, så fattigdommen skyldes ikke
at jeg ikke har styr på mig selv, mit liv og mine penge. Nej, fattigdommen er
langsomt kommet snigende ind på mig siden 2001, hvor "Velfærds"-Regeringen
trådte til.
Tusind tak fordi du gav dig tid til at læse så langt. Det kunne desværre ikke
gøres kortere – men den sociale lovgivning er også som en jungle at hitte rede
i, det indrømmer jeg.
Mange gode hilsner og med ønsker om en dejlig og solrig sommer til dig og dine
kære :-)
H. B.