PRESSEMEDDELELSE

Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO): Tre ønsker til regeringen

 

Den 2. juni, afholder en række organisationer, der ønsker en kriminalisering af prostitution, en høring i landstingssalen på Christiansborg. Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO) tilbød at deltage og fortælle om vores syn på vores eget liv, men arrangørerne ønskede ikke at acceptere den betingelse, at vi bevarede vores anonymitet over for pressen og offentligheden. Heller ikke selv om vi gav os til kende med fuldt navn over for arrangørerne selv.

 

At vi således er udelukket fra en høring, der handler om os selv, håber vi vil være en øjenåbner for regeringen.

 

Vores udelukkelse fra høringen viser hykleriet, når organisationerne hævder, at deres interesse er at hjælpe prostituerede. Deres interesse er få gjort prostitution kriminelt. Derfor fører de en skræmme- og hadkampagne mod vores erhverv. Det gør de med en lang række usande postulater.

 

Regeringen må se i øjnene, at dens bevillinger på store tocifrede millionbeløb til organisationer, der vil kriminalisere prostitution, ikke er med til at løse problemer i prostitution. Tværtimod er de med til at skabe et hysterisk vrangbillede af prostitution – et vrangbillede, som gør, at organisationerne kan kræve endnu flere penge, men som kun virker skadeligt for os, der arbejder i branchen.

 

Vi har i dag tre ønsker til regeringen:

 

Regeringen må sikre, at Danmark lever op til Europarådets anbefalinger og dels respektere vores ret til at vælge det erhverv, vi har valgt, dels inddrage os i alle væsentlige spørgsmål på prostitutionsområdet.

 

Regeringen bør også sørge for, at de organisationer, den støtter, lever op til Europarådets anbefalinger. Blandt andet burde den ophøre med at yde tilskud til KFUK Reden, så længe denne organisation arbejder for at få kriminaliseret prostitution. KFUK Reden må naturligvis mene, hvad de vil, men det er uhørt og stærkt kritisabelt, at staten møder os gennem en organisation, der nedgør os og modarbejder vores mest naturlige og rimelige interesser.

 

Regeringen må nu nedsætte en hurtigt arbejdende arbejdsgruppe af kompetente personer, der rydder op i den lange række af dokumenterbare og alvorlige fejl, der findes i også offentlige udgivelser om prostitution.

 

At regeringen lytter til sexarbejderne, når det er vores liv, det handler om, er ikke bare et naturligt krav i et demokratisk samfund.

 

Det er også den eneste mulighed regeringen har for at løse de problemer, der findes i tilknytning til prostitution. Det er kun i forbudslobbyens vrangbillede, at der findes uløselige problemer i prostitution. Vi står klar til at hjælpe den dag, hvor regeringen ønsker at gøre en virkelig og effektiv indsats i forhold til såvel fænomenet menneskehandel, som i forhold til de alvorlige sociale problemer nogle af vores kolleger desværre har.

 

 

 

Kontakt:

www.s-i-o.dk 

[email protected] - Sus (501 501 60)