Til Socialudvalget
                                                                                                                                 21. februar 2008
Orienterende notat forud for foretræde for udvalget den 28. februar
Formålet med foretræde er at gøre Socialudvalget opmærksom på konsekvenserne af den ændring af konkurrenceloven, der blev gennemført i 2007 (L 152) og den efterfølgende fortolkning fra Konkurrencestyrelsen i Udkast til notat om annonceringspligtens indflydelse på kommunernes driftsoverenskomster med selvejende institutioner.
Generelle indvendinger:
Lovændringen begrundes med EU-retligt krav
Dette er imidlertid ikke korrekt, hvilket blandt andet fremgår af responsum fra Kammeradvokaten til Socialministeren i juli 2007. Efterfølgende har EF-domstolen afsagt en dom, der understøtter Kammeradvokatens redegørelse.
Der er således tale om at dansk lovgivning skærper konkurrencen på velfærdsområdet.
Konkurrencestyrelsen overvejer In-house-undtagelse
For at de selvejende institutioner kan fritages for annonceringsforpligtelsen overvejer Konkurrencestyrelsen at indføre en In-house-undtagelse, hvilket betyder, at de selvejende institutioner betragtes som kommunale institutioner. Denne løsning vil udhule det selvejende begreb og man vil miste det folkelige og frivillige engagement i institutionerne.
En In-house løsning vil føre til kommunalisering af de selvejende institutioner.
Konkurrenceudsættelse hvert 3-5. år
Konkurrencestyrelsen anbefaler korte kontraktperioder (3-5 år), hvorefter kontrakten igen skal konkurrenceudsættes. Det vil gøre det vanskeligt at drive selvejende institutioner på den måde, vi kender det i dag, hvor den selvejende institution også er bygnings ejer.
Korte kontraktperioder gør det vanskeligt at opretholde langsigtet anlægsinvestering.
Udover de generelle indvendinger vil deputationens medlemmer på foretræde komme med konkrete kommentarer på forskellige institutionsområder.
Deltagere i deputation til foretræde for Folketingets Socialudvalg:
Else Winther Andersen, formand for Organisationen af Selvejende Institutioner
Lisbeth Raahauge, ældrefaglig konsulent i Organisationen af Selvejende Institutioner
Lars Rahbek, generalsekretær for KFUMs Sociale Arbejde
Roland Durup, souschef i KFBU – Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
Svend Erik Christiansen, direktør for Frie Børnehaver og Fritidshjem
Torben Larsen, generalsekretær for Omsorgsorganisationernes Samråd