Dokument oprettet: 6. februar 2008

Denne version: 13. februar 2008
Sag 08/178 – Dok. 1892/08 /SIH

 

 

Problemer vedrørende ny ungdomsuddannelse (til unge udviklingshæmmede og andre unge, der ikke kan benytte de eksisterende ungdomsuddannelser)

Det, der fungerer

De fleste af de steder, hvor amterne tidligere havde undervisningstilbud i medfør af lovgivningen om voksenspecialundervisning er der fungerende tilbud. De lever ikke alle helt op til ønskerne om at udvikle noget nyt og sikre, at der er muligheder selv for de svageste i målgruppen.

 

Inden for autismeområdet er der etableret nye uddannelser forskellige steder i landet. Det ser tungere ud for udviklingshæmmede og unge med ADHD.

 

Ingen økonomi

Der skal være forhandlinger mellem KL og regeringen om, økonomien for uddannelsen. Tilsyneladende er forhandlingerne afbrudt for tiden. Desværre har KL valgt at spille noget henholdende ud i forhold til kommunerne, og mere end antydet, at kommunerne ikke behøvede iværksætte uddannelse inden nytår, og spillet klart på, at der ikke er nogen økonomiaftale om uddannelsen. Der er fortsat kommuner, der ikke iværksætter uddannelsen for borgerne – dette på trods af, at unge i målgruppen ifølge loven har et retskrav på et tilbud om uddannelse.

 

Ingen afgørelser

Klagenævnet for vidtgående specialundervisning er klageinstans for unge og deres forældre, der enten ikke mener, at de får et kvalificeret tilbud eller som mener, at de er inden for uddannelsens målgruppe, men får afslag på tilbud fra kommunen. Klagenævnet har endnu ingen sager haft behandling. Vi har både fra vore medlemsorganisationer og direkte fra frustrerede unge og deres forældre meldinger om, at kommuner undlader at træffe afgørelser i disse sager. Altså også undlader at give afslag. Der foregår en sagsbehandling, der trækker tiden ud for at undlade at give tilbud inden økonomiforhandlingerne er på plads og undgå en klagesag, da forældrene og den unge ikke har en egentlig afgørelse at klage over. Herfra opfordrer vi nu forældrene og de unge til at klage alligevel og argumentere med, at manglende afslag er at betragte som et afslag. Vi ved af erfaring, at borgerne oplever det som en langvarig og opslidende proces at klage, og mange vil ikke klage idet de opfatter det som et klagegrundlag der er usikkert og således ikke forventer et for dem og deres barn positivt udfald af klagen.

 

Det individuelle perspektiv

Uddannelsen er individuel. Det er helt afgørende, at den bliver tilrettelagt efter den enkeltes funktionsniveau og interesser. Ved lovbehandlingen var udgangspunktet ganske vist det tilbud, der havde fungeret i Fyns Amt, men der var samtidig høj bevidsthed om, at der skulle være tale om et nyt tilbud, der skulle være udvikling og ganske væsentligt var det også, at de svageste i målgruppen skulle være dækket ind.

 

Det ser ud til, at det individuelle perspektiv er blegnet noget i økonomiforhandlingerne og den brevveksling mellem Undervisningsministeriet og KL, der har fundet sted i forbindelse hermed.

 

Konklusion

Det er forkasteligt, at retskravet ikke bliver efterlevet af kommunerne.

 

Ved det forberedende lovarbejde var det vores opfattelse, at kommunerne ikke var det rette regi at placere en ungdomsuddannelse i. Andre ungdomsuddannelser er placeret som selvejende under staten, og vi vil gerne sikre ligestilling, rettigheder og sammenhæng i ungdomsuddannelsesindsatsen med samarbejde på tværs af de forskellige uddannelser. Det er vores opfattelse, at kommunerne nu har demonstreret, at de ikke magter opgaven. Vi skal derfor foreslå, at der foretages en ny regiplacering af uddannelsen, således at den kommer til at ligge sammen med de øvrige ungdomsuddannelser. I den forbindelse skal vi påpege, at uddannelsen må have en anden finansieringsmodel end den taxametermodel, der er gældende for de øvrige ungdomsuddannelser. Dette i erkendelse af den store variation i behovene hos målgruppen både hvad angår støttebehov og behov for individuelt tilrettelæggelse/individuel undervisning.