Resumé

af

Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven og andre skattelove
(Ændring af skatteordningen for udenlandske
forskere og nøglemedarbejdere m.v.)

Der er behov for at gøre det mere attraktivt for højtuddannede og kvalificerede medarbejdere at opholde sig i længere tid i Danmark. Derfor foreslår regeringen at forbedre den særlige skatteordning for forskere og nøglemedarbejdere, der rekrutteres i udlandet. Forslaget er en del af udmøntningen af regeringens handlingsplan for international rekruttering af arbejdskraft til Danmark.

Den særlige skatteordning giver mulighed for at arbejde her i landet på særlige skattevilkår i form af bruttobeskatning på 25 pct. + arbejdsmarkedsbidrag i indtil tre år, men når de tre år er gået, er der risiko for, at mange vil forlade Danmark igen.

Den særlige skatteordning har i mange tilfælde et for kort perspektiv for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere, som skal vælge, om de vil flytte til Danmark. Desuden sker rekrutteringen for forskeres vedkommende ofte i forlængelse af kortere ophold som gæsteundervisere eller lignende, hvor der er indtrådt fuld eller begrænset skattepligt til Danmark. Sådanne forskere vil ikke i øjeblikket kunne gøre brug af den særlige skatteordning, hvilket ikke er hensigtsmæssigt.

Regeringen foreslår derfor en justering af den særlige skatteordning, således at det bliver muligt at vælge mellem bruttobeskatning med 25 pct. i tre år eller en bruttobeskatning på 33 pct. i fem år. Regeringen foreslår desuden, at forskere fremover skal kunne gøre brug af ordningen, selvom de har været skattepligtige til Danmark af lønindkomst i forbindelse med kortere ophold som gæsteundervisere og lign. på et universitet eller en anden forskningsinstitution inden for de seneste tre år.

Desuden foreslås forskellige tekniske justeringer af ordningen.

Ikrafttræden og virkning:

Loven foreslås at træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Valg af 25 pct. skat henholdsvis 33 pct. skat skal dog gælde for hele indkomståret 2008.

Provenu:

Forslaget skønnes at medføre et årligt provenutab i størrelsesordenen 10 mio. kr.