Resumé

af

Forslag til lov om ændring af ejendomsværdiskatteloven

og ligningsloven

(Justeringer som følge af Jäger-dommen m.v.)

 

Formålet med lovforslaget er at tilpasse ejendomsværdiskattelovens og ligningslovens bestemmelser om beskatning af fast ejendom beliggende i udlandet til EU-retten efter dommen i Jäger-sagen. Desuden foreslås en justering af reglerne om nedslag i ejendomsværdiskatten for skatter betalt i udlandet, således at der fremover vil kunne gives nedslag for den nye svenske ”fastighetsavgift”. Endelig foreslås det at skabe bedre rammer for private tilskud til bygningsarbejder på fredede og bevaringsværdige bygninger.

Ejendomsværdiskat af ejendomme beliggende i udlandet er hidtil blevet beregnet på grundlag af handelsværdien pr. 1. januar 2001 eller pr. anskaffelsestidspunktet, hvis dette ligger senere. Ejendomme beliggende i Danmark beskattes som hovedregel på grundlag af den offentlige ejendomsvurdering pr. 2001 eller 2002. Dette vil alt andet lige oftest give en højere beskatning af den udenlandsk beliggende ejendom end af den danske. Efter Jäger-dommen er noget sådant ikke muligt.

Det foreslås, at ejendomsværdiskatten beregnes på grundlag af en udenlandsk vurdering, hvis der findes en sådan vurdering, der kan sidestilles med en dansk. I modsat fald indekseres anskaffelsesprisen til 2001/2002-niveau, og der reguleres for den forskel, der på dette tidspunkt var mellem danske ejendomsvurderinger og de faktiske handelspriser. Herved beskattes en udenlandsk beliggende ejendom på samme grundlag som en dansk.

Samtidig foreslås det at ændre bestemmelsen om nedslag for udenlandske skatter i den danske ejendomsværdiskat. Efter de gældende regler gives der nedslag for udenlandsk skat, som ”efter sin art” svarer til ejendomsværdiskatten. Dette har skabt vanskeligheder i forhold til den nye svenske ”fastighetsavgift”, som ikke ”efter sin art” svarer til ejendomsværdiskatten. Det foreslås at ændre bestemmelsen, således at der også vil kunne gives nedslag for den nye svenske skat.

Endelig foreslås det at objektivisere visse bestemmelser om skattefrihed for tilskud til bygningsarbejde på fredede og bevaringsværdige bygninger, således at skattefritagelse ikke længere kræver Skatterådets godkendelse.

Ikrafttræden og virkning: Loven skal træde i kraft den 1. januar 2009 med virkning fra og med indkomståret 2009.

Provenu: Den varige virkning af lovforslaget skønnes til et provenutab på ca. 7 mio. kr. årligt.