Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse
1.	Indledning .......................................................................................
2.	Baggrunden for lovforslaget .....................................................................
3.	Lovforslagets indhold ........
	3.1		Tidspunktet for overdragelse af fordringer
			3.1.1		Gældende ret
			3.1.2		Lovforslagets udformning
	3.2		Bagatelgrænse
			3.2.1		Gældende ret
			3.2.2		Lovforslagets udformning
	3.3	Lønindeholdelse ...............................
		3.3.1		Gældende ret ...........................................................................
		3.3.2		Lovforslagets udformning ........................................................
	3.4	Udpantning og udlæg..........
		3.4.1		Gældende ret ...........................................................................
		3.4.2		Lovforslagets udformning ........................................................
	3.5	Eftergivelse ...........................
		3.5.1		Gældende ret ...........................................................................
		3.5.2		Lovforslagets udformning ........................................................
	3.6	Forældelse og afskrivning i forhold til skyldner ..................…….
		3.6.1		Gældende ret ...........................................................................
		3.6.2		Lovforslagets udformning ........................................................
	3.7	Forskellige bestemmelser ..................................................................
		3.7.1		Gældende ret ...........................................................................
		3.7.2		Lovforslagets udformning ........................................................
4.	Økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner .....................
5.	Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner ................
6.	Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet ...............
7.	Administrative konsekvenser for borgerne ...............................................
8.	Miljømæssige konsekvenser .....................................................................
9.	Forholdet til EU-retten .............................................................................
10.	Høring .......................................................................................................

 

1. Indledning

Reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige er blevet harmoniseret ved flere tiltag gennem de sidste år. Reglerne findes imidlertid trods harmoniseringen fortsat i flere forskellige særlove. Eksempelvis findes der regler om lønindeholdelse i kildeskatteloven og regler om eftergivelse i opkrævningsloven. I de forskellige særlove er der henvisninger til reglerne om lønindeholdelse og eftergivelse i hhv. kildeskatteloven og opkrævningsloven. Som følge af disse henvisninger er der hjemmel til at inddrive/eftergive fordringer efter reglerne i kildeskatteloven og opkrævningsloven.

 

Denne systematik er administrativt uhensigtsmæssig, idet der f.eks. ved en afgørelse om lønindeholdelse for flere typer af krav skal henvises dels til lønindeholdelsesbestemmelsen i kildeskatteloven, dels til henvisningsbestemmelserne i de særlove, der regulerer kravenes opkrævning. En sådan afgørelse vil i forhold til skyldneren, let kunne blive uoverskuelig. Derudover findes der regler om udpantningsret dels i udpantningsloven, dels i en række særlove.

 

Med lovforslaget foreslås inddrivelsesreglerne samlet i én lov. Samlingen af inddrivelsesreglerne i én lov vil udover at forenkle administrationen af reglerne også gøre det enklere for skyldnere, der har gæld vedrørende forskellige fordringstyper, at få overblik over de midler, der kan anvendes i inddrivelsen.

 

Lovforslagets formål er, sammen med det samtidig fremsatte lovforslag om ændring af forskellige love, at inddrivelsesreglerne samles i én lov samt at der sker en yderligere harmonisering af inddrivelsesreglerne.

 

Lovforslaget består af følgende hovedelementer:

 

-              Hjemmel til inddrivelse af gæld ved lønindeholdelse (fordringstyper opregnet i bilag).

-              Hjemmel til inddrivelse af gæld ved udpantning(fordringstyper opregnet i bilag).

-              Hjemmel til at eftergive gæld til det offentlige.

-              Hjemmel til afskrivning, herunder at undlade at afbryde forældelse og dermed endeligt afskrive gæld, der er til inddrivelse, hvis der ikke er udsigt til, at gælden vil kunne inddrives.

-              Hjemmel til at restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne beslutte, at indsigelser om kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virkning.

-              Hjemmel til, restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne tilbagesende en fordring til fordringshaveren, hvis tvister om kravet ikke afklares inden rimelig tid

-              Skatteministeren bemyndiges til at fastsætte en bagatelgrænse for overdragelse af gæld til inddrivelse.

-              Hjemmel til at undlade underretning om overdragelsen til inddrivelse, hvis muligheden for inddrivelse derved væsentligt forringes.

-              Præcisering af, at Landsskatteretten kan behandle indsigelser om kravets eksistens og størrelse, nÃ¥r indsigelserne vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser.

 

Oversigt over hvilke bestemmelser, der er en videreførelse af eksisterende regler og hvilke, der er nye.

§§ 1, 2, 3 og 18 er med visse ændringer overført fra lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, lov nr. 429 af 6. juni 2006.

§§ 4, 5 og 6 er overført fra lov om ændring af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og forskellige andre love, lov nr. 516 af 7. juni 2006.

§§ 7, 8 og 9 er overført fra lov om ændring af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og forskellige andre love, lov nr. 346 af 18. april 2007.

§ 10 svarer til kildeskattelovens § 73, samt en række særlove.

§ 11 svarer til udpantningslovens § 1, samt en række særlove.

§ 12 er overført fra kildeskattelovens § 72.

§ 13, 14 og 15 er med visse ændringer overført fra opkrævningslovens § 15, 15 a og 15 b.

§ 16 er alene en henvisning til gældende regler.

§ 17 er ny.

§ 19 er en overførsel af reglerne i færdselslovens § 122 b, stk. 5-8, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 71, stk. 3-6, lov om jernbane § 23, stk. 6-9 og lov om trafikselskaber § 29, stk. 5-8.

 

2. Baggrunden for lovforslaget

Med henblik på en mere effektiv offentlig restanceinddrivelse blev al inddrivelse af offentlige restancer som en del af regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform samlet under Skatteministeriet pr. 1. november 2005.

 

Opfyldelse af målsætningen om effektivisering af restanceinddrivelsen forudsætter, at de organisatoriske ændringer følges op af yderligere forenklinger, herunder etablering af ét fælles inddrivelsessystem og ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af offentlige restancer.

Samtidig skal inddrivelsessystemet medvirke til at effektivisere og forenkle administrationen af inddrivelsen af gæld til det offentlige og sikre, at en række af de procedurer, der i dag foretages manuelt, kan systemunderstøttes.

 

Af hensyn til udviklingen af ét fælles inddrivelsessystem (EFI) og hensynet til en sammenhængende inddrivelse er der allerede gennemført en række forenklinger og harmoniseringer af de materielle regler på inddrivelsesområdet, herunder harmonisering af renter, gebyrer, modregning og dækningsrækkefølge for krav under inddrivelse, der træder i kraft i forbindelse med, at ét fælles inddrivelsessystem sættes i drift. De foreslåede forenklinger af reglerne og samlingen af regler vedrørende inddrivelse i én lov ligger i forlængelse af de forenklinger, der allerede er gennemført og er sidste del af målsætningen om ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af offentlige restancer.

 

3. Fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til inddrivelse

 

3.1 Opsættende virkning for indsigelser vedrørende kravets eksistens eller størrelse

 

3.1.2.Gældende ret

 

3.2. Tidspunktet for overdragelse af fordringer

 

3.2.1. Gældende ret

Efter de gældende regler overdrages fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Hvis forholdene i særlig grad taler derfor, kan fordringen dog overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis der er krav til opkrævning vedr. underholdsbidrag og daginstitutionsbetaling samtidig med, at en eller flere andre fordringer er overgået til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldneren vil i en sådan situation kunne være interesseret i en samlet afviklingsordning, hvor også fremtidige rater omfattes af betalingsaftalen, således at afviklingsordningen omfatter hele gældsforholdet. Dette kan samtidig - i fordringshavernes interesse - sikre en samlet inddrivelse af et løbende mellemværende.

 

3.2.2 Lovforslagets udformning

 

Der henvises til lovforslagets § 2.

 

3.4 Lønindeholdelse

 

3.4.1 Gældende ret

3.4.2 Lovforslagets udformning

Det foreslås, at flytte hjemlen til lønindeholdelse fra kildeskattelovens § 73 og fra de særlove, der hjemler lønindeholdelse efter kildeskattelovens regler, til denne lov. De fordringstyper, der kan inddrives ved lønindeholdelse opregnes i et bilag til loven, så der skabes et samlet overblik over hvilke fordringstyper, der kan inddrives ved lønindeholdelse. Herved understøttes målsætningen om ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af offentlige restancer i relation til lønindeholdelse. Ændringen vil indebære, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved afgørelser om lønindeholdelse alene skal henvise til én lov.

 

Det foreslås, at der skal være hjemmel til lønindeholdelse for de samme krav, som i dag kan inddrives ved lønindeholdelse. I kildeskattelovens § 73 er opregnet de personlige skattekrav, der kan lønindeholdes for. Derudover er der i en række særlove ved henvisning til kildeskatteloven hjemlet adgang til lønindeholdelse for de krav, der omfattes af den pågældende særlov. Der er således i dag hjemmel til lønindeholdelse for de fleste offentligretlige fordringstyper. Der er dog enkelte offentligretlige krav, der ikke kan inddrives ved lønindeholdelse i dag. Det gælder f. eks gebyr for spilleautomater og gebyr og renter efter lov om planteskadegørere. Disse krav er imidlertid tillagt udpantningsret. Disse krav vil blive tillagt hjemmel til inddrivelse ved lønindeholdelse.

 

Det foreslås endvidere, at ændre reglen om at indeholdelsesprocenten kan gradueres efter nettoindkomstens størrelse til at indeholdelsesprocenten kan gradueres efter A- nettoindkomstens størrelse. Forslaget skal ses i lyset af reglerne om e-indkomst. Lønindeholdelse foretages herefter via det almindelige skattekort ved at A-skattetrækprocenten forhøjes. Den procentsats, som forhøjelsen sker med, fremkommer på grundlag af omregning af en trækprocent, der er beregnet på grundlag af nettoindkomsten. Den årlige nettoindkomst opgøres som den årlige bruttoindkomst inkl. positiv kapitalindkomst, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetaling, når pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, SP-bidrag, ATP og skat.  Med henblik på at kunne anvende aktuelle oplysninger om skyldnerens indkomst fra e-indkomstsystemet foreslås det at ændre reglerne således, at indeholdelsesprocenten kan gradueres efter A-nettoindkomstens størrelse. A-nettoindkomsten opgøres uden positiv kapitalindkomst, da der ikke i e-indkomstregisteret er månedlige oplysninger om kapitalindkomsten. A-nettoindkomsten opgøres således som en periodisk bruttoindkomst, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetaling, når pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, SP-bidrag, ATP og skat. Ændringen vil sikre, at afgørelser om lønindeholdelse foretages på grundlag af aktuelle oplysninger om indkomstforholdene til forskel fra i dag, hvor beregningsgrundlaget for lønindeholdelsesprocenten er det seneste afsluttede indkomstår (seneste årsopgørelse). Ændringen vil indebære, at grundlaget for lønindeholdelse for personer med positiv kapitalindkomst, vil blive mindre. Imidlertid er der for denne persongruppe mulighed for at foretage udlæg i selve kapitalen. Bemyndigelsen til skatteministeren justeres i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 10.

 

3.5 Udpantningsret og udlæg

 

3.5.1 Gældende ret

Reglerne om udpantningsret findes i dag i lov om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller forlig samt i en lang række særlove. Udpantningsretten betyder, at myndigheden ikke behøver at få dom for sit krav, men at der umiddelbart kan foretages udlæg. Udpantningsret er en ordning, der er administrativt hensigtsmæssig for det offentlige og billig for den pågældende borger. Af retssikkerhedsmæssige grunde er udpantningsret derfor normalt alene tillagt offentlige myndigheder for så vidt angår krav, som på forhånd kun undtagelsesvis må forventes at give anledning til bevismæssige eller retlige tvister.

 

3.5.2 Lovforslagets udformning

Det foreslås, at flytte hjemlen til udpantning fra udpantningsloven og særlovene til denne lov, således at målsætningen om ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af offentlige restancer opfyldes vedrørende udpantningsret. Det vil være de samme fordringer, som i dag er tillagt udpantningsret, der efter forslaget tillægges udpantningsret. Der er dog enkelte krav, der i dag ikke er tillagt udpantningsret, som ved lovforslaget tillægges udpantningsret. De krav, det drejer sig om har imidlertid hjemmel til lønindeholdelse. Det er følgende krav: Krav efter udlændingeloven §§19 og 20, forfaldne beløb efter lov om EU-forordninger om markedsordninger og skyldig stempelafgift. Fordringerne opregnes i et bilag til loven. Af retssikkerhedsmæssige grunde forslås udpantningsretten alene tillagt offentligretlige krav. Civilretlige krav, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden tillægges således efter forslaget ikke udpantningsret.

Der henvises til lovforslagets § 11.

 

3.6 Eftergivelse

 

3.6.1 Gældende ret

 

Opkrævningsloven

Reglerne er som nævnt helt parallelle med gældssaneringsreglerne i konkursloven, bortset fra at der alene er mulighed for at eftergive gæld, der inddrives eller kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Der ligger heri, at reglerne administreres i overensstemmelse med skifteretternes praksis vedrørende gældssanering.

 

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til justitsministerens lovforslag nr. L 10 om ændring af konkursloven og konkursskatteloven (Revision af reglerne om gældssanering) FT 2004-05, jf. lov nr. 365 af 24. maj 2005.

 

3.6.2 Lovforslagets udformning

Det foreslås, at flytte hjemlen til eftergivelse af gæld til det offentlige fra opkrævningsloven til denne lov og udvide reglerne til at omfatte al gæld, der inddrives eller vil kunne inddrives af det offentlige, således at målsætningen om ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af offentlige restancer opfyldes vedrørende eftergivelse.

 

Eftergivelsesadgangen omfatter således både gæld, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse og anden gæld til det offentlige, som fordringshaveren har undladt at overdrage til inddrivelse f.eks. fordi fordringshaveren har tilladt afdragsvis betaling eller henstand på gælden.

 

Med udvidelsen af reglerne vil fordringstyper, hvor der i dag ikke er hjemmel til eftergivelse blive omfattet af reglerne. Det gælder således f.eks. gæld vedrørende sagsomkostninger i straffesager og civilretlige krav f.eks. erstatninger for hærværk samt tvangsbøder.

 

Formålet med at skabe mulighed for eftergivelse af alle gældstyper er at sikre, at skyldner kan få en samlet ordning for al gæld til det offentlige. Hvis der er særlige fordringstyper, som ikke kan omfattes af en eftergivelsesordning, kan formålet med eftergivelsen forspildes, idet skyldner trods eftergivelse af en del af gælden fortsat vil være i en økonomisk trængt situation.

 

De generelle regler sikrer dog at eftergivelse i almindelighed ikke kan finde sted, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold.

 

Det foreslås, at bestemmelsen om at der skal lægges vægt på, hvorvidt skyldneren udelukkende eller i overvejende grad har gæld i form af offentlige restancer ændres således, at restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis skyldneren har anden betydelig gæld, kan nægte eftergivelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i denne situation henvise skyldner til at søge om gældssanering efter konkurslovens regler. Udgangspunktet bliver herved, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive offentlig gæld, selvom skyldner overvejende har gæld til private, men efter en konkret vurdering kan give afslag på eftergivelse på grund af gældssammensætningen og henvise skyldner til i stedet at søge gældssanering ved skifteretten. Skyldner skal således henvises til at søge gældssanering ved skifteretten, når det vurderes, at det kun er gennem en gældssanering, at skyldner kan opnå en varig forbedring af sine økonomiske forhold. Bestemmelsens anvendelsesområde vil være tilfælde, hvor de private kreditorer reelt har opgivet at inddrive gælden, således at det alene er gælden til det offentlige, der er et problem for skyldner. Udgangspunktet vil imidlertid fortsat være, at skifteretten behandler sager, hvor skyldner har gæld både til private og offentlige kreditorer, mens restanceinddrivelsesmyndigheden behandler sager om eftergivelse, når skyldner primært har gæld til det offentlige.

 

Bestemmelsen i § 15, stk. 6, foreslås i forbindelse med flytningen af bestemmelsen til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,  justeret med henblik på en udvidelse af anvendelsesområdet. Bestemmelsen, der giver mulighed for eftergivelse, når ganske særlige forhold taler derfor, foreslås ændret, så der kan ske eftergivelse, når særlige forhold taler derfor. Bestemmelsen administreres meget restriktivt og anvendes kun ved myndighedsfejl, ved force majeure og i force majeure lignende situationer. Med den ændrede formulering er det hensigten, at bestemmelsen skal kunne anvendes til eftergivelse i videre omfang end hidtil i situationer, hvor der er særlige forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de øvrige regler i opkrævningsloven, som ligeledes flyttes til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Den nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold f.eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse og dermed opretholde skyldforholdet.

 

Derudover vil der kunne være særlige forhold, der kan begrunde hel eller delvis eftergivelse af gæld til det offentlige, når gældens beskaffenhed eller omstændighederne ved dens tilblivelse sammenholdt med skyldnerens situation medfører, at skyldneren vil kunne opnå en væsentlig varig forbedring af sin situation.

 

Det kan f.eks. være situationer, hvor det vurderes, at gælden til det offentlige er en betydelig barriere for at opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

 

Et andet eksempel på særlige forhold kan være, at skyldneren ikke inden for de nærmeste år er i stand til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, men ved tilvejebringelse af midler fra 3. mand bliver i stand til at betale en betydelig del af gælden, hvorved han kan opnås en varig forbedring af sine økonomiske forhold.

 

Et yderligere eksempel på en situation, hvor det kan virke urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse af gæld, kan være eftergivelse af skattekravet vedrørende indsamlinger eller legater til godgørende formål, der vil forspildes, hvis kravet vedrørende skat fastholdes. Det kan f.eks. være folkeindsamlinger til en operation, der kun kan udføres i udlandet, indsamlinger til en dusør for oplysninger, der kan føre til, at en forsvundet person bliver fundet eller et legat til sanering af gæld.

 

Det foreslås i det hermed samtidig fremsatte lovforslag om ændring af forskellige love, at særreglerne om tilskud til tilbagebetaling af statsgaranterede studielån og om eftergivelse af studiegæld ophæves. Reglernes formål var at lette situationen for personer med store statsgaranterede studielån og var begrundet i det høje renteniveau i 1970erne og begyndelsen af 1980erne. I 1998 blev der mulighed for, at lade Økonomistyrelsen overtage lånene på samme vilkår, som pengeinstitutternes. Renten på disse lån blev herefter fastsat i forhold til Ciborrenten for 6 måneder. Renten er pt. på 5 %. De fleste pengeinstitutter har rentemæssigt lagt sig tæt op af Økonomistyrelsens renteniveau. Renten på de lån, der misligholdes, er pt. 5,5 %. Muligheden for at optage statsgaranterede studielån ophørte i 1993. Denne type lån har således ikke kunnet optages de seneste 15 år. Dette sammenholdt med, at garantien og den normale afviklingsperiode er 15 år, gør at reglerne nu foreslås ophævet.

 

Antallet af tilbageværende statsgaranterede studielån er stærkt faldende. Lån under ordinær afvikling er således faldet fra 3.311 i 2005 til 1.162 i 2008. Heraf er der alene 131 lån, der fortsat er i et pengeinstitut, mens 1031 administreres i Økonomistyrelsen. Antallet af misligholdte statsgaranterede lån er i samme periode faldet fra 12.313 til 9.323.

 

I konsekvens af at antallet af statsgaranterede studielån falder, falder også antallet af personer, der får tilskud til tilbagebetalingen. Antallet af tilskudsmodtagere udgjorde i tilskudsåret 2005/2006 402. I tilskudsåret 2008/2009 er dette antal faldet til 131 personer. Det samlede tilskudsbeløb udgør ca. 2 mio. kr. svarende til gennemsnitligt 15.000 kr. årligt pr. tilskudsmodtager. Antallet af personer, der i 2007 fik  studiegæld eftergivet helt eller delvist, udgjorde 777. I alt blev der eftergivet for 140 mio. kr.

 

Forslaget om ophævelse af særreglerne vedrørende studiegæld skal ses som et led i harmoniseringen af eftergivelsesreglerne.

 

Studiegæld vil fortsat kunne eftergives efter de generelle regler om eftergivelse, hvor adgangen til eftergivelse samtidig foreslås udvidet.

 

3.7 Afbrydelse af forældelse og afskrivning af gæld i forhold til skyldner

 

3.7.1 Gældende ret

Udgangspunktet i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse er, at fordringer samt renter og omkostninger, som inddrives af  restanceinddrivelsesmyndigheden skal forsøges inddrevet ved anvendelse af samtlige de inddrivelsesmidler, lovgivningen stiller til rådighed.

 

En statslig fordring kan afgangsføres i statsregnskabet efter budgetvejledningens regler herom. Fordringen er fortsat retskraftig i forhold til skyldner. Fordringer, der er afgangsført i statsregnskabet, skal som udgangspunkt fortsat holdes i live. Det vil sige, at der skal foretages forældelsesafbrydende skridt for at hindre, at der indtræder forældelse. Indbetalinger på afgangsførte fordringer posteres som en ekstraordinær indtægt i statsregnskabet.

 

En fordring, der helt eller delvist er ophørt, f.eks. som følge af eftergivelse, forældelse eller akkord, afskrives endeligt. Det vil sige, at fordringen ikke længere er retskraftig i forhold til skyldner.

 

Der er i dag forskellige regler og praksis for afskrivning af fordringer afhængig af fordringstype. De regler og den praksis, der var gældende før samlingen af restancer i restanceinddrivelsesmyndigheden finder således fortsat anvendelse.

 

Statslige fordringer

 

Det fremgår af Budgetvejledningen, afsnit 2.4.6, at udgifter til afskrivning eller nedskrivning af en fordring kan afholdes, når fordringen er overdraget til SKAT til inddrivelse. For fordringer, som ikke er afskrevne, kan udgifter afholdes, når det er konstateret, at inddrivelsen helt eller delvist er udelukket. Vedrørende afskrevne fordringer skal der med passende mellemrum og inden forældelsesfristens udløb indhentes oplysninger om skyldnerens økonomi med henblik på eventuel genoptagelse af inddrivelsen. Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for åbenbart formålsløst eller er forbundet med uforholdsmæssige omkostninger.

 

Arbejdsmarkedsbidrag, skatte-, told-, afgifts-, og administrative bøder

 

Der er administrativt fastsat nærmere regler for endelig afskrivning af arbejdsmarkedsbidrag, skatte-, told-, afgifts-, og bødebeløb samt renter og omkostninger. Reglerne fremgår af SKATs Inddrivelsesvejledning. I tilfælde, hvor inddrivelsen skønnes forgæves på længere sigt, eller omkostningerne forbundet med inddrivelsen må anses for uforholdsmæssigt store, kan SKAT, som restanceinddrivelsesmyndighed efter en konkret vurdering endeligt afskrive en fordring bestående af

 

• Arbejdsmarkedsbidrag
• Personskatter
• Restancer vedrørende afmeldte afgiftspligtige virksomheder (Told, moms, øvrige afgifter, A-skatter, renter og omkostninger)

 

efter de nedenfor nævnte regler.

 

Beløbsgrænserne vedrører den samlede fordring inkl. renter og omkostninger.

 

• Samlede fordringer pÃ¥ højst 1.000 kr. kan endeligt afskrives, nÃ¥r der forgæves er rykket for beløbet mindst én gang.

 

• Fordringer pÃ¥ 1.001 kr. - 5.000 kr. skal forsøges inddrevet. SÃ¥fremt inddrivelsesforsøg er forgæves, skal der, tages stilling til, om der skal foretages et nyt inddrivelsesforsøg. SÃ¥fremt inddrivelsen skønnes at være udsigtsløs eller forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan beløbet endeligt afskrives.

 

• Fordringer pÃ¥ 5.001 kr. - 25.000 kr. skal forsøges inddrevet. SÃ¥fremt inddrivelsesforsøg er forgæves, undersøges én gang Ã¥rligt muligheden for lønindeholdelse, indtil der under hensyn til forældelsesfristen skal tages stilling til, om der skal foretages et nyt inddrivelsesforsøg. SÃ¥fremt inddrivelsen skønnes at være udsigtsløs eller forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan beløbet endeligt afskrives.

 

• Fordringer pÃ¥ over 25.001 kr. mÃ¥ som udgangspunkt ikke endeligt afskrives. Dette gælder dog ikke, hvis inddrivelsen mÃ¥ anses for Ã¥benbart formÃ¥lsløs eller er forbundet med uforholdsmæssige omkostninger/ressourceanvendelse set i lyset af restancens størrelse, alder og beskaffenhed i øvrigt.

Disse beløb afgangsføres som uerholdelige, og umiddelbart før fordringen forældes, vurderes det, om inddrivelsen stadig vil være formålsløs eller forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger. Hvis dette er tilfældet, undlades yderligere inddrivelsesskridt, således at kravet forældes, hvorefter det endeligt kan afskrives. I modsat fald foretages inddrivelsesskridt for at afbryde forældelsen.

 

Fordringer for igangværende virksomheder på under 1.000 kr. kan en gang årligt endeligt afskrives, når der er forløbet mindst 6 måneder efter, at rykning for fordringen har fundet sted. Dette gælder ikke egne arbejdsmarkedsbidrag og personskatter. SKAT er bemyndiget til ikke at foretage skønsmæssige tilsvar og foreløbige fastsættelser vedrørende afgiftspligtige juridiske personer, hvor enhver aktivitet er ophørt, og direktion og eventuel bestyrelse er forsvundet eller fraflyttet til udlandet (teknisk afmelding).

 

 

Øvrige statslige restancer (statslige restancer bortset fra restancer vedrørende skat, arbejdsmarkedsbidrag,  moms, told og afgifter).

 

Det fremgår af tekstanmærkning nr. 104 til finansloven 2006, § 9, at skatteministeren kan lade usikrede fordringer, der måtte restere efter salg af pantsatte aktiver, og andre statslige fordringer udgå af regnskabet som uerholdelige efter en periode på 20 år, selv om forældelse ikke måtte være indtrådt. Skatteministeren kan desuden inden udløbet af den 20-årige periode træffe aftale med debitor om afgørelse af sådanne skyldforhold med betaling af et mindre beløb.

Kommunale krav

Der findes for så vidt angår kommunale krav i lovgivningen enkelte bestemmelser om afskrivning af krav. Som eksempel herpå kan nævnes § 51, stk. 1, i boligstøtteloven (lov nr. 552 af 2. juni 2006) hvorefter ”Inddrivelsesmyndigheden kan afskrive tilbagebetalingskravet, når det skønnes, at der inden for en rimelig årrække efter kravets fremsættelse ikke er økonomisk mulighed for et gennemføre kravet. Afgørelsen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.”

Bortfald af fordringer

Herudover findes der i lovgivningen enkelte bestemmelser om bortfald af en fordring. Som eksempel herpå kan nævnes § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1056 om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik. I henhold til denne bestemmelse bortfalder et tilbagebetalingskrav når der er gået 5 år efter hjælpens ophør uden, at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

 

Civilretlige krav

 

Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver krav, der hviler på et privatretligt eller civilretligt grundlag. Som eksempel på sådanne krav kan nævnes børne- og underholdsbidrag, det ligger udover normalbidraget. Kommunen kan ikke forskudsvis udlægge denne type af bidrag. Restanceinddrivelsesmyndigheden har imidlertid pligt til, at være den bidragsberettigede part behjælpelig med inddrivelsen af misligholdte bidrag. Endvidere inddriver restanceinddrivelsesmyndigheden krav, som en offentlig myndighed har enten i form af et erstatningskrav udenfor kontrakt, fordi en borger har begået en erstatningspådragende handling i forhold til den offentlige myndighed, eller et erstatningskrav indenfor kontrakt, fordi en kontrakt som den offentlige myndighed har indgået er misligholdt. Der er ikke i den nuværende lovgivning eller praksis adgang til at restanceinddrivelsesmyndigheden kan afskrive sådanne krav. Denne kompetence tilkommer alene den enkelte fordringshaver.

Bøder

Der findes ikke egentlige afskrivningsregler vedrørende bøder i henhold til straffeloven. Derimod findes der specielle regler om forældelse af bøder. Efter straffelovens § 97 a, stk. 1, forælder bøder pÃ¥ 10.000 kr. og derunder pÃ¥ 5 Ã¥r, mens forældelsesfristen pÃ¥ bøder over 10.000 kr. er 10 Ã¥r, medmindre der forinden er indgivet begæring om udlæg. Det gælder dog for bøder, at udlæg foretaget inden forældelsesfristens udløb alene afbryder forældelsen, hvis udlægget fremmes til auktion uden ugrundet ophold.

3.7.2 Lovforslagets udformning

Det foreslås, at indføre regler, der i videre omfang end det er tilfældet i dag, giver mulighed for, at fordringer kan afskrives i forhold til skyldner. Den samlede restancemasse, som er til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden, udgør i dag ca. 47 mia. kr. Imidlertid er en betydelig del af denne restancemasse reelt ikke inddrivelig. Ved at afbryde forældelsen kan fordringer holdes retskraftige i adskillige år, selvom fordringerne ikke kan forventes tilbagebetalt hverken helt eller delvist.

Formålet med at fastsætte regler om afskrivning  og regler om hvornår afbrydelse af forældelse kan undlades og fordringer dermed ophøre i forhold til skyldner er, at harmonisere reglerne om afskrivning, så det sikres, at der gælder samme regler og praksis for afskrivning uanset fordringens art. Det er endvidere formålet, at sikre at der fokuseres på de restancer, der reelt er mulighed for at inddrive, og at der ikke anvendes unødige ressourcer på at holde ikke-inddrivelige fordringer i live. Faste regler for afskrivning af restancer vil således være et væsentligt element i en effektiv restanceinddrivelse. I det omfang, der systemmæssigt vil være mulighed for at overvåge skyldners økonomiske forhold og registrere de inddrivelsesmidler, der er anvendt for at inddrive fordringen, vil det være muligt automatisk at vurdere, om en fordring vil kunne inddrives, og om der skal foretages afbrydelse af forældelse, eller om fordringen kan ophøre i forhold til skyldner. Det er således ikke hensigten, at der for hvert enkelt fordring umiddelbart forud for at der vil indtræde forældelse skal foretages en konkret og manuel vurdering af om, der skal foretages forældelsesafbrydende skridt. Det forudsættes derimod, at det systemmæssigt skal sikres, at alle fordringer inddrives med de inddrivelsesmidler, der vil være de sædvanlige for den pågældende fordring. Yderligere forudsættes det, at dette vil indebære, at der inddrivelsesmæssigt er foretaget, det der er muligt, og at der derfor kan ske systemmæssig afskrivning af restancer, der ikke er inddrivelige, når disse forælder. Det foreslås derfor, at skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere regler for, hvornår afbrydelse af forældelse kan undlades.

De kriterier, der vil indgå i vurderingen af, om en fordring skal holdes i live eller ophøre kan bl.a. være: om der er sket betaling på fordringen, om fordringen har været forsøgt inddrevet med sædvanlige inddrivelsesmidler, om skyldner har betalingsevne, om skyldner ejer aktiver, og om der er knyttet særlige inddrivelsesmidler til fordringen f.eks. fortrinsret i fast ejendom. Det er således hensigten, at der ved fastsættelse af kriterierne tages udgangspunkt i, om inddrivelse af gælden er åbenbar formålsløs eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger i stedet for, som det i dag er tilfældet for visse fordringstyper, i gældens størrelse

De fleste krav, der er til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden, forældes efter 3 år. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden inden for denne periode overfor skyldner har afgivet påkrav om betaling eller fastsat en afdragsordning, rykket for betaling, forsøgt lønindeholdelse og undersøgt om der er aktiver, der kan foretages udlæg i, uden at dette har ført til nogen form for indbetaling på gælden, skal der for disse krav som udgangspunkt ikke ske afbrydelse af forældelsen.

Forældelse afbrydes ved skyldners erkendelse og ved lønindeholdelse. Det indebærer, at der almindeligvis sker afbrydelse af forældelsen på krav, der er under afvikling eller inddrives ved lønindeholdelse. Der indtræder derfor ikke forældelse for de krav, hvor inddrivelsen fører til indbetalinger på gælden enten ved afdragsordninger eller ved lønindeholdelse.

Hvis skyldner har aktiver, der kan foretages udlæg i, vil der blive foretaget udlæg, hvorved forældelsen afbrydes. Forslaget indebærer således ikke, at fordringer, der vil kunne inddrives på længere sigt, afskrives.

Afskrivningsbestemmelsen skal finde anvendelse for alle krav, der tilkommer det offentlige og inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset hvem der er fordringshaver for kravet. Bestemmelsen  skal således også finde anvendelse for kommunale og sociale krav, hvor der i dag ikke eksisterer hjemmel til afskrivning. Derimod skal bestemmelsen ikke finde anvendelse på private og udenlandske krav.

 

3.8 Klage

 

3.8.1 Gældende ret

Fordringer, der overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, skal være uomtvistede. Det indebærer, at fordringshaveren skal sørge for at evt. tvister om kravets eksistens eller størrelse skal være afklaret inden en fordring overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse. Hvis det først kommer frem efter overdragelsen, at skyldner har indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse, f.eks. i forbindelse med restanceinddrivelsesmyndighedens første henvendelse til skyldner, sender restanceinddrivelsesmyndigheden indsigelserne til fordringshaveren til afklaring. Denne snitflade har givet anledning til tvivl om, hvorvidt Landsskatteretten kan behandle spørgsmål om kravets eksistens eller størrelse.

 

Indsigelser vedrørende kontrolafgifter om berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og om en gennemført modregning behandles af fogedretten. Fogedretten træffer endvidere afgørelse om kravets berettigelse. Reglerne findes i dag i de særlove, der fastsætter regler om kontrolafgiften.

 

3.8.2 Lovforslagets udformning

For at præcisere og fjerne tvivl om, hvorvidt Landsskatteretten kan træffe afgørelse om kravets eksistens og størrelse, foreslås det, at bestemmelsen om klage til Landsskatteretten præciseres, således at det direkte af bestemmelsen fremgår, at klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer kan indbringes for Landsskatteretten, herunder om kravets eksistens og størrelse, når dette spørgsmål vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration.

 

Indsigelser om kravets eksistens eller størrelse kan opstå  længe efter overdragelsen og vedrøre selve inddrivelsesforløbet. Eksempelvis kan spørgsmålet blive rejst i forbindelse med en klage over modregning, hvor skyldner gør gældende, at fordringen eller en del af fordringen er betalt til restanceinddrivelsesmyndigheden, og at modregning for den pågældende fordring derfor er uberettiget eller delvist uberettiget. Et andet eksempel, hvor spørgsmålet om kravets eksistens eller størrelse relaterer sig til restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesarbejde, kan være i forbindelse med forældelse. Hvis skyldner i en klage gør gældende, at kravet ikke eksisterer, fordi der er indtrådt forældelse, vil spørgsmålet herom kunne relatere sig til restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesarbejde, hvis forældelse er indtrådt eller hævdes at være indtrådt efter at fordringen er overdraget. Om kravet eksisterer eller er ophørt ved forældelse vil således kunne bero på, om restanceinddrivelsesmyndigheden har afbrudt forældelsen. I disse situationer vil det være naturligt, at Landsskatteretten kan tage stilling til indsigelser om kravets eksistens eller størrelse, da spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesarbejde. Det ville være både urimeligt og uhensigtsmæssigt, hvis det var fordringshaveren, der skulle søge sådanne tvister afklaret.

 

Reglerne om indsigelser om kontrolafgifter foreslås flyttet fra færdselsloven, radio- og fjernsynsloven, lov om jernbane, lov om trafikselskaber og lov om buskørsel til denne lov.

 

Baggrunden for at flytte reglerne, er at indsigelser skal fremsættes over for restanceinddrivelsesmyndigheden. Det findes derfor naturligt, at reglerne placeres sammen med de øvrige klageregler i Inddrivelsesloven.

4. Økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Forslaget indebærer en mindre effektivisering af inddrivelsen af gæld til det offentlige.

5. Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Forslaget indebærer mindre administrative lettelser for staten.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR vurderer ikke, at forslaget indeholder administrative konsekvenser, og det bør derfor ikke forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

8. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

10. Høring

Et udkast til lovforslag er den 3. juli 2008 med høringsfrist den 25. august 2008 sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Iværksætter Forening, Dansk Landbrug, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk Told & Skatteforbund, Datatilsynet, Den Danske Skatteborgerforening, Finansrådet, Finanstilsynet, Forbrugerrådet, Foreningen af pantefogeder i Danmark, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer, Forsikring & Pension, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark (LO), Nationalbanken, Realkreditrådet og Skatterevisorforeningen.

Lovforslaget er desuden sendt på høring i Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet, Klima- og Energiministeriet, Kulturministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for sundhed og forebyggelse, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Statsministeriet, Transportministeriet, Undervisningsministeriet, Velfærdsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og i SKAT.

11. Sammenfattende skema

	Positive konsekvenser/mindreudgifter  (hvis ja, angiv omfang)	Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner	Forslaget indebærer en mindre effektivisering af inddrivelsen af gæld til det offentlige.	Ingen.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner	 Forslaget indebærer mindre administrative lettelser for staten.	Ingen.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet	Ingen.	Ingen.
Administrative konsekvenser for borgerne	Ingen.	Ingen.
Miljømæssige konsekvenser	Ingen.	Ingen.
Forholdet til EU-retten	Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Bestemmelsen fastsætter, at lovens anvendelsesområde er samtlige fordringer med tillæg af renter, gebyrer, afgifter og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, herunder foruden fordringer, der tilkommer det offentlige, også fordringer, som det offentlige inddriver på vegne af andre f.eks. underholdsbidrag. Også udenlandske krav, der inddrives i Danmark, og danske krav, der inddrives i udlandet, skal behandles af restanceinddrivelsesmyndigheden. I relation hertil finder inddrivelsesdirektivet og den nordiske bistandsaftale samt dobbeltbeskatningsaftalernes inddrivelsesbemyndigelser anvendelse.

 

Det ”offentlige” skal forstås bredt, således at eksempelvis fordringer fra statsvirksomheder, nettostyrede virksomheder, indtægtsdækkede virksomheder, selvejende institutioner, institutioner med mindre supplerende virksomhed og særlige fonde er omfattet af lovens anvendelsesområde. Loven dækker således både offentligretlige og civilretlige fordringer.

 

 

I stk. 3 fastslÃ¥s, at gældende regler vedrørende opkrævning og inddrivelse vedrørende de enkelte fordringer i særlovgivningen fortsat skal finde anvendelse. Regler om opkrævning i anden lovgivning vil sÃ¥ledes fortsat gælde for de pÃ¥gældende fordringstyper, ligesom der fortsat i et vist omfang vil være inddrivelsesregler i anden lovgivning, der fortsat finder anvendelse.

 

I bestemmelsen fastlægges snitfladen og kompetenceforholdet mellem de kommunale og statslige fordringshavere på den ene side og restanceinddrivelsesmyndigheden på den anden.

 

Det foreslås således, at de enkelte fordringshavere som hidtil skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde, herunder også rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom. Hvis der er tvist om kravets eksistens eller størrelse, skal tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning.

 

Hvis en fordring er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens, vil indsigelsen skulle behandles af fordringshaveren med henblik på en afklaring af spørgsmålet.

 

Det er en betingelse for overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes skriftligt af fordringshaveren om overdragelsen. Det kan i praksis ske på den sidste rykkerskrivelse eller på bekræftelsen af en indgået afdragsordning eller lignende. På tilsvarende vis skal fordringshaveren give skyldneren besked, hvis fordringen ”tilbagekaldes” og der ydes henstand.

 

De enkelte fordringer forrentes efter gældende regler, jf. forslaget i § 1, stk. 2. Rentetilskrivningen forestÃ¥s og indberettes af de enkelte fordringshavere. Skatteministeren fastsætter i medfør af den foreslÃ¥ede bemyndigelse i stk. 6 nærmere regler herom bl.a. under hensyntagen til de IT-tekniske muligheder, indtil et nyt samlet restancesystem kan tages i brug.

 

I stk. 3 præciseres det, at de kommunale og statslige fordringshavere efter anmodning fra skyldneren har mulighed for at tillade afdragsvis betaling som led i opkrævningsarbejdet. Det er tanken, at fordringshaveren pr. kulance under hensyn til det skyldige beløbs størrelse skal kunne bevilge skyldneren en udvidet betalingsfrist (henstand), hvis der f.eks. foreligger midlertidige likviditetsproblemer. Der kan ogsÃ¥ være tale om at indgÃ¥ en betalingsaftale med skyldneren, hvor f.eks. et forfaldent beløb kan afdrages i rater. Fordringshaverne kan endvidere give henstand inden for en rimelig tidsramme og under hensyntagen til gældens størrelse.

 

Det  er efter stk. 4 en betingelse for overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes skriftligt af fordringshaveren om overdragelsen. I praksis kan underretningen ske som led i opkrævningsproceduren, f.eks. pÃ¥ selve opkrævningen eller - sÃ¥fremt der praktiseres en rykkerprocedure - sidste rykkerskrivelse inden overdragelsen.

 

Det foreslås, at underretning til skyldner om overdragelse af kravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, kan undlades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning for kravet ellers vil blive væsentligt forringet. Den absolutte hovedregel er fortsat, at fordringshaveren inden overdragelsen af fordringer til inddrivelse, skriftligt skal underrette skyldner om overdragelsen. Forslaget om, at underretning kan undlades, er alene møntet på situationer, hvor det må antages at være nødvendigt at sikre kravet ved hurtig foretagelse af udlæg.

 

Efter stk. 5 skal de enkelte fordringshavere, hvis de bliver bekendt med, at skyldnerens forhold er ændret væsentligt efter overdragelse af fordringen underrette restanceinddrivelsesmyndigheden herom. Fordringshaverne kan i den forbindelse anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at tilbagesende sagen med henblik pÃ¥, at fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling eller henstand. Fordringshaveren skal give skyldneren besked, hvis fordringen efter anmodning tilbagesendes. Fordringer omfattet af refusionsret fra statskassen kan dog ikke sendes tilbage til fordringshaveren, eller den, der pÃ¥ vegne af fordringshaveren, har forestÃ¥et opkrævningen.

 

Som alternativ til en tilbagesendelse af fordringen til fordringshaveren kan fordringshaveren anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at tillade afdragsvis betaling eller henstsnd.

Hvis skyldnerens økonomiske forhold bedres, kan fordringshaveren anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om, at inddrivelsen intensiveres.

 

 

I stk. 7 bemyndiges skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmÃ¥den ved overdragelse af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder om størrelsen af fordringer, der kan tillades afdragsvis betaling eller gives henstand med betalingen af, og om varigheden af betalings- og henstandsordninger. Bemyndigelsen omfatter adgang til at fastsætte regler om, at fordringer skal overdrages i elektronisk form.

 

Det foreslås, at udvide bemyndigelsen til skatteministeren til at omfatte adgang til at fastsætte en bagatelgrænse for størrelsen af krav, der kan overdrages til inddrivelse. Omkostningerne ved modtagelse, registrering og inddrivelse af beløb af helt bagatelagtig størrelse vil let kunne overstige det beløb, der søges inddrevet. For ikke unødigt at anvende ressourcer på administration af helt bagatelagtige restancer foreslås det, at Skatteministeren kan fastsættes et mindstebeløb for størrelsen af de restancer, der kan overdrages til inddrivelse. Det forudsættes, at beløbsgrænsen i udgangspunktet vil blive fastsat til 100 kr. inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, hvilket svarer til omkostningerne ved oprettelse af en fordring hos restanceinddrivelsesmyndigheden og udsendelse af et påkrav. Der henvises herved til bemærkningerne vedrørende harmonisering af gebyrer i lovforslag L 209, FT 2005/06, fremsat den 29. marts 2006 jf. lov nr. 516 af 7. juni 2006.

 

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til L 112, FT 2004/05.

Efter bestemmelsen indtræder restanceinddrivelsesmyndigheden i samtlige rettigheder og forpligtigelser, der er knyttet til de enkelte fordringer mv., til brug for kravets afvikling. Det vil bl.a. sige, at de inddrivelsesredskaber, som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen, eller andre kreditorbeføjelser, som følger af praksis, kan anvendes af restanceinddrivelsesmyndigheden. Det drejer sig bl.a. om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, indberetning til kreditoplysningsbureauer, dækningsrækkefølge, indgivelse af konkursbegæring, tiltrædelse af akkordordninger og gældssaneringsforslag og eftergivelse og henstand.

 

I stk. 2 præciseres det, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen.

 

Stk. 3 fastsætter, at restanceinddrivelsesmyndigheden får adgang til inden for rammerne af persondataloven og forvaltningsloven hos andre offentlige myndigheder og registre samt hos pengeinstitutter og hos Værdipapircentralen at indhente oplysninger om skyldnerens økonomiske forhold, herunder bankindeståender, renteindtægter mv., værdipapirbeholdninger, arbejdsmæssige forhold, boligmæssige forhold m.v. i det omfang sådanne oplysninger er en forudsætning for varetagelse af inddrivelsesopgaven.

 

Stk. 4 fastsætter, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan få terminaladgang til nødvendige oplysninger i indkomstregisteret.

 

Stk. 5 fastsætter, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter regler fastsat af skatteministeren skal stille visse oplysninger om restancer til rÃ¥dighed for fordringshavere. Videregivelsen vil dog kun omfatte data, der er genereret hos restanceinddrivelsesmyndigheden, under iagttagelse af reglerne om indsamling, registrering og videregivelse af personoplysninger i forvaltningsloven, persondataloven og databeskyttelsesdirektivet. Den elektroniske videregivelse af oplysninger kan ifølge forslaget alene ske til fordringshavere/opkrævningsmyndigheder og vil være begrænset til oplysninger om restancens størrelse i forhold til vedkommende fordringshaver, og om der foreligger restancer, dvs. uden beløbsmæssig specifikation, i forhold til andre fordringshavere. Indtil det nye restancesystem kan tages i brug, vil de omhandlede oplysninger blive stillet til rÃ¥dighed, i det omfang de eksisterende systemer indeholder og kan hÃ¥ndtere oplysningerne. Forskrifter, der udstedes i medfør af bemyndigelsen, vil blive sendt i høring hos Datatilsynet i henhold til persondatalovens § 57.

Til § 9

Bestemmelsen er uændret overført fra § 3 f i lov nr. 429 af 6. juni 2005 jf. lov nr. 346 af 18. april 2007.

 

Der henvises til bemærkningerne til L 144, FT 2006/07.

Til § 10

Bestemmelsen svarer til kildeskattelovens § 73.

Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for hvornår og under hvilke betingelser, der kan ske lønindeholdelse.

Det foreslås, at fordringer, der kan inddrives ved lønindeholdelse, opregnes i et bilag til loven. Herved skabes et samlet overblik over de fordringer, hvor dette inddrivelsesmiddel kan anvendes. Herved understøttes målsætningen om ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af restancer til det offentlige i relation til lønindeholdelse. Det er målsætningen, at der skal være hjemmel til lønindeholdelse for alle offentligretlige krav, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Det foreslås endvidere, at ændre reglen om at indeholdelsesprocenten kan gradueres efter nettoindkomstens størrelse til at indeholdelsesprocenten kan gradueres efter A- nettoindkomstens størrelse. Formålet er at sikre, at lønindeholdelsesprocenten kan beregnes på grundlag af helt aktuelle indkomstoplysninger fra e-indkomstsystemet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger 3.4.2

 

Til § 11

 

Reglerne om, hvilke krav, der er tillagt udpantning, findes i dag i lov om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller forlig, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 18. november 1986, samt i en række love indenfor de forskellige ministeriers områder.

Med den foreslåede bestemmelse i §11 fastsættes det, at fordringer opregnet i et bilag til loven, kan inddrives ved udpantning. Herved skabes et samlet overblik over de fordringer, hvor dette inddrivelsesmiddel kan anvendes.

Civilretlige krav - f.eks. erstatningsbeløb til en offentlig myndighed - vil som hidtil ikke blive tillagt udpantningsret.

 

Der henvises til de almindelige bemærkninger 3.5.2

 

 

Til § 12

 

Bestemmelsen overføres uændret fra kildeskattelovens § 72, stk. 2 og 3, jf. lovbek. nr. 1086 af 14. november 2005.

 

Bestemmelsens stk. 1 giver mulighed for at foretage udlæg for skattebeløb hos skyldnerens samboende ægtefælle, hvis udlæg forgæves er forsøgt hos skyldneren selv. Yderligere, kan der foretages udlæg i ejendele, der tilhører skyldnerens børn, og som er medregnet ved skyldnerens skatteansættelse. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvis der er tale om udlæg for skattebeløb, som skyldneren har været indeholdelsespligtig for, dvs. hvor skyldneren som arbejdsgiver ikke har indeholdt og/eller indbetalt skyldig A-skat.

 

Efter bestemmelsens stk. 2 kan der yderligere ske modregning i ægtefællens overskydende skat, herunder skat som udbetales efter kildeskattelovens § 55, for skyldige skattebeløb omfattet af stk. 1.

 

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til L 144 FT 2006/07.

 

Til § 13

 

Bestemmelsen svarer til opkrævningslovens § 15.

 

Bestemmelsen fastsætter de nærmere regler for under hvilke betingelser gæld til det offentlige kan eftergives.

 

Det foreslås, at bestemmelsen i stk. 3 om at der skal lægges vægt på, hvorvidt skyldneren udelukkende eller i overvejende grad har gæld i form af offentlige restancer ændres således, at restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis skyldneren har anden betydelig gæld, kan henvise skyldner til at søge om gældssanering efter konkurslovens regler. Udgangspunktet bliver herved, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive offentlig gæld, selvom skyldner overvejende har gæld til private, men efter en konkret vurdering kan give afslag på eftergivelse på grund af gældssammensætningen og henvise skyldner til i stedet at søge gældssanering ved skifteretten.

 Desuden foreslås bestemmelsen i stk. 6 justeret med henblik på en udvidelse af anvendelsesområdet. Med den ændrede formulering er det hensigten, at bestemmelsen skal kunne anvendes til eftergivelse i videre omfang end hidtil. Eftergivelse skal efter forslaget således kunne ske i situationer, hvor der er særlige forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de øvrige regler om eftergivelse. Den nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold f.eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse. Derudover vil der kunne være særlige forhold, der kan begrunde hel eller delvis eftergivelse af gæld til det offentlige, når gældens beskaffenhed og omstændighederne ved dens tilblivelse sammenholdt med skyldnerens situation medfører, at skyldneren vil kunne opnå en væsentlig varig forbedring af sin situation. Det kan f.eks. være situationer, hvor det vurderes, at gælden til det offentlige er en betydelig barriere for at opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Særlige forhold kan endvidere være, at skyldneren ikke er i stand til, og hverken inden for de nærmeste år eller på længere sigt har udsigt til, at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, men hvor skyldner ved tilvejebringelse af midler fra 3. mand bliver i stand til at betale en betydelig del af gælden, hvorved han kan opnås en varig forbedring af sine økonomiske forhold. Et andet eksempel på en situation, hvor det kan virke urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse af gæld, kan være eftergivelse af skattekravet vedrørende indsamlinger eller legater til godgørende formål, der vil forspildes, hvis kravet vedrørende skat fastholdes. Det kan f.eks. være folkeindsamlinger til en operation, der kun kan udføres i udlandet, indsamlinger til en dusør for oplysninger, der kan føre til, at en forsvundet person bliver fundet eller et legat til sanering af gæld.

Der henvises til almindelige bemærkninger pkt. 3.6.2

 

Til § 14

 

Bestemmelsen svarer til opkrævningsloven § 15 a.

 

Bestemmelsen fastsætter, at eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld.

 

Reguleringsbestemmelsen i stk. 3 foreslås ændret, således at afrunding sker til hele kronebeløb, der kan deles med 10. Herved bringes reguleringsbestemmelsen i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i konkurslovens § 216 stk. 7. Afdragsbeløb i forbindelse med gældssanering efter konkurslovens regler og ved eftergivelse af gæld til det offentlige, der i udgangspunktet er ens, vil således ved reguleringer også fremadrettet udgøre samme beløb.

 

Til § 15

 

Bestemmelsen svarer til opkrævningsloven § 15 b.

Bestemmelsen fastsætter, at eftergivelse kan tilbagekaldes, hvis skyldner har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold eller groft tilsidesætter sine forpligtigelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden.

 

Til § 16

Bestemmelsen foreslår, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan afskrive gæld inkl. renter, gebyrer og andre omkostninger, hvis det må anses for åbenbart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen. Forslaget indebærer, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal vurdere om forældelsen af krav skal afbrydes. Der ligger i forslaget, at der i videre omfang end det er tilfældet i dag, skal gives mulighed for, at fordringer kan forælde og dermed afskrives endeligt i forhold til skyldner. Krav skal som hidtil forsøges inddrevet med sædvanlige inddrivelsesmidler, men der skal ikke holdes liv i krav, hvis der ikke er udsigt til, at kravet vil kunne inddrives.

 

Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler. Bemyndigelsen tænkes særligt anvendt til fastsættelse af de kriterier, der vil skulle indgå i vurderingen af, om en fordring skal holdes i live eller ophøre ved forældelse. Det kan bl.a. være: om der er sket betaling på fordringen, om fordringen har været forsøgt inddrevet med sædvanlige inddrivelsesmidler, om skyldner har betalingsevne, om skyldner ejer aktiver, og om der er knyttet særlige inddrivelsesmidler til fordringen f.eks. fortrinsret i fast ejendom.

 

Til § 17

Bestemmelsen har alene til formål, at tilvejebringe en oversigt over krav, der har fortrinsret i fast ejendom efter de regler, der findes forskellige steder i særlovgivningen.

 

Til §18

 

Bestemmelsen svarer til § 4 i lov nr. 429 af 6. juni 2005.

 

Bestemmelsen fastsætter, at klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser skal indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Bestemmelsen indebærer en remonstrationsordning for klager på inddrivelsesområdet.

 

Forslaget til stk. 2 indeholder en bemyndigelse til skatteministeren om at fastsætte de nærmere regler for klageadgangen og -behandlingen.

 

Bestemmelsen foreslås justeret således, at det fremgår, at Landsskatteretten kan tage stilling til spørgsmål om kravets eksistens og størrelse, der angår restanceinddrivelsesmyndighedens administration.

 

Der henvises til bemærkningerne til § 2.

 

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til L 112, FT 2004/05.

 

Til § 19

Bestemmelsen er en samling af gældende regler om fogedrettens behandling af indsigelser, der fremsættes over for restanceinddrivelsesmyndigheden om afgørelser om lønindeholdelse og modregning for krav vedrørende kontrolafgifter i færdselsloven § 122 b stk. 4-7, radio- og fjernsynsloven § 71, stk. 3-6, jernbaneloven § 23 stk. 6-9, lov om trafikselskaber § 29 stk. 5-8 og lov om buskørsel § 5 stk. 7- 10.

 

Bestemmelsen fastsætter, at indsigelser kan fremsættes over for restanceinddrivelsesmyndigheden, som efter begæring indbringer indsigelserne for fogedretten. Med forslaget harmoniseres bestemmelserne, således at det præciseres, at fogedretten også kan træffe afgørelse om indsigelser om berettigelsen af krav vedrørende ubetalt parkeringsafgift. Reglerne for fogedrettens behandling af indsigelser om krav vedrørende kontrolafgift vil således i alle tilfælde kunne angå, kravets berettigelse, berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og om en gennemført modregning.

 

Til § 20