Skatteministeriet

SKAT

 

                                                                                                                 J. nr. 07-172250

30. november 2007

 

 

 

Grundnotat

til

Folketingets Europaudvalg

om

 

Forslag til ændringer af Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (KOM(2007)615)

 

 

1.              Resumé

 

Kommissionen har den 18. oktober 2007 fremsat forslag til ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif. Forslaget indebærer, at den enhedstoldsats, som anvendes på værdien for varer, som indføres fra tredjeland i små forsendelser til privatpersoner, eller som indføres af rejsende i deres personlige bagage, nedsættes fra 3,5% til 2,5%. Forslaget indebærer desuden, at loftet for anvendelse af enhedstoldsatsen ændres fra 350 euro til 700 euro.

 

2.           Baggrund

 

Siden 1997 er den fælles toldtarifs toldsatser for varer, der normalt indføres af rejsende i deres personlige bagage eller sendes i små forsendelser blevet mindsket med omkring 20%. Enhedstoldsatsen for disse varer bør derfor reduceres med et procentpoint fra 3,5% til 2,5%, således at også privatpersoner kan få udbytte af disse nedsættelser.

 

Derudover indikerer udviklingen i prisinflationen i og uden for Fællesskabet for varer, der normalt indføres på denne vis, og det voksende antal rejsende og private forsendelser, at loftet for anvendelse af enhedstoldsatsen bør forhøjes fra 350 euro til 700 euro for at lette toldbehandlingen i disse situationer.

 

Ifølge Kommissionen vil den foreslåede ændring i væsentlig grad mindske behovet for at tarifere varer, der indføres i Fællesskabet af private rejsende, eller som indføres i små forsendelser fra privatpersoner i tredjelande til privatpersoner i Fællesskabet i ikke-kommercielt øjemed. Eftersom den person, der angiver varer til toldvæsenet udover den toldfri grænse, normalt er forpligtet til at tarifere de indførte varer i henhold til bestemmelserne i den fælles toldtarif, og eftersom denne tarifering bør verificeres af toldmyndighederne, vil afskaffelsen af denne formalitet i de fleste af de pågældende tilfælde medføre en forenkling og fremskyndelse af den administrative proces forbundet med varernes overgang til fri omsætning og dermed gøre toldbehandlingen mere effektiv.

 

Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med Kommissionens forslag til ændringer af Rådets forordning (EØF) nr. 918/83 om en fællesskabsordning vedrørende fritagelse for import- og eksportafgifter (KOM(2007)614), samt det tilsvarende forslag vedrørende moms til ændring af Rådets direktiv om fritagelse for merværdiafgift og punktafgifter på varer, der indføres af rejsende fra tredjelande (KOM(2006)76(rejsegodsdirektivet) af 24. februar 2006.

 

3.           Hjemmelsgrundlag

 

Artikel 26 i EF-traktaten (vedtagelse med kvalificeret flertal).

 

4.           Nærhedsprincippet

 

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

 

5.           Formål og indhold

                               

Formålet med forslaget er at regulere enhedstoldsatsen, således at den nedgang på 20%, der generelt er sket i toldsatserne, også slår igennem overfor privatpersoner, samt at hæve loftet for anvendelse af enhedstoldsatsen. Det vurderes, at forslaget vil mindske behovet for at tarifere varer, der indføres i Fællesskabet af rejsende privatpersoner, eller som fremsendes af privatpersoner i tredjelande til privatpersoner i Fællesskabet i ikke-kommercielt øjemed.

 

Enhedstoldsatsen skal derudover ikke anvendes i forhold til varer, for hvilke toldsatsen i den fælles toldtarif er ”fri”, dvs. hvor toldsatsen er 0. Ligeledes skal enhedstoldsatsen ikke anvendes i forhold til tobaksvarer, som indføres i en forsendelse eller af rejsende i deres personlige bagage i mængder, der overstiger de i forordning (EØF) nr. 918/83 fastsatte grænser.

 

Forslaget indebærer, at enhedstoldsatsen nedsættes med et procentpoint fra 3,5% til 2,5%, og at loftet for anvendelse af enhedstoldsatsen hæves fra 350 euro til 700 euro.

 

Forordningen foreslås at træde i kraft den 1. januar 2008.

 

 

 

 

 

 

 

6.           Europa-Parlamentets udtalelser

             

              Europa-Parlamentet skal ikke høres.

             

7.           Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor

          

Ingen konsekvenser.

 

8.           Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.

 

De budgetmæssige konsekvenser er på EU-plan skønsmæssigt anslået til årligt 7,5 mio. euro i ikke-opkrævet told.

 

Der findes ingen dokumentation vedrørende værdien af indførte varer, hvorpå enhedstoldsatsen anvendes. Det af Kommissionen beregnede indtægtstab bygger på en antagelse om, at enhedstoldsatsen ville blive anvendt på omkring 10 mio. indførselsangivelser med en gennemsnitlig værdi på 100 euro. Dette resulterer i et indtægtstab for EU på 100 euro x 10 mio. = 1.000 euro x 1% - 25% = 7,5 mio. euro. Indtægtstabet for medlemsstaterne tilsammen bliver følgelig 2,5 mio. euro, idet medlemsstaterne selv beholder 25% af de beløb, der betales i told. Danmarks andel af EU's budget er på 2%, og tabet af toldindtægter vil for Danmarks vedkommende derfor skønsmæssigt udgøre 150.000 euro (ca. 1,14 mio. kr.).

 

9.           Høring


Forslaget har været i høring hos SKATs Toldudvalg samt følgende interesseorganisationer med frist den 15. november 2007:

De samvirkende Købmænd (DSK), Handel, Transport og Serviceerhvervene (HTS), Dansk Handel og Service (DHS), Bryggeriforeningen og Tobaksindustrien samt Dansk Textilunion.

 

Der er modtaget et høringssvar fra Dansk Industri, som tilkendegiver, at forslaget peger i den rigtige retning.

 

Derudover er der modtaget et høringssvar fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR), som generelt er positiv over for forslaget om at ajourføre Rådets forordning 2658/87. FSR støtter desuden forslaget om at sænke enhedstoldsatsen og forhøje beløbsloftet og påpeger, at enhedstoldsatsen kun bør anvendes på varer, der ikke er tarifmæssig toldfri.

 

 

10.                  Regeringens foreløbige generelle holdning


Regeringen ser positivt på forslaget, der forventes at indebære administrative fordele uden at tabet af toldindtægter ventes at blive særlig stort.

 

11.         Generelle forventninger til andre landes holdninger


I Rådet er der for indeværende ikke tilkendegivet grundlæggende indvendinger mod forslaget.

 

                         12.         Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg


Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.