|
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer Kronprinsessegade 8, 1306 København K. Telefon 33 93 91 91 Telefax nr. 33 11 09 13 e-mail: [email protected] Internet: www.fsr.dk |
Skatteministeriet
Nicolai Eigtvedsgade 28
1402 København K
e-mail: [email protected]
Mbl (X:\Faglig\HORSVAR\2008\H045-08.doc)
30. april 2008
Skatteministeriet har 8. april 2008 fremsendt ovennævnte forslag med anmodning om bemærkÂninger til Kommissionens forslag om visse svigsbekæmpende foranstaltninger.
Foreningen har følgende kommentarer:
Generelt
Forslagene omfatter dels ændringer i Momssystemdirektivet og dels ændringer i forordning 1798/2003, som omhandler indsamling af og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne.
Formålet med forslaget er at iværksætte en del af de konventionelle foranstaltninger, som Rådet har opfordret Kommissionen til inden for momssystemets eksisterende principper. Rådets opfordring bygger på en erkendelse af, at mere vidtgående foranstaltninger formentlig vil medføre principændringer i momsopkrævningen, som ikke kan vedtages på kort sigt.
FSR støtter tiltag til imødegåelse af svig under forudsætning af, at tiltagene er afbalancerede, således at erhvervslivet ikke pålægges byrder, der ikke står mål med det forventede resultat.
De foreliggende ændringer er koncentreret om at fastsætte måneden som indberetningsperiode for listesystemet, samt at kræve, at indberetningen sker elektronisk. Den månedlige indberetning vil omfatte grænseoverskridende transaktioner med ydelser, som det allerede er vedtaget at lægge ind i listesystemet. Mellem medlemslandene bliver der et krav om hurtigere udveksling af oplysninger.
Disse ændringer vil betyde en øget administrativ byrde for erhvervslivet. Det er FSRs erfaring, at erhvervslivet generelt set ønsker at medvirke til bekæmpelse af svig og misbrug og derfor er positive over for at påtage sig øgede administrative byrder, hvis erhvervslivet kan se, at de øgede oplysninger bliver brugt af myndighederne og at der opnås en reel effekt i bekæmpelsen af svig og misbrug.
Det er FSRs opfattelse, at oplysningerne i det eksisterende listesystem kun anvendes meget sjældent af myndighederne og kun i meget begrænset omfang medfører en reel bekæmpelse af svig og misbrug af momssystemet.
I forhold til de foreslåede nye øgede krav frygter FSR på den baggrund, at der er en risiko for, at der "blot" bliver tale om, at erhvervslivet pålægges yderligere byrder, uden at det har nogen reel effekt i forhold til det ønskede mål om at bekæmpe svig og misbrug, fordi myndighederne forsømmer at forstærke indsatsen på deres side.
FSR finder derfor, at der nærmest bør være en pligt for myndighederne til at intensivere bekæmpelse af svig og misbrug, når erhvervslivet pålægges yderligere byrder af denne karakter.
FSR foreslår derfor, at Skatteministeriet supplerer det eksisterende materiale med en beskrivelse af, hvordan de øgede oplysninger vil blive anvendt samt den forventede effekt på svig og misbrug, således at der skabes en bred forståelse for og opbakning til tiltagene i erhvervslivet.
Kommentarer til forslagets bestemmelser
Ad. Momssystemdirektivet, artikel 1, nr. 1. (Ændring af artikel 64, stk. 2)
Ændringen medfører, at køberen af en ydelse uden nogen form for bilagsdokumentation skal gennemføre en momsberegning i sit regnskab. Dette er teknisk set en kompliceret affære.
Den samme effekt kan opnås ved at kræve, at sælgeren skal udstede faktura over leverancerne. FSR opfordrer til, at det overvejes at strukturere ændringen på denne måde.
Øvrige bestemmelser
FSR har på nuværende tidspunkt ikke specifikke kommentarer til de øvrige bestemmelser.
---oo0oo---
Såfremt der er spørgsmål til ovenstående, står foreningen gerne til rådighed.
Med venlig hilsen
John Bygholm                                                                 Niels Ebbe Andersen
formand for FSR's Skatteudvalg                                      fagdirektør