Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28
1402 København K.
Hellerup, den 30. april 2008
CBN
Høring af forslag til Rådets direktiv om den generelle ordning om punktafgift – j.nr. 2008-241-0009
De Samvirkende Købmænd, DSK, vil sige tak for, at vi er indbudt til at fremsende kommentarer til det foreliggende forslag om Rådets direktiv om den generelle ordning om punktafgift.
DSK har kun bemærkninger til den del af forslaget omhandlende Kommissionens tidligere forslag fra 2004; her omtalt som (KOM (2004)227).
Kommissionen foreslår en ændring af beskatningsstedet ved fjernsalg fra forbrugslandet til oprindelseslandet, således at privatpersoner kan købe punktafgiftspligtige varer til eget forbrug hos en virksomhed i en anden medlemsstat og betale dette lands afgift, uanset om varen medbringes personligt eller ej. Det eneste krav er, at personen selv skal arrangere transporten. Det er et ønske DSK må advare endog meget kraftigt imod. Det kan på ingen måde være i dansk interesse, hvis danske forbrugere lovligt kan købe punktafgiftspligtige varer i et hvilket som helst medlemsland uden begrænsninger. Danmark er blandt en række lande, de traditionelt benytter punktafgifter til finansiering af velfærdssamfundet. Nogle punktafgifter er efter DSK’s opfattelse lige vel høje – men det er en anden sag! Kommissionens ønske bør på alle måder frarådes og modarbejdes indtil der en dag, måtte blive gennemført egentlige harmoniseringer i hele EU.
Endvidere foreslår Kommissionen en ophævelse af de vejledende mængdeangivelser for privatpersoners indførsel som personligt rejsegods af punktafgiftspligtige varer til eget forbrug, således at vurderingen af om der er tale om privat indførsel afhænger af transportformen, mængden, varens art, personens forretningsmæssige status og stedet hvor varerne befinder sig. Det er et forslag DSK også må advare imod. DSK finder at der fortsat er behov for rimelig restriktive grænser, der er nøje forbundet med privat personens personlige forbrug da en ophævelse blot vil medføre en helt ukontrollabel grænsehandel. Import af især tobak og spiritus vil hurtigt blive sat i system. Det vil koste arbejdspladser og skatteindtægter i Danmark og vil underminere det danske afgiftsniveau, der både skaffer indtægter til mange velfærdsydelser og samtidig kan have en vis form for adfærdsregulerende effekt til forhåbentlig gavn for folkesundheden.
Med venlig hilsen
Claus Bøgelund Nielsen
Underdirektør