|
|
Att.: Jeanette Rose Hansen 1402 København K
|
|
Dansk Erhverv takker for at have modtaget høringsbrev om forslag til Rådets direktiv om den generelle ordning om punktafgift pr. e-mail den 10. april 2008.
Dansk Erhverv har følgende kommentarer til den del af forslaget der omhandler genfremsættelsen af Kommissionens tidligere forslag fra 2004 (KOM (2004) 227).
Kommissionen foreslår en ændring af beskatningsstedet ved fjernsalg fra forbrugslandet til oprindelseslandet, således at privatpersoner kan købe punktafgiftspligtige varer til eget forbrug hos en virksomhed i en anden medlemsstat og betale dette lands afgift, uanset om varen medbringes personligt eller ej. Det eneste krav er, at personen selv skal arrangere transporten. Dansk Erhverv mener, at dette forslag på ingen måde kan være i dansk interesse og advarer derfor på det kraftigste mod dette. Dansk Erhverv forudser, at en gennemførelse af dette forslag vil øge grænsehandlen betydeligt. Så længe der ikke er harmonisering af punktafgifter i EU, vil gennemførelsen af dette forslag bestemt ikke være ønskværdigt. Forslaget vil give vore medlemmer der sælger punktafgiftsbelagte varer i Danmark svære forretningsbetingelser.
Kommissionen foreslår tilmed en ophævelse af de vejledende mængdeangivelser for privatpersoners indførsel som personligt rejsegods af punktafgiftspligtige varer til eget forbrug, således at vurderingen af om der er tale om privat indførsel afhænger af transportformen, mængden, varens art, personens forretningsmæssige status og stedet hvor varerne befinder sig.
Dansk Erhverv mener, at ophævelsen af de vejledende mængdeangivelser tilmed vil øge grænsehandlen betydeligt. Ophævelsen vil endvidere medføre, at importen af visse afgiftsbelagte varer hurtigt vil blive sat i system. Det vil således skabe en øget trafik af import af især tobak og alkohol til privat forbrug såfremt forslaget gennemføres.
Dansk Erhverv er derfor af den holdning, at en ophævelse af de vejledende mængdeangivelser må frarådes.
Christian Sestoft
Chefkonsulent
Dansk Erhverv