28. maj 2008

 

 


 

 

 

 

SkatteUDVALGET

UDDRAG FRA EU-KONSULENTENS kommenterede DAGSORDEN FOR MØDET I EUROPAUDVALGET FREDAG DEN 30. MAJ 2008

 

 

Nedenfor gennemgås de punkter på Europaudvalgets dagsorden for mødet fredag den 30. maj 2008, som hører under Skatteudvalgets arbejdsområde:

 

Punkterne vedrører følgende rådsmøde:

 

Rådsmøde nr. 2872 (økonomi og finans) den 3. juni 2008

 

Punkt 6(a) om moms på finansielle tjenesteydelser og forsikringstjenesteydelser forventes forelagt Europaudvalget til forhandlingsoplæg.

 

6             Finansielle tjenesteydelser

 

FF           a)      Moms på finansielle tjenesteydelser og forsikringstjenesteydelser – KOM (2007)746

 

-        Fremskridtsrapport

-     Forslaget har hjemmel i TEF art. 93, hvilket betyder, at forslaget vedtages af RÃ¥det med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet.

 

EU-landenes økonomi- og finansministre ventes på rådsmødet den 3. juni 2008 at få en fremskridtsrapport fra det slovenske EU-formandskab om de hidtidige drøftelser, der har fundet sted i rådsregi om forslaget til direktiv om moms på forsikrings- og finansielle tjenesteydelser.

Kommissionens forslag, som blev fremsat den 28. november 2007, indeholder følgende vigtige elementer:

1)       Retten til for en finansiel virksomhed til at vælge at betale afgift.

2)       Opdatering og præcisering af reglerne for momsfritagelse.

3)       Omkostningsdeling.

Ifølge forslaget skal de finansielle virksomheder selv kunne bestemme, om de ønsker at være fuldt afgiftspligtige. I dag er den finansielle sektors ydelser ikke momspligtige. Hvis virksomhederne udnytter denne ret, kan de som alle andre markedsdeltagere fratrække den indgående moms på deres køb.

Samtidig giver forslaget medlemsstaterne dog ret til selv at fastsætte reglerne for udøvelsen af denne ret, så den tilpasses de nationale skattekontrolstrukturer.

Forslaget indeholder derudover følgende forslag til ajourføring og præcisering af reglerne for momsfritagelse:

-                Indførelse af objektive økonomiske kriterier for betingelserne for anvendelse af momsfritagelse.

-                Indførelse af et princip om, at fritagelsen dækker alle bestanddele af en forsikrings- eller finansiel tjenesteydelse under visse forudsætninger.

-                Indførelse af en harmoniseret definition pÃ¥ mægling eller formidling i forbindelse med tjenesteydelser pÃ¥ forsikringsomrÃ¥det eller det finansielle omrÃ¥de.

-                Forbedret sammenhæng med reglerne for det indre marked – eksempelvis, nÃ¥r det gælder kapitalfonde.

Med forslaget vil især mindre finansielle virksomheder kunne samle deres investeringer i en gruppe, som gør, at de kan få stordriftsfordele ved eksempelvis indkøb af IT, som så centraliseres i gruppen. Gruppen står så for indkøb og videresalg til gruppens medlemmer uden avance. Det betyder, at medlemmerne alene betaler den nøgne kostpris, hvilket indebærer, at gruppen er fritaget for at opkræve moms af videresalget til medlemmerne.

Regeringen vurderer, at forslaget om, at de finansielle virksomheder selv kan vælge at blive fuldt afgiftspligtige, vil betyde et provenutab for den danske stat på omkring 3,5 mia. kr. Heraf skønnes de 2,5 mia. at komme fra fradraget for købsmomsen, mens den sidste mia. skønnes at vedrøre reduceret lønsumsafgiftsgrundlag.

Tallene er dog ifølge regering behæftet med meget stor usikkerhed.

Regeringen støtter en ajourføring og præcisering af reglerne for momsfritagelse for forsikrings – og finansielle tjenesteydelser.

Men regeringen kan ikke støtte, at den finansielle sektor får mulighed for at vælge at betale moms, idet det som nævnt vil føre til et betydeligt provenutab for den danske stat. Hertil kommer, at forslaget ikke vurderes at føre til mere harmoniserede regler, hvis der kan indføres forskellige frivillige registreringsregler i de enkelte medlemslande.

For yderlige info om regeringens holdning henvises til samlenotatet.

Sagen har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget.

 

     b)    Forslag til direktiv om den generelle ordning om punktafgifter – KOM (2008)78

 

-        Fremskridtsrapport

-         Forslaget har hjemmel i TEF art. 93, hvilket betyder, at forslaget vedtages af RÃ¥det med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet.

 

EU-landenes økonomi- og finansministre ventes på rådsmødet den 3. juni 2008 at få en statusrapport fra Kommissionen om arbejdet med et nyt punktafgiftsdirektiv til afløsning af det gældende ”cirkulationsdirektiv”.

Kommissionens forslag, som blev fremsat den 14. februar 2008, indeholder bl.a. forslag om, at:

-                beskatningssted for private fjernkøb af alkohol ændres fra forbrugsland til oprindelsesland,

-                de vejledende mængder for grænsedragningen mellem privat og erhvervsmæssig medbringelse af tobak og alkohol fra et andet EU-land ophæves,

-                at man ophæver muligheden for at kræve forbrugsbeskatning af brændstof, som rejsende har med sig fra et EU-oprindelsesland.

Hertil kommer, at forslaget lægger op til, at der indføres et elektronisk kontrolsystem (EMCS) til afløsning af det nuværende papirbaserede kontrolsystem for punktafgiftspligtige varer, der sælges over EU-landenes grænser under afgiftssuspension. Systemet planlægges indført pr. 1. januar 2009.

Regeringen vurderer, at forslaget om oprindelseslandsbeskatning vil have betydelige samfundsøkonomiske og finansielle konsekvenser, hvis det gennemføres i den foreliggende form. Ændringen af beskatningssted ved fjernsalg vil desuden medføre et betydeligt provenutab for staten.

Regeringen er positiv over for at skabe et retsgrundlag for indførelsen af et elektronisk kontrolsystem EMCS samt for de mere tekniske ændringer til modernisering og ajourføring af de nuværende regler.

Derimod kan regeringen ikke tilslutte sig de dele af forslaget, som vedrører, at man går fra forbrugslands- til oprindelseslandsbeskatning pga. de meget væsentlige provenutab for staten. Regeringen kan heller ikke støtte ophævelsen af de vejledende mængdeangivelser for, hvornår privatpersoners indførsel som rejsegods er til eget forbrug – medmindre de nationale myndigheder bemyndiges til at fastsætte egne mængdebegrænsninger.

 

                  c)   Rapport om adfærdskodeks for erhvervsbeskatning

 

-          Drøftelse

 

ØKONFIN ventes at drøfte konklusionerne om udviklingerne vedrørende adfærdskodeksen for skatteordninger. I den forbindelse vil adfærdskodeks gruppen præsentere sin rapport om udviklingerne i første halvår i 2008. I rapporten vurderer gruppen om medlemsstaterne overholder kodeksen. Medlemsstaterne bør således ikke have indført nye ordninger som er i strid med kodeksen (standstill). Samtidig pålægger adfærdskodeksen landene at fjerne skadelige elementer og ordninger (rollback).

 

Alle medlemsstater har bekræftet, at de overholder princippet om rollback og standstill, bortset fra Slovakiet, som har oplyst at det har indført en ordning om ”skattemæssig investeringsfonde” Desuden fremfører rapporten konklusioner om en række ordninger som gruppen har vurderet. Endeligt er gruppen i færd med at drøfte pakken for dens fremtidige arbejde. Her er der uenighed om hvorvidt udenlandsk-ejede virksomheder eller transaktioner med udenlandske virksomheder bør behandles.

 

ØKONFIN ventes at kunne tilslutte sig gruppens konklusioner.

 

Regeringen støtter rapportens konklusioner. I forhold til det fremtidige arbejde med adfærdskodeksen finder regeringen det vigtigt at forskelsbehandling undgås i vurderingen af ordninger i forhold til udenlandsk-ejede virksomheder behandles.