Skatteudvalget |
|
|
|
Til: Dato: |
Udvalgets medlemmer og stedfortrædere 28. november 2007 |
Velkommen til Skatteudvalget
- En guide til udvalgets arbejde.
Skatteudvalget holder normalt møde onsdag kl. 9.30 i værelse 2-080.
Udvalget bistås af:
Udvalgssekretær Jacob Ravn tlf. 33 37 55 29 (e-mail [email protected]) og
Udvalgsassistent Jette Marlene Hansen tlf. 33 37 55 32. (e-mail [email protected])
Sekretariatet har kontor på 2. sal i L-bygningen (adgang via Provianthuset).
Skatteudvalget er et af Folketingets stående udvalg og har 17 medlemmer og 12
stedfortrædere. Udvalget nedsættes ved begyndelsen af hver folketingssamling, jf. Folketingets forretningsorden § 7, stk. 1. Medlemmer og stedfortrædere deltager på lige fod i det daglige udvalgsarbejde. Dog har kun medlemmer ret til at komme med indstillinger i betænkninger og til at træffe formelle beslutninger i et udvalgsmøde.
Sekretariatet rådgiver formanden og udvalgets medlemmer om tilrettelæggelsen og gennemførelsen af udvalgsarbejdet, herunder udarbejdelse af betænkninger og beretninger. Sekretariatet forbereder sammen med formanden møder, konferencer, høringer, besøg, rejser m.v. og bistår eventuelt formanden med taleudkast. Udvalgets medlemmer kan få bistand til afklaring eller udarbejdelse af udvalgsspørgsmål, samrådsspørgsmål, bidrag til betænkninger og beretninger, ændringsforslag eller til udarbejdelse af lov- eller beslutningsforslag.
Sagsområder
I et bilag til Folketingets forretningsorden er det fastlagt, at Skatteudvalget behandler sager inden for sagsområderne: Personskatter, ejendomsværdiskat, afgift af dødsboer og gaver, børnefamilieydelse, selskabsskatter, pensionsafkastskat, tinglysningsafgift, merværdiafgift, miljøafgifter, energiafgifter, afgifter vedrørende motorkøretøjer, punktafgifter, afgifter på spil, arbejdsmarkedsbidrag, told.
Ressortministerier
Skatteministeriet er udvalgets politiske ressortministerium. Skatteministeriet består af det centrale departement samt SKAT, som er central i forhold til Skatteudvalget.
Dertil kommer Finansministeriet, som er udvalgets ressortministerium, for så vidt angår EU.
Organisationer
Der er flere organisationer, der er interesseret i påvirkning af lovgivningen m.v. inden for udvalgets sagsområde.
Mødeindkaldelser
Første udgave af den gule mødeindkaldelse med dagsorden vil normalt blive omdelt fredag i ugen før, et møde afholdes. Dagsordenen indeholder henvisninger til de relevante bilag. Herudover kan dagsordenen indeholde praktiske oplysninger om f.eks. andre planlagte møder i udvalgsregi. Man kan tegne et abonnement pÃ¥ mødeindkaldelserne, sÃ¥ledes at man fÃ¥r de nye dagsordener pr. e-mail. Det gør man pÃ¥ Nettingets forside: â€Vælg abonnementerâ€.
De fleste møder holdes i uger, hvor der er møder i salen. I de mødefri perioder og i ferieperioder kan der holdes møder, hvis udvalget beslutter det. De fleste møder er lukkede, men udvalget kan også holde åbne møder, f.eks. åbne samråd. Udvalgssekretæren laver efter hvert møde et internt beslutningsresumé, som sendes elektronisk til udvalgets medlemmer og stedfortrædere.
Udvalgets aktivitet i folketingsåret 2006-07
I folketingsåret 2006-07 holdt Skatteudvalget 22 møder. Der blev afholdt 20 samråd, hvoraf 12 var åbne samråd. Udvalget behandlede 26 lovforslag og 9 beslutningsforslag og stillede 902 spørgsmål til forskellige ministre, hovedsagelig til skatteministeren. Desuden fik 10 deputationer foretræde for udvalget. I alt blev der omdelt ca. 2.331 bilag til Skatteudvalget.
For at få inspiration fra andre lande tager udvalget også på studieture til udlandet. Udvalget foretog i 2007 en studietur til Berlin i juni og en studietur til Brasilien/Mexico i september.
Udvalgsmedlemmers instrumenter i udvalgsarbejdet generelt
Nedenfor gennemgås nogle af de redskaber, et udvalgsmedlem har i den politiske proces, der udfoldes i udvalget.
Udvalgsmedlemmer kan stille spørgsmål om alle forhold, der vedrører udvalgets sagsområder, herunder om lovforslag eller beslutningsforslag, der behandles i udvalget. Udvalget kan i den forbindelse også kalde ressortministeren og/eller en anden minister i samråd. Samrådet kan afholdes som et åbent samråd, hvis minimum 3 medlemmer af udvalget ønsker dette. Derudover kan udvalget f.eks. bede ministeren om en teknisk gennemgang af et lovforslag, afholde høringer og temamøder om udvalgte emner samt foretage studieture i Danmark og i udlandet. Udvalget får årligt stillet 209.000 kr. til rådighed for udenlandske studieture, herunder deltagelse i møder og konferencer i udlandet.
Udvalgsmedlemmers redskaber ved behandling af lov- og beslutningsforslag
I forbindelse med udarbejdelsen af et lovforslag har ministerierne ofte indhentet udtalelser om dette fra interesseorganisationer m.fl. (høringssvar). Senest samtidig med fremsættelsen af lovforslaget (og allersenest fredag inden 1. behandling af lovforslaget) modtager udvalget kopi af svarene samt et høringsnotat, der typisk redegør for ressortministerens holdning til høringssvarerne og for, hvilke ændringer høringssvarene har givet anledning til.
Når et forslag efter 1. behandling er henvist til udvalget, sættes det på dagsordenen til det førstkommende udvalgsmøde. På dette møde fastlægger udvalget efter udkast fra sekretariatet en tidsplan for behandlingen af forslaget, herunder frister for at stille spørgsmål til ministeren og frist for udvalgets afgivelse af betænkning over forslaget.
Hvis et forslag skal færdigbehandles, skal der inden 2. behandling afgives en betænkning over forslaget, som udvalgssekretariatet udarbejder udkast til. Her hjælper udvalgssekretæren f.eks. med teknisk bistand til at stille ændringsforslag.
Mens forslaget er til behandling i udvalget, vil forslaget blive sat på dagsordenen for udvalgets møder med henblik på gennemgang af besvarelser af udvalgets spørgsmål, modtagelse af deputationer m.v. Relevante dokumenthenvisninger vil fremgå af dagsordenen.
Når udvalget modtager skriftlige henvendelser vedrørende et forslag, vil skatteministeren automatisk kommentere det. Når der kommer kommentar på henvendelsen, sender sekretariatet en kopi af kommentaren til den, der har sendt henvendelsen. Henvendelsen og kommentaren omdeles til udvalget.
Udvalget afslutter behandlingen af lovforslag med en betænkning, hvor de enkelte partiers stilling til forslaget og eventuelle ændringsforslag fremgår. Et forslag kan tages tilbage eller stilles i bero, eller man kan afslutte et ikkefærdigbehandlet forslag med en beretning. Udvalgssekretariatet udarbejder udkast til sådanne beretninger for udvalget.
I vedhæftede bilag A er en beskrivelse af nogle supplerende redskaber, der kan være relevante under lovforslags og beslutningsforslags behandling.
Udvalgsdokumenter
Der er i udvalget to hovedkategorier af materiale, nemlig dokumenter vedrørende forslag (lovforslag og beslutningsforslag) og dokumenter vedrørende udvalgets almindelige kontrol med regeringen, dvs. dokumenter på alm. del. Dokumenterne er endvidere opdelt i 3 underkategorier: bilag, spørgsmål/svar og samrådsspørgsmål. Dokumenterne er altid knyttet til en bestemt folketingssamling, hvor indeværende samling kaldes: 2007-08, 2. samling.
Abonnement og søgning. Det er endvidere muligt at tegne abonnement på dokumenter, dagsordener m.v. på Nettingets forside. Det bemærkes, at udvalgenes offentlige bilag er tilgængelige for offentligheden på Folketingets netsted (www.ft.dk) 24 timer efter bilagsomdelingen på Christiansborg.
Medlemmerne af Folketinget har dog mulighed for at se dokumenterne på den interne version af Folketingets netsted, der kaldes Intraen, og som findes via Nettingets forside.
Alle udvalgsdokumenter omdeles i papirudgave i boksene i Meddelelsescentralen til udvalgets medlemmer og stedfortrædere. Dokumenterne kan også læses på den interne del af Folketingets hjemmeside (Intraen) umiddelbart efter, at de er journaliseret. Intraen findes via Nettingets forside.
Man kan ogsÃ¥ tegne abonnement pÃ¥ udvalgsdokumenter sÃ¥ledes at man fÃ¥r de nye dokumenter pr.e-mail. Det gør man pÃ¥ Nettingets forside: â€Vælg abonnementerâ€.
Det bemærkes, at udvalgenes offentlige dokumenter først er tilgængelige for offentligheden på Folketingets hjemmeside (www.ft.dk) dagen efter, at dokumentet er omdelt i papirudgave.
EU-procedure
Halvårsoversigt. Udvalget modtager en halvårlig oversigt fra ministeren vedrørende væsentlige EU-sager, der for tiden og i den kommende tid er under behandling i Rådet. Når halvårsoversigten er modtaget af udvalget, sættes den normalt på udvalgets dagsorden.
Foreløbigt subsidiaritetsnotat. Senest 2 uger efter Europa-Kommissionens oversendelse af et væsentligt lovgivningsforslag til Rådet og til Europa-Parlamentet (EP) skal regeringen oversende et notat til udvalget, som redegør for forslagets eventuelle konflikter med nærhedsprincippet (subsidiaritet).
Grundnotater. Udvalget modtager grundnotater fra ministeren på alle nye EU-lovgivningsforslag (direktivforslag og forordningsforslag) senest, når regeringen begynder at binde sig til holdninger i Rådets arbejdsgrupper, dog altid senest 4 uger efter forslagets oversendelse fra Kommissionen til Rådet. Resumeer af høringssvar fra interesseorganisationer og andre høringsparter oversendes, som snart de foreligger.
Samlenotat. Udvalget modtager forud for et rådsmøde et samlenotat om de sager, der er på dagsordenen for rådsmødet. Med udgangspunkt i samlenotatet afholder udvalget typisk et samråd med ministeren i samme uge, som denne forelægger rådsmødedagsorden og eventuelle mandatforslag for Europaudvalget.
Referater og redegørelser. Udvalget får regeringens referat af ministerrådsmødet. Der er endvidere mulighed for at få Ministerrådets eget referat af rådsmødet, hvis udvalget er særligt interesseret.
EU-noter. Folketingets EU-konsulent udarbejder i samarbejde med udvalgssekretæren udredninger, analyser og oversigter vedrørende udvalgte EU-emner.
EU-institutioner og EU-enheder af særlig interesse for Skatteudvalget
Medlemslandenes fagministre mødes på rådssamlinger. Udvalget følger rådssamlingerne i Rådet for finansministre (ECOFIN).
Europa-Parlamentet er medlovgiver (proceduren fælles beslutningstagen) sammen med Rådet på de fleste områder af EU-lovgivningen af interesse for Skatteudvalget.
Internationale organisationer og konferencer af særlig interesse for udvalget
Skatteudvalget følger også internationale organisationer udover EU, f.eks. OECD.
Deltagelse i konferencer og høringer m.v.
Skatteudvalget modtager en række invitationer til at deltage i høringer og konferencer. Når udvalget modtager en invitation, hvor deltagelse er gratis, omdeles denne, og de enkelte medlemmer tilmelder sig direkte til arrangøren. Hvis der er tale om et arrangement, hvor der opkræves deltagerbetaling, kan udvalget på et udvalgsmøde beslutte at betale for eventuel deltagelse i arrangementet. I så fald sker tilmelding til arrangementet via sekretariatet på en tilmeldingsblanket, som vil blive vedhæftet den pågældende invitation.
Yderligere information
For spørgsmål, råd og vejledning kan udvalgsmedlemmet altid kontakte udvalgssekretæren, og en del oplysninger kan også findes på Folketingets netsted www.ft.dk
HÃ¥ndbog i folketingsarbejdet, 2005
søg: Nettinget / Ft.dk om> / Grundlaget for folkestyret / Håndbog i folketingsarbejdet
Kvalitetshåndbogen, der indeholder en række forretningsgange, bl.a. udvalgsbetjeningen:
søg: Nettinget / Vejledninger / Kvalitetshåndbogen / Udvalgsbetjening
Baggrundsmateriale om alm. del og forslag samt links til ministerier, der har relation til Skatteudvalget:
søg: Nettinget / Links og baser / Linksamling / Ministerier
søg: Nettinget / Udvalg og delegationer / Udvalg / Skatteudvalget
EU links:
søg: Nettinget / EU-Oplysningen
Bilag A
Nogle supplerende instrumenter i behandlingen af forslag
Nedenfor er en beskrivelse af redskaber, der kan være relevante under behandling af lovforslag.