R E D E G Ø R E L S E
for
rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 24.-25. juli 2008 for så vidt angår sager inden for Justitsministeriets ansvarsområde.
Henvisningerne til dagsordenspunkterne svarer til den systematik, der er anvendt i samlenotaterne til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.
Dagsordenspunkt 1: Rådskonklusioner om rapporterne fra de to såkaldte Future Groups
Formandskabet konstaterede, at arbejdet i de to såkaldte Future Groups er afsluttet med afgivelsen af de to rapporter. Rapporterne vil nu sammen med de skriftlige bemærkninger, som bl.a. Danmark har afgivet til rapporterne, blive sendt til Kommissionen. Formålet hermed er, at rapporterne mv. kan tjene som inspiration for Kommissionen ved udarbejdelsen af den meddelelse, der skal udgøre det formelle grundlag for forhandlingerne i Rådet om det arbejdsprogram for området for retlige og indre anliggender, som fra 2010 skal afløse Haag-programmet.
Der blev ikke vedtaget rådskonklusioner om de to rapporter.
Dagsordenspunkt 2: Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikationer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder*
Sagen var ikke på den endelige dagsorden for mødet.
Dagsordenspunkt 3: Rådets afgørelse om det Europæiske retlige netværk
Der blev i Rådet fastlagt en generel indstilling til det samlede forslag til Rådets afgørelse om det Europæiske retlige netværk.
Dagsordenspunkt 4: Udkast til Rådets afgørelse om styrkelse af Eurojust og om ændring af afgørelse 2002/187/RIA af 28. februar 2002 om oprettelse af Eurojust for at styrke bekæmpelsen af grov kriminalitet, som ændret ved Rådets afgørelse 2003/659/RIA
Der blev i Rådet fastlagt en generel indstilling til det samlede forslag til Rådets afgørelse om styrkelse af Eurojust og om ændring af afgørelse 2002/187/RIA af 28. februar 2002 om oprettelse af Eurojust for at styrke bekæmpelsen af grov kriminalitet.
Dagsordenspunkt 5: Rådets afgørelse om indførelse af det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) i henhold til artikel 11 i rammeafgørelse 2008/XX/RIA
Formandskabet præsenterede forslaget til Rådets afgørelse om indførelse af det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) i henhold til artikel 11 i rammeafgørelse 2008/XX/RIA.
Dagsordenspunkt 6: Rådets rammeafgørelse om anvendelse af passagerlister (PNR-oplysninger) med henblik på retshåndhævelse
Der var blandt medlemsstaterne tilslutning til formandskabets forslag til metoden for den videre behandling af forslaget til Rådets rammeafgørelse om anvendelse af passagerlister (PNR-oplysninger) med henblik på retshåndhævelse. Efter denne metode skal den relevante arbejdsgruppe fortsætte drøftelserne med henblik på at fastlægge en fælles holdning blandt medlemsstaterne til de grundlæggende elementer i forslaget samtidig med, at Parlamentet skal inddrages.
Dagsordenspunkt 7: Cyberkriminalitet
Formandskabet præsenterede den planlagte indsats til styrkelse af bekæmpelsen af cyberkriminalitet. Dette omfatter navnlig etableringen af en fælles platform hos Europol til brug for udveksling af oplysninger om ulovlige hjemmesider.
Dagsordenspunkt 8: SIS II: Statusorientering
Sagen var ikke på den endelige dagsorden for mødet.
Dagsordenspunkt 9: EU-kommissionens forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2201/2003 for så vidt angår kompetence og om indførelse af lovvalgsregler i ægteskabssager (ROM III)*
I lyset af de betydelige vanskeligheder ved at nå til enighed om forslaget til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2201/2003 for så vidt angår kompetence og om indførelse af lovvalgsregler i ægteskabssager (ROM III) fandt der en drøftelse sted af navnlig mulighederne for at gennemføre forslaget ved at iværksætte forstærket samarbejde.
Under drøftelserne erklærede 10 medlemsstater sig rede til at indgå i et forstærket samarbejde, og 8 medlemsstater indtog en afventende holdning.
Kommissionen konkluderede, at hvis tilstrækkeligt mange medlemsstater retter anmodning til Kommissionen om at forelægge Rådet et forslag til forstærket samarbejde, vil Kommissionen forholde sig hertil. I givet fald vil Kommissionen undersøge sagens juridiske, praktiske og politiske aspekter nærmere.
* Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, finder derfor anvendelse.
* Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, finder derfor anvendelse.