PRESSEMEDDELELSE

 

FN’s Menneskerettighedsråd vedtager dansk resolution mod tortur

 

FN’s Menneskerettighedsråd har i går enstemmigt vedtaget en omfattende resolution mod tortur fremlagt af Danmark.

 

I den anledning udtaler udenrigsministeren:

 

”Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få vedtaget et robust mandat for FN’s Særlige Rapportør vedrørende Tortur, som for nyligt aflagde et meget nyttigt besøg i Danmark. Tortur er en massiv krænkelse af menneskerettighederne, som må bekæmpes med alle midler. Det er derfor tilfredsstillende, at det er lykkedes at fastholde de forbedringer, der er opnået de senere år, at styrke teksten samt at fastholde en bred opbakning til resolutionen.”   

 

Baggrund:

 

Igennem mere end 10 år har Danmark fremlagt og stået i spidsen for forhandlingerne om FN’s resolutioner mod tortur. Resolutionen forlænger rapportørens mandat for 3 år med henblik på at:

·        Søge, modtage, undersøge og udtale sig om oplysninger fra regeringer, internationale organisationer, NGO’er, personer og grupper vedrørende forhold og sager vedrørende tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;

·        Foretage landebesøg;

·        Undersøge udviklinger og udfordringer vedrørende tortur og udtale sig om passende foranstaltninger til at forebygge og udrydde sÃ¥danne forhold;    

·        Identificere, udveksle og fremme nyttige foranstaltninger til at forebygge, afstraffe og udrydde tortur;

·        Integrere et kønsperspektiv i sit mandat;

·        Rapportere til FN’s MenneskerettighedsrÃ¥d og Generalforsamling

·        Samarbejde med regeringer, FN’s Torturkomité og underkomité til forebyggelse af Tortur samt andre relevant FN mekanismer og organer, regionale og nationale organisationer og civilsamfundet.

 

Endvidere fastslår resolutionen blandt andet, at folkerettens forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er ubetinget og ikke kan fraviges under nogen omstændigheder, at enhver påstand om tortur snarest skal efterforskes uvildigt og at enhver, som udfører, beordrer, tolerer eller ansporer til tortur skal holdes ansvarlig herfor og straffes alvorligt. Resolutionen vedlægges.

 

Yderligere oplysninger kan indhentes hos Udenrigsministeriets Menneskerettighedsenhed, ministerråd Jens Færkel, tlf. 33920310

 

Udenrigsministeriet, den 19. juni 2008

Â