<DOCUMENT_START>

<DOCUMENT_START>Vedlagt sendes til Retsudvalgets orientering kopi af Rigsadvokatens redegørelse af 29. april 2008 om Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelse af brugen af langvarige varetægtsfængslinger i 2006. Endvidere vedlægges til orientering kopi af Forskningsenhedens undersøgelse.

 

1. Det fremgår af Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelse bl.a., at undersøgelsesmaterialet omfatter 657 varetægtsfængslinger af en varighed på mere end 3 måneder (langvarige varetægtsfængslinger). Gennemsnitlig har disse langvarige varetægtsfængslinger varet 206 dage (svarende til knap 7 måneder). 79 varetægtsfængslinger har varet mere end 1 år.

 

Det fremgår endvidere af undersøgelsen, at de langvarige varetægtsfængslinger navnlig anvendes ved sigtelser for narkotikakriminalitet (21 pct.), røveri (20 pct.), alvorligere voldsforbrydelser (17 pct.) og manddrab og forsøg herpå (13 pct.).

 

Antallet af langvarige varetægtsfængslinger og disses andel af det samlede antal varetægtsfængslinger har i perioden fra 2001 til 2005 været stigende. I 2001 var antallet 446, mens det i 2005 var på 717, og de langvarige varetægtsfængslingers andel af samtlige varetægtsfængslinger steg fra 7,6 pct. i 2001 til 12,4 pct. i 2005.

 

Fra 2005 til 2006 er der imidlertid konstateret et fald på godt 8 pct., idet antallet er faldet fra 717 i 2005 til 657 i 2006. De langvarige varetægtsfængslingers andel af samtlige varetægtsfængslinger er endvidere faldet fra 12,4 pct. i 2005 til 11,1 pct. i 2006. Den gennemsnitlige varighed af de langvarige varetægtsfængslinger er faldet fra 228 dage i 2005 til 206 dage i 2006.

 

Faldet fra 2005 til 2006 i den gennemsnitlige varighed af de langvarige varetægtsfængslinger sammenholdt med faldet i antallet af langvarige varetægtsfængslinger har medført et fald på 17 pct. i det samlede antal dage i langvarig varetægt i denne periode. Fordelt på kriminalitetstyper viser undersøgelsen, at faldet i antallet af langvarige varetægtsfængslinger fra 2005 til 2006 til dels kan tilskrives et fald på 30 pct. i antallet af langvarige varetægtsfængslinger i narkotikasager.

 

Andelen af langvarige varetægtsfængslinger varierer betydeligt mellem politikredsene. Der peges i undersøgelsen på, at enkelte kredse konstant har en forholdsvis stor andel af langvarige varetægtsfængslinger. Således har 2 politikredse i de senere år ligget mere end 50 pct. over landsgennemsnittet med hensyn til andelen af langvarige varetægtsfængslinger, mens 3 kredse i analyserne konstant har ligget 50 pct. under landsgennemsnittet.

 

Københavns Politi tegner sig for en stor del af det konstaterede fald i antallet af langvarige varetægtsfængslinger. I 2005 var der således 235 langvarige varetægtsfængslinger, mens der i 2006 blev indberettet 125 sager, hvilket svarer til et fald på 46 pct.

 

Justitsministeriets Forskningsenhed har bl.a. anført, at de foretagne analyser tyder på, at årsagen til langvarig varetægtsfængsling i en stor del af sagerne skal søges i, at de undersøgelser, erklæringer mv., der har skullet gennemføres eller indhentes, har været længe undervejs, eller at det har varet længe, inden de er blevet iværksat. Undersøgelsen tyder derimod ikke på, at antallet af medsigtede har influeret på varetægtsfængslingernes varighed i 2006.

 

2. Rigsadvokaten anfører i sin redegørelse, at Justitsministeriets Forskningsenhed i forbindelse med undersøgelsen af langvarige varetægtsfængslinger for 2005 tilkendegav, at det kun i begrænset omfang havde været muligt at belyse, hvilke forhold der influerede på, at varetægtsfængslingen blev langvarig.

 

Med henblik på at forbedre datagrundlaget og sikre, at årsagerne til varigheden af varetægtsfængslingen blev bedre belyst, udsendte Rigsadvokaten i september 2006 et nyt indberetningsskema om langvarige varetægtsfængslinger til politikredsene. De nye skemaer er således ikke blevet anvendt i fuldt omfang i 2006.

 

Det er Rigsadvokatens forventning, at ændringerne i indberetningsordningen vil slå fuldt igennem for indberetningerne i 2007. Rigsadvokaten vil derfor vende tilbage med en nærmere vurdering af årsagerne til de langvarige varetægtsfængslinger i forbindelse med den kommende redegørelse for 2007.

 

Med hensyn til de lokale forskelle vedrørende antallet af langvarige varetægtsfængslinger mellem politikredsene anfører Rigsadvokaten, at det forventes, at tallene for 2007 vil vise, at disse lokale forskelle mindskes i forbindelse med implementeringen af politireformen og de nye store politikredse.

 

3. Det kan endvidere oplyses, at justitsministeren den 27. februar 2008 har fremsat et lovforslag om ændring af retsplejeloven, der har til formål at begrænse langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger mv. (lovforslag nr. L 78). Lovforslaget bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1492/2007 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger.

 

Rigsadvokaten har i den forbindelse oplyst, at man vil opretholde indberetningsordningen vedrørende varetægtsfængslinger ud over 3 måneder, og ordningen vil i givet fald blive tilpasset de lovændringer, som lovfor-slaget medfører. Rigsadvokaten vil endvidere fortsat løbende følge udviklingen i antallet af langvarige varetægtsfængslinger og vurdere, om udviklingen gør det nødvendigt at tage nye initiativer med henblik på at sikre, at varetægtsfængslinger bliver af så kort varighed som muligt.

 

Rigsadvokaten har endvidere indledt et samarbejde med Rigspolitiets Dataafdeling og Justitsministeriets Forskningsenhed med henblik på at lette den fremtidige håndtering af indberetningsordningen, idet denne har vist sig at være særdeles ressourcekrævende i politikredsene og hos statsadvokaterne. Det skyldes, at skemaerne udfyldes manuelt, og at oplysningerne som oftest kun kan findes ved en konkret gennemgang af de enkelte sager.

 

Rigspolitiet har i den forbindelse tilkendegivet, at man i forbindelse med udviklingen af POLSAG vil undersøge mulighederne for fremover at trække de nødvendige oplysninger elektronisk. Rigsadvokaten vil endvidere i den kommende tid undersøge mulighederne for at tilpasse indberetningsordningen til mulighederne i politiets nuværende sagsstyringssystem POLSAS, således at indberetningsproceduren fremover vil kunne forenkles.

 

 

 

Lene Espersen

/

                                                                            Lars Hjortnæs                                  

                                    Â