<DOCUMENT_START>

Vedlagt sendes til Retsudvalgets orientering Justitsministeriets Forskningsenheds rapport ”Evaluering af fodlænkeordningen – Samarbejdet mellem myndighederne”.

 

Rapporten omhandler en undersøgelse af samarbejdet mellem kriminalforsorgen og de sociale myndigheder i kommunerne og regionerne i sager om 15-17-årige, der afsoner ubetinget fængselsstraf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeordningen). Undersøgelsen omfatter 15-17-årige, som påbegyndte afsoning på bopælen i perioden fra den 1. august 2006 til den 18. september 2007.

 

Undersøgelsen viser bl.a., at der alene i 13 sager ud af i alt 27 sager har været et samarbejde mellem kriminalforsorgen og de sociale myndigheder i forbindelse med den unges afsoning på bopælen.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har på baggrund af undersøgelsen indskærpet over for kriminalforsorgens afdelinger, at der i alle sager skal påbegyndes et samarbejde mellem kriminalforsorgen og de sociale myndigheder om indsatsen over for de unge dømte, jf. herved også Justitsministeriets vedlagte besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 16. februar 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Udvidelse af ordningen vedrørende fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol samt fratagelse af mulighed for udgang ved udeblivelse fra afsoning) (L 86).

 

Det bemærkes, at en del af sagerne vedrørende 15-17-årige domfældte omhandler kombinationsdomme (dvs. tilfælde, hvor en del af fængselsstraffen er gjort betinget med vilkår om tilsyn og/eller hjælpeforanstaltninger). Der vil således i nogle af de 27 sager kunne have været et samarbejde mellem kriminalforsorgen og de sociale myndigheder i forbindelse med tilsyn under afsoning af den betingede del af dommen efter afsoning af den ubetingede del. Evalueringen omfatter ikke den periode, der ligger efter afsoningen af den ubetingede del af dommen, og et sådant eventuelt samarbejde er derfor ikke omtalt i undersøgelsen.

 

Rapporten er en del af en større evaluering af fodlænkeordningen. En rapport om antallet af tilfælde, hvor afsoningen på bopælen afbrydes på grund af vilkårsovertrædelse, forventes at foreligge i foråret 2009, mens en rapport om tilbagefald til ny kriminalitet (recidiv) forventes at foreligge i 2010. Justitsministeriet vil sende de to rapporter til Retsudvalget, når de foreligger.

 

 

 

Lene Espersen

/

Lars Hjortnæs