Emne: Manglende ligestilling ved barsel under uddannelse

 

Hej

 

Som både uddannelsesordfører og ligestillingsordfører vil jeg gerne gøre dig opmærksom på et problem i det danske uddannelsessystem, som gør det svært for en del kvinder under uddannelse.

 

I starten af maj 2007 søgte jeg om optagelse på uddannelsen som markedsføringsøkonom ved Handelsskolen Minerva i Randers. Jeg blev optaget med studiestart i september 2007. 2. juli fandt jeg ud af at jeg var gravid med termin i marts 2008. Ikke noget problem, tænkte jeg, for jeg kunne sagtens nå at bestå 1. semesters eksamen i midten af januar inden jeg skulle føde. Jeg bestod eksamen og fødte 20. marts en datter.

 

Nu begynder problemerne, for selvom jeg har ret til barselsorlov, så skal jeg starte efter barselsorloven på den studieordning der gælder når jeg starter igen - ikke den studieordning jeg blev optaget på. Og da der er sket store ændringer i studieordningen for 2008 i forhold til den i 2007, betyder det at jeg skal læse to fag op selv under min barsel. De er nemlig blevet flyttet fra 2.+3. semester til 1.+2. semester.

 

Jeg har ret til at starte direkte på 2. semester, selvom jeg ikke har modtaget 1. semesters undervisning i disse fag. Men det siger sig selv, at det ikke kan lade sig gøre. Desværre har man under barselsorlov ikke adgang til skolens intranet, så det kan ikke lade sig gøre at se hvad de andre studerende lærer på 1. semester. Så der er ikke andet at gøre end at købe bøgerne og læse på selv.

 

Så mens jeg er på barsel skal jeg læse et semester undervisning i erhvervsret og et semester undervisning i logistik op selv - uden mulighed for at spørge nogen om hjælp eller få rettet opgaver.

 

Det gør det så godt som umuligt at få børn mens man studerer og det stiller kvinder væsentlig ringere end mænd, da det jo kun er kvinden der kan amme barnet og typisk også lige har brug for lidt tid til at komme sig efter fødslen. Det er også kun kvinden der risikerer en graviditetsbetinget sygemelding inden fødslen. Derfor er man nødt til at være væk fra studiet i en periode og på en del uddannelser kan man kun være væk i perioder af et helt år.

 

Alt i alt synes jeg det er et område der burde kigges lidt på.

 

Mvh Trine K. Christiansen, Nyvangsvej 9, 8860 Ulstrup