Dato: 14-01-2008

Arkivnummer: 3027-109560

Til:

Sagsbehandler: Allan Andersen, 39 17 40 35, [email protected]

 

 

 

 

 

 

Natur- og miljøproblemer i miljøgodkendelser af husdyrbrug

 

 

 

Indledning:

 

Nedenfor er Danmarks Naturfredningsforenings (DNs) klager til Miljøklagenævnet over tilladelser og miljøgodkendelser givet efter husdyrbrugloven opsummeret. Fra hver klage er fremtrukket de væsentligste natur- og miljømæssige problemer, som DN mener har været substansen i miljøgodkendelsen, og som så også er substansen i DNs klage.

 

For hvert klageresume er anført adressen på husdyrbruget, kommunen samt DNs arkivnummer (DN Index).

 

Hvert klageresume er efter resumeet med fed skrift forsynet med en meget kort konklusion.

 

Status for hver klage er anført. Hvor intet er anført at der endnu ikke truffet afgørelse i sagen.

For indeværende er der truffet afgørelse i én af de 10 klager.

 

Opsummeringen bliver ajourført med passende mellemrum.

 

 

 

Klageresumeer:

 

Gerskov Bygade 35, 5450 Otterup, Nordfyn Kommune, DN Index 2702-107851

 

Kvægbrugets arealer ligger i vandoplandet til Odense Fjord grænsende umiddelbart op til fjorden, som er Natura-2000 område. For et sådant område skal myndighederne (kommunen) for det første kunne udelukke, at en påtænkt aktivitet kan have skadelige virkninger på udpegningsgrundlaget for Natura 2000 området. Området er allerede stærkt overbelastet, hvilket for det andet i sig selv forpligter myndighederne (kommunen) til at sætte ind med tiltag der kan rette op på denne tilstand. For det tredje skal myndighederne (kommunen), jf. betænkningen til husdyrbrugsloven, inddrage al tilgængelig ny viden om tilstanden i området i forbindelse med udarbejdelse af miljøgodkendelsen. Ingen af disse tre forhold har kommunen varetaget i den foreliggende sag.

 

Der sker en uacceptabel merbelastning med næringsstoffer af Odense Fjord, hvilket er i strid med EU-lovgivningen og intentionerne i husdyrloven.

 

Status: Ansøgningen trukket tilbage. Sagen afsluttet. Ny ansøgning fra ejer pt. under behandling.

 

 

Neestvej 40, 9480 Løkken, Jammerbugt Kommune, DN Index 2751-108406

 

Der er tale om udvidelse af et kvægbrug, omfattet af EUs IPPC-direktiv. Der er ikke stillet krav om renere teknologi selv om udvidelsen foranlediger væsentlige forøgede miljøbelastninger, for ammoniak fra 2.985 til 3.348 kg/år. Godkendelsen er i strid med IPPC-direktivet. Husdyrbruget ligger i oplandet til Nibe Bredning, som er omfattet af EU's habitatdirektiv. Husdyrbruget påvirker med øget kvælstofdeposition 3 overdrevsarealer, som også er omfattet af habitatdirektivet. Der vil være en øget fosforbelastning på trods af, at gældende miljøkrav foreskriver fosforbalance. Miljøgodkendelsen medfører uacceptable miljøforringelser og efterlever ikke EU-lovgivningen.

 

Miljøgodkendelsen medfører uacceptable miljøforringelser og efterlever ikke EU-lovgivningen.

 

Status:

 

 

Lundvej 44, 7650 Bøvlingbjerg, Lemvig Kommune, DN Index 2891-108767

 

Tilladelsen til udvidelse af minkfarmen medfører en forøgelse af fosforbelastningen til det i forvejen overbelastede opland til Nissum Bredning, som er Natura 2000 område, hvor myndighederne er forpligtede til efter EU-lovgivningen, at dokumentere, at der ikke sker en yderligere belastning ved påtænkte aktiviteter i området. Der sker en forøgelse af fosforoverskuddet på udspredningsarealerne med næsten 60 %, fra ca. 3.100 kg til ca.4.900 kg pr. år. Dette er en uacceptabel forøgelse af fosforbelastningen af Nissum Bredning og i strid med EU-lovgivningen.

 

Der sker en uacceptabel forøgelse af fosforbelastningen af Nissum Bredning. Dette er i strid med EU-lovgivningen

 

Status:

 

 

Isbjerg Møllevej 115, 6800 Varde, Varde Kommune, DN Index 2878-109075

 

Kvægbrugets udspredningsarealer ligger i oplandet til Natura 2000 vandområder, som er belastet med fosfor. Det er området langs Varde Å og Vadehavet. En række fuglearter i udpegningsgrundlaget kan blive negativt påvirket. Målsætningen i regionplanen om skærpet kontrol og specifikke krav for Vadehavet er ikke opfyldt bl.a. som følge af for stor belastning med kvælstof og fosfor. Der mangler en specifik dokumentation af kvægbrugets næringsstofbelastning af naturområderne. DN mener, at der kan ske en uacceptabel merudledning af næringsstoffer til Varde Å og Vadehavet fra kvægbruget, hvilket vil være i strid med bl.a. EU-lovgivningen.

 

Der kan ske en uacceptabel merudledning af kvælstof og fosfor til Vadehavet, hvilket vil være i strid med EU-lovgivningen og målsætningen i regionplanen.

 

Status:

 

 

Nesgaardsvej 39, 9460 Brovst, Jammerbugt Kommune, DN Index 2899-109127

 

En del af kvægbrugets udspredningsarealer ligger direkte op til vandløb, som er beskyttet efter § 3 i naturbeskyttelsesloven. Vandløbene udmunder i Nibe Bredning, som er en del af Limfjorden. Bredningen er Natura 2000 område, hvor myndighederne er forpligtede til at sørge for en reduktion af næringsstofbelastningen. Limfjorden er allerede overbelastet med næringsstoffer, men belastes altså yderligere fra kvægbruget, hvilket er uacceptabelt. Kommunen tilsidesætter EU-lovgivning (Habitat og Vandrammedirektivet). Desuden inddrager kommunen ikke al tilgængelig viden om Limfjordens miljøtilstand. Herved tilsidesætter kommunen desuden også husdyrlovens intentioner. Løsningen af problemet med overbelastning af Limfjorden med næringsstoffer henvises af kommunen til et senere tidspunkt i forbindelse med en kommende vandplan, hvilket DN ikke mener en acceptabel fremgangsmåde.

 

Der sker en uacceptabel merudledning af næringsstoffer til Nibe Bredning (Limfjorden), hvilket er i strid med EU-lovgivningen. Desuden tilsidesætter kommunen intentionerne i husdyrloven, og udskyder løsningen af problemet med næringsstof-overbelastning af Limfjorden på ubestemt tid.

 

Status:

 

 

Langøvej 27, 5900 Rudkøbing, Langeland (Svendborg) Kommune, DN Index 2908-109329

 

Udvidelsen af kvægbruget medfører en merudledning på 43 kg N/år til Det Sydfynske Øhav. Desuden øges ammoniakemissionen med 45 kg N/år. Dette er uacceptabelt, såfremt der tages hensyn til EU lovgivningen samt tilgængelig viden om hvilke reduktioner af næringsstofbelastningen, der er nødvendig for at opnå en tilfredsstillende og bæredygtig natur- og miljøtilstand i Øhavet. Der skal ske en halvering af kvælstofudledningen til Øhavet, såfremt der skal opnås en tilfredsstillende tilstand. Kommunen tilsidesætter EU-lovgivningen samt intentionerne i husdyrloven om inddragelse af al tilgængelig viden i sagsbehandlingen. Kommunen burde som minimum have sikret, at der ikke sker en merudledning af næringsstoffer.

 

Der sker en uacceptabel merudledning af kvælstof til Det Sydfynske Øhav. Dette strider mod EU-lovgivningen og intentionerne i husdyrloven.

 

Status:

 

 

Vangvejen 160, 9690 Fjerritslev, Jammerbugt Kommune, DN Index 2996-109350

 

Med tillægget til den gældende miljøgodkendelse af svinebruget bortfalder forudsætningerne om gylleforsuring og gylleseparering fra regionplantillægget (VVM) fra maj 2005. Samtidig ophæves krav til udvaskning af nitrat og krav om fosforbalance. Konsekvenserne af tillægget bliver bl.a. at ammoniakfordampningen forøges væsentligt (næsten 40 %), at det infiltrerende vand vil overskride kravet om højst 50 mg nitrat/l fra rodzonen (op til næsten 60 mg/l) og at der vil være et betydeligt fosforoverskud (på op til 10 kg/ha/år) fra arealerne, som afvander til den i forvejen fosfor-overbelastede Limfjord. Kommunen tilsidesætter EU-lovgivningen, intentionerne i husdyrloven samt det tidligere vedtagne regionplantillæg. I dette, og den eksisterende miljøgodkendelse, var der - for at modgå en yderligere miljømæssig kompromittering af tilstanden i Limfjorden - stillet krav til miljøpåvirkning og anvendelse af renere teknologi. Tillægget til miljøgodkendelsen er miljømæssigt uacceptabelt og resultat af en helt utilfredsstilende administration af husdyrloven.

 

Med tillægget ophæves tidligere miljøkrav og krav om renere teknologi i miljøgodkendelsen. Dette betyder en væsentlig og uacceptabel merbelastning af Limfjorden med næringstoffer. Kommunen tilsidesætter EU-lovgivningen og administrerer husdyrloven på helt utilfredsstillende vis.

 

Status:

 

 

Vestervej 39 og Skærdalvej 2, 7760 Hurup, Thisted Kommune, DN Index 2997-109349

 

Godkendelsen omfatter en udvidelse af kvægproduktionen. Arealer for udspredning af husdyrgødning ligger i oplandet til Limfjorden (Nissum Bredning), der er Natura 2000 område, som er belastet med fosfor. Der er ingen vurderinger af næringsstofbelastningerne af natur og miljø, hverken hvad angår Natura 2000 området, eventuelle andre naturområder eller grundvandet. Dette er ikke acceptabelt og opfylder ikke lovgivningens krav om vurdering af virkningerne på miljøet. Godkendelsen bør hjemvises, og der bør stilles krav om overholdelse af dansk og EU-lovgivning, hvilket bl.a. vil indebære krav om at der ikke sker en øget påvirkning af naturområderne, men tværtimod en reduktion af påvirkningerne.

 

Der er ingen vurderinger af næringsstofbelastningerne af natur og miljø. Dette er ikke acceptabelt og opfylder ikke lovgivningens krav.

 

Status:

 

 

Assensvej 253, 5771 Stenstrup, Svendborg Kommune, DN Index 2937-109371

 

Den ny svineproduktion betyder en merudledning af 300 kg kvælstof/år til Det Sydfynske Øhav. Desuden er der en årlig emission på 3.200 kg ammoniak fra bedriften, men der påregnes at ske en opfyldelse af husdyrlovens generelle krav vedr. ammoniak ved anvendelse af bedst tilgængelig teknologi (BAT). Der sker en merbelastning med kvælstof af Øhavet samt (gennem luften) med ammoniak af den nærliggende Gammellung Mose. Dette er uacceptabelt, såfremt der tages hensyn til EU lovgivningen samt tilgængelig viden om hvilke reduktioner af næringsstofbelastningen, der er nødvendig for at opnå en tilfredsstillende og bæredygtig natur- og miljøtilstand i Øhavet. Der skal ske en halvering af kvælstofudledningen til Øhavet, såfremt der skal opnås en tilfredsstillende tilstand. Kommunen tilsidesætter EU-lovgivningen samt intentionerne i husdyrloven om inddragelse af al tilgængelig viden i sagsbehandlingen. Desuden er det uacceptabelt af hensyn til beskyttelse og bevarelse af Gammellung Mose, som er et overgangsfattigkær, hvor tålegrænsen for kvælstof allerede er overskredet. Kommunen burde som minimum have sikret, at der ikke sker en merudledning af næringsstoffer fra svineproduktionen; altså som minimum en ”Nul-løsning”.

 

Der sker en merbelastning af Det Sydfynske Øhav og af Gammellung Mose med kvælstof. Dette er i strid med EU-lovgivningen og intentionerne i husdyrloven og i strid med bevaringsmålsætningerne for mosen.

 

Status:

 

 

Skovgårdsvej 16, 8832 Skals, Viborg Kommune, DN Index 3026-109464

 

Udspredningsarealerne for den udvidede kvægproduktion omfatter Natura 2000 arealer, men der er ikke redegjort for, hvordan udvidelsen kan ske uden at der sker en merpåvirkning af disse naturområder. Kommunen er forpligtet til at sikre opretholdelse/genoprettelse af god økologisk tilstand. Dette kan ikke ske, hvis arealerne bruges til udspredning af husdyrgødning.

 

Udspredningsarealerne omfatter Natura 2000 arealer, men der mangler redegørelse for, hvordan udvidelsen kan ske uden at der sker en merpåvirkning af disse arealer.

 

Status: Klagen kan betragtes som en foreløbig klage. DN har anmodet om fyldestgørende beskrivelse af forholdene om naturarealerne og gødningsoverskud, og vil såfremt sådanne oplysninger fremkommer eventuelt uddybe klagen.