NOTAT
til Folketingets Europaudvalg
af om besvarelse af Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2008/0391 > 2008/0393 vedrørende manglende gennemførelse af i alt 3 direktiver
Kommissionens Generalsekretariat har i brev af 23. maj 2008, ref. SG-Greffe (2008) D/203330, fremsendt Kommissionens åbningsskrivelse vedrørende manglende gennemførelse i dansk ret af 3 direktiver.
Åbningsskrivelse nr. 2008/0391 vedrørende manglende gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/7/EF af 15. februar 2006 om forvaltning af badevandskvalitet og om ophævelse af direktiv 76/160/EØF
Fristen for gennemførelse af direktivet i dansk ret var den 24. marts 2008. Direktivet vil blive gennemført i form af en bekendtgørelse om badevand og badeområder. Bekendtgørelsen blev sendt i høring primo juli 2008 og forventes at træde i kraft den 1. oktober 2008. Kommissionen vil blive underrettet, så snart bekendtgørelsen træder i kraft.
Åbningsskrivelse nr. 2008/0392 vedrørende manglende gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF
Kommissionen har meddelt, at den ikke har fået meddelt foranstaltninger til gennemførelse af Europa-Parlamentets og Kommissionens direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF (mineaffaldsdirektivet) og ikke råder over andre oplysninger, hvoraf det fremgår, at Danmark har opfyldt sin forpligtelse til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger. Mineaffaldsdirektivet har til formål at opstille foranstaltninger, procedurer og retningslinjer, som kan forebygge og i videst muligt omfang begrænse de skadevirkninger på miljøet (vand, luft, jord, fauna, flora og landskab) og de afledte risici for menneskers sundhed, der skyldes håndteringen af affald fra indvindingsindustrien. Direktivets gennemførelsesfrist var den 30. april 2008. Det er den danske regerings opfattelse, at mineaffaldsdirektivet er opfyldt med praksis efter den gældende råstoflov, men er indstillet på at præcisere lovteksten for at understrege den formelle implementering af direktivet. Regeringen fremsatte den 21. februar 2007 for Folketinget lovforslag L161 om ændring af råstofloven, som havde til hovedformål at modernisere tilladelsesordningen for råstofindvinding på havet. Udover dette hovedformål indeholdt lovforslaget de nødvendige præciseringer til formel gennemførelse af mineaffaldsdirektivet. Der tilsigtedes med disse præciseringer ingen ændringer i lovens administration. Lovforslaget blev af grunde, der ikke har at gøre med mineaffaldsdirektivet, ikke vedtaget. Der pågår i øjeblikket politiske drøftelser med henblik på fremsættelse af et nyt forslag til ændring af råstofloven i folketingssamlingen 2008/2009. Regeringen agter at lade den formelle implementering af mineaffaldsdirektivet indgå i dette lovforslag. Kommissionen vil blive underrettet, så snart de nye regler træder i kraft.
Åbningsskrivelse nr. 2008/0393 vedrørende manglende gennemførelse af Kommissionens direktiv 2007/16/EF af 19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) med hensyn til afklaring af bestemte definitioner
Der er tale om et gennemførelsesdirektiv til direktiv 85/611/EØF om bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter). I Danmark benyttes normalt betegnelsen investeringsforeninger. Reglerne til gennemførelse af direktivet skulle have været udstedt den 23. marts 2008. Reglerne skal træde i kraft den 23. juli 2008. Direktivet er gennemført ved udstedelse af en bekendtgørelse og en vejledning samt i Finanstilsynets praksis. Endvidere er der nogle bestemmelser i direktivet, som knytter sig til bestemmelser i 85/611-direktivet (UCITS-direktivet), som er valgfrie for medlemsstaterne at gennemføre. De bestemmelser i gennemførelsesdirektivet, som knytter sig til valgfrie bestemmelser i 85/611-direktivet, som Danmark ikke tidligere har gennemført, er heller ikke gennemført i denne omgang. Finanstilsynet udstedte den 1. april 2008 bekendtgørelse nr. 213 om investeringsforeningers, specialforeningers og godkendte fåmandsforeningers anvendelse af afledte finansielle instrumenter. Bekendtgørelsen gennemfører nogle af direktivets bestemmelser. Den 23. marts 2008 udsendte Finanstilsynet vejledning nr. 9102 om investerbare aktiver for investeringsforeninger, specialforeninger og godkendte fåmandsforeninger. Vejledningen gennemfører andre af direktivets bestemmelser. En bestemmelse i direktivet kræver lovændring. Bestemmelsen drejer sig om varigheden af et pengemarkedsinstrument. I bekendtgørelse nr. 1499 af 12. december 2007 af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 3, stk. 1, nr. 3, er løbetiden på pengemarkedsinstrumenter fastsat til maksimalt 12 måneder. Efter direktivet skal løbetiden for pengemarkedsinstrumenters løbetid ændres til højest 397 dage. Lovforslag herom vil blive fremsat i november 2008.
Regeringen har besvaret Kommissionen i overensstemmelse hermed.