J.nr. DEP-311-000011 |
|
19. december 2007 |
|
|
|
|
1. Forordningsforslag om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler
Rådet havde en kort drøftelse af fremskridtsrapporten vedrørende forslaget til forordning om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.
Danmark nævnte, at man som udgangspunkt var positiv overfor et samarbejde mellem medlemslandene, der kan føre til effektivisering af godkendelsessystemet. Men det var et fundamentalt problem i forslaget, at den tvungne gensidige anerkendelse ikke tager højde for, at der reelt eksisterer væsentlige variationer i de fysiske forhold i medlemsstaterne – forskelle som er afgørende for om det er miljø- og sundhedsmæssigt sikkert at anvende et givent plantebeskyttelsesmiddel. Efter dansk opfattelse kunne konsekvensen af forslaget således være, at en markedsføringsgodkendelse kan være i strid med forslagets krav om at godkendte midler ikke må have en skadelig virkning på grundvandet og på sundhed. Endelig nævnte Danmark, at forslagets problemer er særligt alvorlige for Danmark, idet man i Danmark altid har brugt urenset grundvand som drikkevand. På den baggrund var det afgørende for Danmark, at man ikke mister retten til at nægte godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, der kan udvaskes til grundvandet.
Enkelte lande udtrykte støtte til fremskridtsrapporten. Kommissionen afviste de danske bekymringer med den begrundelse, at hensigten med forslaget er at introducere det højeste beskyttelsesniveau samt at harmonisere og forenkle. Kommissionen havde noteret indlæggene fra ministrene, og lagde vægt på at gensidig anerkendelse er fuldt foreneligt med beskyttelse. Kommissionen fremhævede, at godkendelsesprocessen vil være åben og transparent, men at der måske er behov for at gøre dette tydeligere i forslagets tekst
2. Forslag til rammedirektiv om bæredygtig anvendelse af pesticider
Rådet opnåede politisk enighed.
Danmark kunne acceptere formandskabets kompromistekst, men udtrykte skuffelse over at man i Rådet Danmark indikerede, at man ville vende tilbage til spørgsmålet i forbindelse med anden behandling af forslaget. I forhold til beskyttelse af vandmiljø fandt Danmark det meget uheldigt, at teksten var svækket ved alene at fokusere på de farlige prioriterede stoffer og ikke på hele spektret af prioriterede stoffer. Danmark understregede, at beskyttelsen af drikkevandsressourcer er helt afgørende.
Kommissionen oplyste at man ikke ville stille sig i vejen for politisk enighed, og kunne acceptere teksten, selvom man havde sympati for flere af de synspunkter, der var fremkommet i drøftelsen.
Formanden konkluderede, at der var vedtaget politisk enighed om forslaget til kompromistekst.