Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

 

Christiansborg

 

1240 København K

 

  

Den 10. juni 2008

 

J.nr. MST-103-00089

 

 

 

Miljøministeriets evaluering af anvendelsen af retssikkerhedslovens regler på miljøområdet.

 

Retssikkerhedsloven (lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter) trådte i kraft d. 1. januar 2005. Samtidig trådte en række ændringer af miljølovene i kraft, der var vedtaget som opfølgning på loven (lov nr. 1373 af 20. december 2004).

 

Ministeren gav under folketingsbehandlingen tilsagn om, at anvendelsen af retssikkerhedslovens regler på miljøområdet skulle belyses samt anvendelsen af de nye redskaber i lov nr. 1373, og om reglerne giver anledning til problemer, som der ikke er taget højde for. Ministeren gav herunder tilsagn om, at det skulle belyses, om der sker en ændring af arbejdsfordelingen mellem politi og tilsynsmyndigheder, og om myndighederne oplever, at det bliver sværere at gennemføre en strafferetlig forfølgning. Endelig gav ministeren tilsagn om, at spørgsmålet om, hvorvidt der skal pålægges ansatte og/eller tredjemænd pligt til at give oplysninger om overtrædelser af lovgivningen til tilsynsmyndighederne (som det havde været foreslået i høringsudgaven af lovforslaget), skulle tages op.

 

Ovennævnte evaluering er nu foretaget og kan læses i sin helhed på Miljøstyrelsens hjemmeside (www.mst.dk). Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets seneste redegørelse af 12/3 08 til Folketinget om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligt uden for strafferetsplejen (Redegørelse nr. R 4).

 

Det fremgår af Miljøministeriets evaluering, at det vurderes, at der ikke er behov for yderligere ændringer af miljølovgivningen, som opfølgning på retssikkerhedsloven.

 

Det fremgår videre af evalueringen, at Miljøministeriet vil udsende en orienteringsskrivelse til kommunerne, hvor visse områder uddybes og forklares nærmere, herunder reglerne om hvornår der skal ske varsling af tilsynsbesøg til virksomhederne. Med hensyn til forholdet mellem tilsynsmyndigheden og politiet er der ikke noget, der tyder på, at forholdet er blevet væsentligt ændret, eller at det er blevet sværere at gennemføre en straffesag.

 

Endelig vurderes det i evalueringen, at der ikke er et væsentligt behov for ændringer i lovgivningen affødt af retssikkerhedsloven med hensyn til at kunne afkræve ansatte og/eller tredjemænd oplysninger vedrørende overtrædelser af lovgivningen til tilsynsmyndighederne.

 

Supplerende kan oplyses, at Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledning om anvendelse af retssikkerhedsloven på miljøområdet (Vejledning nr. 7/2005), som supplerer Justitsministeriets vejledning om retssikkerhedsloven (Vejledning nr. 9686/2004) samt øvrige vejledninger fra Miljøstyrelsen.

 

Det kan også oplyses, at Miljøministeriet har iværksat en række øvrige initiativer for at styrke behandlingen af miljøstraffesager generelt.

 

I nærværende folketingssamling er et lovforslag om strafskærpelse i miljøsager blevet vedtaget (L4: Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love. (Strafskærpelse m.v.)). Lovforslaget sigter først og fremmest mod at hæve bødeniveauet for de mindre alvorlige sager om overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven, der er strafbelagt efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 110, stk. 3. Samtidig forudsættes det, at den administrative praksis ensrettes, sÃ¥ledes at bødeniveauet er ensartet i sammenlignelige sager. Lovforslagets bødekatalog vil lette tilsynsmyndighedernes arbejde med at indstille bødestørrelser til politiet i de sagstyper, som er omhandlet af lovforslaget.

 

Ovennævnte lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget for VK Regeringen – Mulighedernes samfund, hvori det fremgår, at regeringen vil tage initiativ til bedre at bekæmpe natursvineri og at regeringen vil fremsætte et lovforslag om strafskærpelse, herunder om at hæve bødeniveauet for henkastning af affald. Samtidig skal fremhæves, at det også fremgår af regeringsgrundlaget for VK Regeringen, at et af de konkrete initiativer er, at på de enkelte kontrolområder vil regeringen vurdere mulighederne for at tilrettelægge kontrollen på baggrund af en konkret risikovurdering, og mulighederne for kontrolfællesskaber vil undersøges nærmere.

 

Desuden har Miljøministeriet taget initiativ til nedsættelse af et samarbejdsforum, der består af repræsentanter fra bl.a. Justitsministeriet, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Miljøstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen samt de lokale miljømyndigheder. Forummet har bl.a. til formål at følge udviklingen inden for miljøkriminaliteten, analysere og vurdere behovet for nye retningslinjer for behandlingen af miljøstraffesager samt medvirke til at forbedre samarbejdet mellem de forskellige myndigheder.

 

 

 

Troels Lund Poulsen     

/

Kristoffer Slottved