|
|
Den 3. juni 2008 |
|
|
|
|
NOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Formålet med forslaget er at forbyde en række stoffer til brug i hårfarvningsprodukter, og det er et led i gennemførelsen af en strategi for lovgivning om hårfarvningsmidler i EU.
Forslaget indeholder således 41 hårfarvestoffer til optagelse på kosmetikdirektivets liste over kemiske stoffer, der er forbudt at anvende i kosmetik – med en præcisering af, at forbuddet gælder for hårfarvning. Stofferne vil fortsat være tilladt at anvende som farvestoffer i andre kosmetiske produkter.
Det formodes, at de omhandlede hårfarver ikke er på EU-markedet i dag.
Forslaget forventes at komme til afstemning den 9. juni 2008.
Direktivforslaget medfører, at der sker en yderligere begrænsning af stoffer, der allerede er underlagt begrænsninger – idet de nu også forbydes til anvendelse i hårfarver. Forslaget vurderes derfor at have en positiv påvirkning på det nuværende beskyttelsesniveau.
Forslaget forventes ikke at have væsentlige økonomiske konsekvenser, da forslaget primært er rettet mod producenterne af kosmetiske produkter, som der kun er få af i Danmark.
Regeringen kan støtte Kommissionens forslag om forbud mod hårfarvestofferne. Regeringen arbejder på sigt for at få indført en positivliste for hårfarver og støtter den strategi, som Kommissionen og medlemslandene er enedes om. Det er derfor et positivt skridt på vejen at få forbudt anvendelsen af stofferne til hårfarvning.
Regeringen finder det dog betænkeligt, at det fortsat er tilladt at anvende farvestofferne i andre kosmetiske produkter end hårfarver, idet de fortsat er at finde på positivlisten over farvestoffer.