Forsøgsudsætning af genetisk modificerede majsplanter
Som jeg med brev af 27.marts 2008 orienterede udvalget, har Miljøstyrelsen fra firmaet Syngenta Crop Protection modtaget en ansøgning om godkendelse til forsøgsudsætning af den genetisk modificerede majsplanter GA21 på et areal ved Middelfart.
Fødevarer og fødevareingredienser, der er fremstillet af GA21-majsen, blev i 2006 godkendt til markedsføring i EU under forordning 258/97 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser.
På baggrund af faglige vurderinger fra Danmarks Miljøundersøgelser, Plantedirektoratet og Danmarks Fødevareforskning samt indkomne høringssvar har Miljøstyrelsen nu udarbejdet vedlagte notat af 16. april 2007 om sagen.
Miljøstyrelsen har indstillet, at der gives godkendelse til, at forsøgsudsætningen kan gennemføres på en række vilkår om forberedelse, gennemførelse og afslutning af forsøget, egenkontrol under vækstforsøget og efter vækstforsøget, sikkerhedsforanstaltninger, affaldsbortskaffelse og afrapportering.
I følge § 9, stk.1 i lovbekendtgørelse nr. 811 af lov om miljø og genteknologi af 21. juni 2007 er det miljøministeren, der træffer afgørelse om, hvorvidt en forsøgsudsætning kan godkendes.
I overensstemmelse med tidligere praksis orienterer jeg hermed udvalget om, at jeg i denne sag følger Miljøstyrelsens indstilling.
   Troels Lund Poulsen                |
/ |