|
|
|
|
Den 21. april 2008 |
|
|
|
|
Vedr.: Kommissionens forslag om opstilling af miljømærkekriterier for to produktgrupper indendørs og udendørs maling og lak under EU's miljømærkeordning (Blomsten)
Kommissionen har om aftenen den 9. april 2008 fremsendt forslag om opstilling af miljømærkekriterier for to produktgrupper indendørs og udendørs maling og lak under EU's miljømærkeordning (Blomsten). Der er skriftlig afstemning i komitéen den 24. april 2008.
Kommissionen har hjemmel til den sene fremsendelse i Miljømærkeforordningen.
Hidtil har der kun været kriterier for indendørsmaling og lak, men i revisionen er der nu også lagt op til miljømærkekriterier for produkter til udendørs brug. Der er tale om to adskilte produktgrupper og kommissionsbeslutninger. Kommissionen fremlægger ikke markedsdata for, hvad forslaget vil betyde for miljøbeskyttelsesniveauet i EU, men det er vurderingen at miljømærkekriterierne niveaumæssigt placerer sig godt i forhold til eksisterende lovgivning indenfor f.eks. kemikalier og opløsningsmidler. Det er ligeledes sikret, at kravene i miljømærkekriterierne er skrappere end EU's kommende krav til indhold af opløsningsmidler i 2010.
Regeringen agter, at stemme for Kommissionens forslag, idet regeringen dog:
· lægger afgørende vægt på, at kriterierne for henholdsvis indendørs- og udendørsmaling samlet set ikke slækkes.
· lægger afgørende vægt på, at kriterierne for henholdsvis indendørs- og udendørsmaling ikke må indeholde halogenerede organiske opløsningsmidler, der er klassificeret som R50/53.