Rådet for Bæredygtig Trafik

Nørrebrogade 39, 1. tv.,  2200  København. 35361212

www.baeredygtigtrafik.dk

 

København den 3. april 2008

 

 

 

Kære Miljøminister Troels Lund Poulsen

 

Vi har med stor glæde set din udmelding om, at nu skal der ikke satses på flere og bredere veje, men på bedre kollektiv transport. Det støtter vi.

 

Det er faktisk også sådan, at en stopfyldt 4 sporet motorvej ikke flytter flere pendlere i timen end 91 busser eller 7 S-tog i hver retning. Motorveje er derfor umoderne og  ineffektive, når det drejer sig om at fjerne trængsel på vejene. Det er kun skinnebåren trafik, der kan løse opgaven med at transportere mange mennesker på kort tid.  Vi vil derfor opfordre alle de danske politikere til at droppe alle nye store veje og vejudvidelser og i stedet udbygge banesystemerne kombineret med bustrafik og ideelle cykelforhold.

 

Det er pendlerne, der fylder vejene op og der er kun i gennemsnit 1,18 person pr. bil i myldretiden.

 

 

Sammenlignet med kollektive transportmidler er motorveje er meget ineffektive, når det drejer sig om at sørge for transport af mange mennesker. Her en illustration, der viser, at en dobbeltsporet S-bane kan transportere lige så mange mennesker pr. time som en motorvej med 32 vejbaner.


 

 

For yderligere at belyse sammenhængen mellem transportformernes kapacitet har vi udarbejdet en ”Omregningstabel” fra motorvej til bus- og skinnebåren trafik.

 

”Omregningstabel” fra motorvej til bus- og banetrafik

 

Definition og illustration af forskellige serviceniveauer for biltransport på 4-sporede motorveje. (Se forklaring på næste side).

Antal biler og personer pr. time pr. retning på en 4-sporet motorvej i myldretiden ved forskellige serviceniveauer. Antal busser/S-tog til samme antal personer.

 

Serviceniveau A for en 4-sporet motorvej defineres som op til 768 biler -  pr. time i hver retning.

 

Det svarer til 907 personer. Det samme antal personer kunne sidde i  19 busser eller 1 S-tog.

Serviceniveau B for en 4-sporet motorvej defineres som mellem 769 og  1728 biler pr. time i hver retning.

 

Det svarer til op til 2040 personer. Det samme antal personer kunne sidde i  41 busser eller  3 S-tog.

Serviceniveau C for en 4-sporet motorvej defineres som mellem 1729 og 2688  biler pr. time i hver retning.

 

Det svarer til op til  3172 personer. Det samme antal personer kunne sidde i 64 busser eller  5  S-tog

Serviceniveau D for en 4-sporet motorvej defineres som mellem 2689 og 3264 biler pr. time i hver retning.

 

Det svarer til op til 3852 personer. Det samme antal personer kunne sidde i 77 busser eller  6 S-tog

 

 

 

 

 

Serviceniveau E + F for en 4-sporet motorvej defineres som mellem 3265 og 3840 biler pr. time i hver retning.

 

Det svarer til op til  4532 personer. Det samme antal personer kunne sidde i 91 busser eller 7  S-tog.

 

 

Hvordan læses ”omregningstabellen”

 

Persontrafik kan foregå på mange måder. Der er meget stor forskel på hvilken kapacitet og arealkrav  biltrafik og kollektiv transport har. Privatbiler fylder uforholdsmæssigt meget i forhold til hvor få personer, de transporterer. De er derfor slet ikke egnet til transport af  mange mennesker på kort tid, som i myldretiden.

 

I vejtrafikken regner man med forskellige serviceniveauer. Vi har brugt tal fra den amerikanske  ”Highway Capacity Manual” til at beregne hvor mange biler der er på en 4-sporet motorvej ved forskellige serviceniveauer.

 

De mest tomme biler finder vi paradoksalt nok på de steder, hvor der er kø om kø på motorvejene. Der er f.eks. i gennemsnit kun 1,18 person i de biler der kører mod  København i morgenmyldretiden i vintertiden mellem klokken 06 og 09 .

 

Med udgangspunkt i nævnte belægning på 1,18 person pr. bil har vi beregnet hvor mange personer, der i alt er i bilerne pr. time pr. motorvejsretning ved forskellige serviceniveauer.

 

Dernæst har vi beregnet hvor mange busser eller S-tog der skulle til for at transportere det samme antal mennesker med siddeplads.

 

Der er regnet med busser med 50 siddepladser og S-tog med 2 togsæt med plads til 672 siddende  passagerer.

 

Med venlig hilsen

 

Bente Hessellund Andersen

Kjeld A. Larsen

Ivan Lund Pedersen