P R E S S E M E D D E L E L S E:                                                   8. april 2008

 

                     

 

 

Limfjordskommunerne kræver konsekvens

 

Limfjordsrådet kalder på strammere lovgivning. Udslip fra gylletanke skal og må stoppes.

 

”Vi har set så mange fejl. Nu går den ikke længere”, siger formand for Teknik- og miljøudvalget i Skive Kommune, Per B. Jeppesen. Reaktionen kommer efter sidste uges uheld, der betød at 1.800 kubikmeter gylle løb ud i Harrevig i Limfjorden. Problemet er tilbagevendende, og konsekvenserne for miljøet er alt for store til, at man kan sidde det overhørigt.

 

Omkostningerne ved at leve op til EU's Vandramme-direktiv løber hurtigt op i 100 mio. kr. for hver kommune. Hvis ikke problemer som gylleudslip tages alvorligt, kommer de mange tiltag for miljøet ikke til at få nogen effekt.

”De kræver at vi renser spildevandet skånsomt, og tager jord ud af produktionen for at leve op til direktivet. Men hvad nytter det hvis menneskelige fejl som den her ikke afstedkommer mere end en trækken på skulderen”, siger Limfjordsrådets formand Poul Roesen

 

Limfjordsrådets formand lægger op til et lovkrav om, at man ved anlæggelse af gylletanke tænker omgivelserne med.

”Gylle løber som alt andet ned af bakke. Al den jord, man graver op når man anlægger en gylletank, kan lige så godt placeres, hvor gyllen i tilfælde af et udslip vil løbe hen. Så har man et helt naturligt opsamlingssted, hvor man bare kan suge den op”, siger Poul Roesen og tilføjer, at det ikke engang behøver at være større investeringer det drejer sig om; bare sund fornuft.

 

 

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Poul Roesen på

23370970 eller Per B. Jeppesen på 29696267.

 

                     Â