Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

1240 København K

   

  

 

EU-Koordination

J.nr. MST 685-00013

Ref. OLK/

Den 27. marts 2008

 

 

 

 

Orientering om ansøgning om forsøgsudsætning af genetisk modificeret majs (GA21) på et areal ved Middelfart.

 

Jeg skal hermed orientere Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om, at Miljøstyrelsen den 12. februar 2008 modtog en ansøgning om godkendelse af forsøgsmæssig udsætning på et areal ved Middelfart af den genetisk modificerede majs GA21 i perioden april 2008 til oktober 2012.

 

Ansøgningen er indleveret af Syngenta Crop Protection A/S efter reglerne i Bekg. nr. 1319 af 20. november 2006 om godkendelse af udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer – den bekendtgørelse hvormed Dir. 2001/18/EF er gennemført i Danmark.

 

De genmodificerede majsplanter har fået overført gener, der gør dem modstandsdygtige overfor herbicidet glyfosat.

 

Formålet med forsøget er at opnå viden vedr. brugen af glyfosatholdige herbicidprodukter under nordeuropæiske forhold.

De transgene planter er ikke tilføjet gener, der giver tolerance overfor antibiotika.

 

Den genetisk modificerede majs GA21 er godkendt i EU under Novel Food-direktivet til import og anvendelse i industrielle produkter samt i foder og fødevare. Der er ikke meddelt tilladelse til at dyrke den genmodificerede majs GA21 i EU.

 

Miljøministeriet har 90 dage til at give ansøgeren svar på ansøgningen. Dertil kan lægges 30 dage til gennemførelse af offentlig høring.

 

Miljøstyrelsen har sendt ansøgningen til vurdering hos Danmarks Miljøundersøgelser, Plantedirektoratet og Fødevareinstituttet.

 

Ansøgningen er tillige sendt i offentlig høring via Miljøstyrelsens hjemmeside og gennem annoncering i lokale og landsdækkende aviser samt til direkte høring hos en række interesseorganisationer, myndigheder, forskningsinstitutioner m.v.

 

Godkendelse til forsøgsudsætning er en ren national afgørelse.

 

 

 

Jeg vil vende tilbage til udvalget i forbindelse med afgørelse på ansøgningen.

 

 

 

 

 

 

        Troels Lund Poulsen         /        John Bæk Sørensen

     

     

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

Â