PRESSEMEDDELELSE
13. marts 2008
Vedr. beretning nr. 8 2004 om Helsinki-konventionens bestemmelse om forurening af havmiljøet
Statsrevisorerne har på deres møde den 12. marts behandlet ovennævnte beretning og har besluttet at optage den i Endelig betænkning 2006 som fortsat sag med følgende bemærkning:
Statsrevisorerne finder fortsat, at forsvarsministerens og miljøministerens opfølgning på beretningen er utilfredsstillende, idet der ikke har været tilstrækkelig fremdrift i sagen.
Statsrevisorerne kritiserer, at Forsvarsministeriet stadig ikke har færdiggjort arbejdet med at revurdere planen for havmiljøberedskabet. Arbejdet med at vurdere, om forsvarets flyovervågning er den mest effektive overvågning af havmiljøet, er heller ikke tilendebragt.
Statsrevisorerne finder det meget utilfredsstillende, at Miljøministeriet ikke har færdiggjort udpegningen og planerne for de nødområder, der skal anvendes til skibe, der er ved at synke o.l. Planerne for nødområderne skulle have været udarbejdet senest februar 2004, jf. overvågningsdirektivet.
Statsrevisorerne konstaterer, at Forsvarsministeriet har besluttet, at OceanEye-radarerne ikke skal anvendes til overvågning af havmiljøet, da de teknisk set ikke fungerer tilfredsstillende. Det ene af de to formål med forsvarets anskaffelse af OceanEye er således ikke opnået. Forsvarets kompensation fra leverandøren på 300.000 kr. og en forlænget garantiperiode er relativ ubetydelig set i forhold til OceanEye-radarernes pris på ca. 65 mio. kr.
Statsrevisorerne påtaler, at Forsvarsministeriet – som ved anskaffelsen og ibrugtagning af Tårnfalken – ikke har haft det nødvendige fokus på risikovurdering, projektstyring og kontraktindgåelse i forbindelse med forsvarets materielanskaffelser. Statsrevisorerne vil derfor nøje følge Forsvarsministeriets initiativer med henblik på at undgå gentagelser.
Der henvises til Statsrevisorernes tidligere bemærkning i sagen, afgivet den 23. maj 2007 (klik her).
Grundlaget for Statsrevisorernes
bemærkning er rigsrevisors fortsatte notat af 5. marts 2008, som er
offentliggjort på Statsrevisorernes hjemmeside (klik her).
Rigsrevisionen varetager den videre opfølgning på sagen.
Kontaktinformation:
Sekretariatschef Gitte Korff
Tlf. 33 37 59 85
Mail: [email protected]
FAKTA
De seks statsrevisorer er valgt af Folketinget. Statsrevisorernes opgaver er fastlagt i grundlovens § 47 som revisionskontrol med den offentlige forvaltning.
Ved løsning af deres opgaver samarbejder statsrevisorerne med rigsrevisor. Statsrevisorerne afgiver således de beretninger, som de modtager fra rigsrevisor, til Folketinget med eller uden bemærkninger.
Statsrevisorerne er den eneste myndighed, der kan anmode rigsrevisor om at foretage undersøgelser.
FAKTA
Henrik Otbo er rigsrevisor i Rigsrevisionen. Rigsrevisionens mission er at fremme en redelig og effektiv forvaltning. Rigsrevisors opgave er fastlagt i lov om revisionen af statens regnskaber og instruks for rigsrevisor. Rigsrevisionen udarbejder ca. 20 beretninger om året og ca. 80 notater om året til statsrevisorerne. Rigsrevisionen reviderer statslige og statsfinansierede regnskaber. Rigsrevisionen udfører både finansiel revision og forvaltningsrevision. For yderligere information om Rigsrevisionen, se www.rigsrevisionen.dk. Kontakt: Sekratariatschef Nanna Henning, tlf. 33 92 85 75
|
|||||||||||||||
|