J.nr. 605-00067

 

Den 6. februar 2008

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål P og Q om reduktion af pesticidforbruget

 

Spørgsmål P:

”Hvilke skridt agter ministeren at tage for at sikre, at landbruget lever op til pesticidplanen fra 2003?”

 

Spørgsmål  Q:

”Hvilke skridt agter ministeren at tage for at sikre en yderligere reduktion af pesticidforbruget?”

 

Da de to spørgsmål, udvalget har stillet, hænger tæt sammen, foretrækker jeg at besvare dem under ét.

 

En af de overordnede målsætninger i pesticidplanen fra 2003 er som bekendt, at behandlingshyppigheden i landbruget skal nedbringes til 1,7 inden udgangen af 2009.

 

Alt tyder på at vi ikke når dette mål. Faktisk er behandlingshyppigheden siden 2003 steget. Dette til trods for at målsætningen i sin tid blev fastsat på grundlag af beregninger, der viste at 1,7 behandlinger i gennemsnit var det driftsøkonomisk optimale pesticidforbrug for landmændene.

 

Jeg synes det er dybt beklageligt, at vi bevæger os væk fra målsætningen. Det mest fornuftige er derfor, at gennemføre grundig vurdering og diskussion af mål og midler i pesticidpolitikken, således som der er lagt op til med regeringens beslutning om at fremrykke evaluering af pesticidplanen.

 

Jeg mener det er vigtigt, at denne diskussion finder sted på et solidt fagligt grundlag. Vi vil derfor i de kommende måneder få gennemført en faglig evaluering af mål og midler i pesticidplanen.

 

Vi vil også ved hjælp af ekspertbistand arbejde med at skabe en indikator, som kan give et mere retvisende billede af pesticiders samlede miljøbelastning end behandlingshyppigheden. Med en ny pesticidplan vil regeringen lægge mindst det samme ambitionsniveau for miljøbeskyttelsen som det der var grundlag for den nuværende pesticidplan.

 

Jeg vil gerne understrege, at beslutningen om en fremrykket evaluering af pesticidplanen ikke er ensbetydende med, at mål og midler i den eksisterende plan er droppet. Og regeringens holdning er - som det også fremgår af regeringsgrundlaget - klar: ”Pesticidforbruget i dansk landbrug skal reduceres”.

 

Regeringen arbejder videre med de initiativer, som planen indeholder. Det gælder f.eks. indsatsen med fokuseret rådgivning på bedriftsniveau, overvågningen af grundvandet gennem varslingssystem og undersøgelse af særligt følsomme områder, fastholdelse af en restriktiv godkendelsesordning og indsatsen for at reducere det offentliges forbrug af pesticider.

 

Jeg vil også opfordre Dansk Landbrug til at styrke sine bestræbelser for at reducere pesticidforbruget. Pesticidplanen er jo i høj grad baseret på frivillige virkemidler, som kræver et aktivt og positivt medspil fra landbruget.

 

Når vi er kommet videre med at etablere et grundlag for at evaluere indsatsen siden 2003 og drøfte behov for fremtidig indsats, vil jeg tage kontakt til partierne bag pesticidplanen for at drøfte, hvilke mål vi fremover skal sætte for pesticidpolitikken og om der er behov for at justere virkemidlerne eller for at tage nye virkemidler i anvendelse.